Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Social

Titel

Emballage: Sådan opbevarer du din mad

Plastikposer, plastikskåle og sølvpapir. Hvad er bedst at opbevare din mad i, så det holder længst? Og kan du bruge al slags emballage til opbevaring?
Af Signe Funch Madsen
23. Oktober 2020
Emballage sådan opbevarer du din mad
Foto: Getty Images

Korrekt emballage har betydning for din mad

Mad og madrester skal du pakke ind i den rigtige emballage, for ikke al indpakning og opbevaring egner sig til mad.

Forkert emballage kan nemlig afgive uønsket kemi til din mad. Men vælger du derimod den rigtige emballage, kan det betyde, at din mad kan holde sig længere. 

Kan du stadig spise maden?

Mærkning viser, om emballagen må bruges til mad

Plastikbøtter, fade, skåle, glas og andet skal have glas- og gaffelsymbolet, for at du kan bruge det til at opbevare mad i.

Glas- og gaffelsymbolet kan du ikke nødvendigvis se, hvis det er oplagt, at genstanden kan bruges til mad. Tallerkner og drikkeglas har for eksempel ikke glas-og gaffelsymbolet, da det er genstande, der normalt bliver brugt til mad.

Brugsanvisningen kan fortælle dig, om en beholder må bruges til opbevaring af mad. Den kan også fortælle, om emballagen kun må bruges til bestemte typer mad, eller om den må komme i mikrobølgeovnen.

Emballage sådan opbevarer du din mad
Glas- og gaffelsymbolet viser, at du kan bruge en beholder til mad. Foto: Europa Kommissionen

Poser

Plastposer skal være markeret med glas- og gaffelsymbolet, før de kan bruges til opbevaring af mad.

Fryseposer er den eneste emballage, som er velegnet til at fryse din mad ned. Du skal ikke fryse mad ned i madpakkeposer, selv om de ligner fryseposer til forveksling. Se efter ordet ”fryseposer” på pakken – så er du sikker på, at poserne kan bruges i fryseren.

Madpakkeposer er tyndere i materialet, så der kommer for meget luft ind i posen. Det kan skabe rimfrostskader på din mad.

Affaldsposer og bæreposer skal du ikke opbevare din mad i. De kan være lavet af genbrugsplast, som kan afgive skadelige stoffer til din mad.

Sådan fryser du bedst din mad ned

Plastikbøtter

Opbevaringsbøtter af plastik kan du bruge til din mad, hvis de har glas- og gaffelsymbolet. Men du skal være påpasselig med, hvilken mad og hvilke temperaturer, du putter i bøtten – selv hvis bøtten har glas- og gaffelmærket.

Varm og fed mad som lasagne, bøffer og gryderetter er det for eksempel ikke alle bøtter, der kan tåle, fordi bøtten kan afgive uønsket kemi til maden.

Se efter en brugsanvisning på bøtten, der fortæller, hvilken mad og hvilke temperaturer bøtten kan tåle. Er der ingen brugsanvisning, men kun glas- og gaffelsymbol, kan bøtten tåle alle typer mad og temperaturer.

Genbruger du emballage fra andre madvarer til at opbevare rester i, skal du også være varsom. Emballagen viser ikke, om en genbrugsbøtte kan bruges til anden mad end det, der oprindeligt var i bøtten.

Emballagen kan i nogle tilfælde kun bruges til en bestemt type mad. Genbruger du emballagen, skal du derfor bruge den til mad, der minder om det, som oprindeligt var i beholderen. Det kan være mad, der har det samme fedtindhold eller temperatur. 

Beholdere til is kan for eksempel godt bruges til kolde madvarer. Men bøtterne skal ikke bruges til opvarmning af rester eller opbevaring af varm og fed mad.

Se test af opbevaringsbøtter med varm fed mad på Forbrugerrådet Tænk Kemi

Drikkedunke

Drikkedunke er et mere miljøvenligt alternativ end at købe vand i engangsflasker. Drikkedunke findes i flere forskellige former og materialer. Hvordan du bruger flasken er afgørende for, hvilken type du skal vælge.

Er drikkedunken til dit barn, er det en god ide at tjekke, om barnet kan bruge og lukke flasken ordentlig, så vandet ikke flyder ud i tasken.

