Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Social

Titel

Dyreforsikringer kan spare dig penge

Kæledyr er dyre, især hvis de bliver syge eller kommer til skade. Men en kæledyrsforsikring kan holde udgifterne nede. Dette skal du være opmærksom på.
Af Lea Markersen
27. Januar 2016
Kæledyr
Foto: iStockphoto

Kæledyrsforsikring hjælper økonomisk ved sygdom eller skade

Hund og kat er ofte en del af familien, og koster også dyrt i familiens budget. Sygdom og skade kan nemlig kræve dyr behandling hos dyrlægen, men en kæledyrsforsikring kan klare en del af udgiften.

3 typer forsikringer til dit kæledyr

Kæledyret kan du forsikre med 3 typer forsikringer.

  • Ansvarsforsikring til hunde
  • Livsforsikring
  • Sygeforsikring

Ansvarsforsikring er lovpligtig for hunden

Hunde skal ifølge loven være dækket af en hundeansvarsforsikring. Forsikringen dækker skader, som hunden forvolder på andre personer eller deres ting.

Hundetræning kan give god anledning til at købe en udvidet ansvarsforsikring. Den dækker, hvis hunden deltager i arrangementer og for eksempel bider dommeren eller træneren.

Passer andre hunden for dig, dækker den lovpligtige ansvarsforsikring ikke, hvis hunden laver skader hos hundepasseren. Her kan du også overveje at købe en udvidet ansvarsforsikring.

Livsforsikring betaler en ny killing eller hvalp

Dør dit kæledyr, eller skal det aflives på grund af sygdom, dækker en livsforsikring udgifterne til en ny hvalp eller killing af samme race.

Forsikringen dækker ikke, hvis din hund skal aflives på grund af truende adfærd eller arvelige sygdomme Desuden skal du være opmærksom på, at der kan være særlige krav om stambog og mikrochip.

Sygeforsikring betaler dele af dyrlægeregningen ved sygdom og skade

Dyrlægen kan du få uventede udgifter til, hvis dit kæledyr rammes af sygdom eller en ulykke.

En sygeforsikring til dit dyr kan gardere dig mod de helt store udgifter, hvis uheldet er ude.

Kravene, du skal opfylde for at tegne en sygeforsikring, kan være forskellige. Og de varierer fra selskab til selskab. For eksempel kan der være krav til kæledyrets alder, når en forsikring tegnes:

  • Vaccinationer kan være et krav for at få en sygeforsikring. For eksempel vaccination for hunde- eller kattesyge og smitsom leverbetændelse.
  • Mikrochip og stambog kan ligeledes være et krav for at du kan få en sygeforsikring til dit kæledyr.
  • Udløb af forsikringen vil typisk være ved en aldersgrænse på 10 år, selvom nogle selskaber har livslang dækning.
  • Den økonomiske dækning er typisk på udgifter op til 20.000 kroner, men beløbet kan være meget mindre afhængig af diagnosen.

Sygeforsikringen kan dække udgifter til:

  • Undersøgelse og behandling hos dyrlæge ved sygdom og tilskadekomst
  • Medicin under konsultation eller indlæggelse,
  • Ophold på dyrehospital og klinik,
  • Tandbehandling ved tilskadekomst,
  • Materialer og den medicin, din dyrlæge bruger under selve behandlingen,
  • Udgifter til operation,
  • Tandskader som følge af et ulykkestilfælde,
  • Ekstraudgifter ved søn- og helligdagskonsultation,
  • Udgifter til kejsersnit og så videre.

Sygeforsikringen varierer i pris, alt efter om den er livsvarig eller begrænset til et bestemt antal leveår.

Forsikringsbetingelserne skal du altid læse, inden du tegner en forsikring.

Forsikringsbetingelser: Vær særligt opmærksom på:

  • Selvrisikoen kan være forskellig fra selskab til selskab. Selvrisikoen kan i visse tilfælde også skulle betales per diagnose.
  • Forsikringen kan have en tidsbegrænsning og bortfalde efter et par år. Der kan også være begrænsning på længden af behandlinger.
  • Forebyggende undersøgelser og behandling dækker forsikringerne som udgangspunkt ikke. Det samme gælder fertilitetsundersøgelser og undersøgelser/behandling i forbindelse med drægtighed samt behandling af adfærdsproblemer.
  • Særlige sygdomme kan være undtaget i forsikringsbetingelserne.