Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Social

Titel

Sådan har vi testet bacon

12 baconprodukter fra det danske marked er udvalgt til smagstest og kemiske test på laboratorier.
Af Lars Nøhr Andresen
9. Maj 2016
Foto: Kim Vadskær

Hvilken bacon er valgt?

Testen fokuserer på traditionel bacon af svin, og der er valgt prøver af konventionelt, økologisk, danskproduceret og udenlandsk bacon i både skiver og blokke.

Hvad skriver de selv?

Produktinformation og sammensætning er en undersøgelse af den information, der er tilgængelig på emballagen, samt en indholdstest udført af et certificeret laboratorium på indholdet af vand, protein, salt og fedt.

Hvordan smager den?

Samlet smag er testet ved en forbrugertest med 104 forbrugere (61 kvinder, 43 mænd, alder fra 18 til 82 år med et gennemsnit på 49) af et dansk sensorisk certificeret laboratorium.

Forbrugerne blev først instrueret og fik derefter i sensoriske bokse blindt serveret en tilberedt skive bacon (stegt i ovn ved 200 °C) og blev bedt om at bedømme den samlede smag og det samlede udseende, samt vurdere, om smagen af salt og røg var passende.

Er der uønsket kemi?

Kemi er testet af et certificeret kemisk laboratorium, der har målt det eventuelle indhold af de kræftfremkaldende tjærestoffer, der kan opstå i forbindelse med røgning af bacon, samt restindholdet af nitrat og nitrit, der også er skadeligt i for store mængder, men benyttes i produktionen af konventionel bacon.

Samlet bedømmelse er vægtet således:

  • Smag 80 %.
  • produktinformation og sammensætning 10 %,
  • kemi 10 %.