Drikkedunken skal altid vaskes inden brug, så du fjerner lugt, bakterier og kemikalierester.

Glasbeholdere

Glasbeholdere kan du bruge til opbevaring af alt slags mad. Men pas på med at komme for varm mad i en beholder af glas, da den kan revne.

Træskåle

Fade, skåle og skærebrætter af træ skal du være forsigtig med at bruge som opbevaring til din mad eller madrester. De kan nemlig indeholde stoffer, der kan smitte af på din mad. 

Keramikskåle

Stentøj og keramik egner sig ikke nødvendigvis som opbevaring til mad, da det kan afgive tungmetaller som bly til din mad. Du skal derfor være forsigtig med at bruge kunsthåndværket fra udlandsrejsen som frugtskål.

Keramik med glas- og gaffelsymbolet kan du dog roligt bruge til din mad.

Reglerne for afsmitning af bly er blevet strammere over årene. Har du gammel keramik stående, lever det derfor ikke nødvendigvis op til de nye regler.

Konservesdåser

Dåser, der har været åbne, egner sig ikke til at opbevare mad i. Konservesdåser kan afgive tin til din mad, og det er derfor en god ide at opbevare dåsemad i en anden beholder, når dåsen først er blevet åbnet.

Skal du vælge konserves på dåse, pap eller glas? Få svaret på Forbrugerrådet Tænk Kemi

Sølvpapir

Sølvpapir eller stanniol skal du ikke bruge til sur mad som citroner, syltede rødbeder eller syltede agurker. Det er bedst at opbevare sur mad i glas, porcelæn eller plastskåle, der er dækket af plastfilm eller et låg.

Derfor egner sølvpapir sig ikke til "sure" fødevarer. Læs med på Forbrugerrådet Tænk Kemi

Køkkenrulle

Køkkenrulle kan du bruge i madlavningen til at suge fedt fra maden - for eksempel soltørrede tomater, eller når du har stegt bacon. Men køkkenrulle, der er lavet af genbrugspapir og avispapir, kan have rester af uønsket kemi.

Køb køkkenrulle af nye papirfibre, og som har glas- og gaffelsymbolet, hvis du skal bruge køkkenrulle i din madlavning.

Madpapir og bagepapir

Bagepapir og madpapir blev tidligere overfladebehandlet med fluorstoffer for at gøre det vand- og fedtafvisende. Men fra sommeren 2020 er det i Danmark blevet forbudt at bruge fluorstoffer i pap- og papiremballage til mad.

Butikkerne må gerne sælge gamle produkter med fluorstoffer, hvis de var på hylderne, da forbuddet trådte i kraft.

Vælg Svanemærket madpapir og bagepapir, hvis du vil være sikker på at undgå emballage med uønsket kemi.

Husholdningsfilm

Husholdningsfilm kan du bruge til at pakke madpakken ind i eller til at tildække en skål, der skal i køleskabet. Tidligere var husholdningsfilm ofte lavet af PVC, der afgiver uønsket kemi til din mad.

Husholdningsfilm er nu typisk lavet af polyethylene, som ikke er problematisk for din sundhed.

Mad, der skal varmes i mikroovnen, må ikke være dækket af husholdningsfilm. Her skal du bruge mikrobølgefilm.

Genanvendeligt bivokspapir

Bivokspapir – eller bee’s wrap -  kan du bruge til at pakke grøntsager og din madpakken ind i, hvis du ikke vil bruge sølvpapir og plastikfilm.

Bivoks-papir er ofte lavet af bomuldsstof, som er behandlet med blandt andet bivoks og harpiks.

Bivoks-wraps kan du rengøre med koldt vand og opvaskemiddel og bruge flere gange – typisk op til 1 år. Følg altid anvisningerne på pakken.

Du skal ikke pakke råt kød og fisk ind i vokspapir af hensyn til hygiejne, da papiret kun tåler at blive vasket med koldt vand.

Bivoks og tekstil er to af de materialetyper, der ikke gælder særlige regler for, når det bliver brugt i kontakt med mad.

Producenten skal selv sikre, at der ikke er problematiske stoffer i for eksempel trykfarven i stoffet, der kan vandre over i maden.

Spørg eventuelt producenten, om de har testet produktet for uønsket kemi.