Hvad er revet pizzatopping?
Revet pizzatopping er et produkt, der ligner ost og opfører sig som ost, når det bliver smeltet. Men det er ikke ost. Bliv klogere på indholdet her.
Revet pizzatopping står på hylderne i supermarkedet ved siden af osten. Umiddelbart ligner det revet ost. Men der er tale om et produkt, hvor mælkefedtet er erstattet af et vegetabilsk fedtstof som palmeolie. Derfor er der ikke tale om ost.
35 procent af de danske forbrugere tror fejlagtigt, at den primære ingrediens i pizzatopping er ost, selv om hovedingredienserne i pizzatopping er vand og palmeolie. Det viser en undersøgelse foretaget af Forbrugerrådet Tænk i 2016.
Produktet kaldes også for ‘smelteprodukt’, men på indpakningen står der revet pizzatopping,.
Test af pizzatopping og revet ost
I 2018 testede vi revet pizzatopping og revet ost. Vi testede smag og smelteevne, og så testede vi for uønskede kemikalier som mineralske olier, ftalater og andre blødgørere, 3-MCPD og glycidyl estere samt flygtige klorforbindelser i selve osten eller det ostelignende produkt.
3-MCPD og glycidyl estere er kun undersøgt i de produkter, der indeholder vegetabilsk fedt.
Testen er ikke længere tilgængelig, da mange produkter ikke længere er i handlen. Men på baggrund af testen ser vi på pizzatopping og revet ost.
Forskellen på ost og pizzatopping
Ost består af mælk, der er tilsat forskellige mælkekulturer og osteløbe, så mælken bliver til ost. Hvordan osten ender med at smage, afhænger af produktionsmetode, mælkesyrebakterier, lagring og så videre.
I toppingprodukter er en stor del af mælkefedtet erstattet af billigere vegetabilsk fedt. Pizzatopping er derfor ikke vegansk da der er stadig mælk i toppingprodukterne. Toppingproduktet laves ved at homogenisere palmefedtet med mælkebestanddele og så ellers bare følge den almindelig produktionsmetode for ost.
Pizzatopping skuffer i blindsmagning
I testen havde vi en faglærer og to kokkeelever fra Hotel- og Restaurantskolen til at blindsmage de forskellige revne oste og pizzatoppinger, og selvom kokkene ikke vidste, hvad der var hvad, klarede de revne oste sig bedst.
Pizzatoppingerne havde ifølge eksperterne en dårlig smelteevne, og smagte ikke ligeså godt som oste-produkterne.
De pizzatoppinger som klarede sig bedst indeholdt ikke andet end mælkebestanddele, palmeolie (som erstatter mælkefedt) og så lidt kartoffelstivelse, der forhindrer den revne ost i at klumpe sammen.
Andre af de testede pizzatoppinger indeholdt en række andre ingredienser udover palmeolie, fx bambusfibre, smeltesalte, konserveringsmidler, farve og aroma.
Uønskede kemikalier i pizzatopping og revet ost
I alle de testede pizzatoppinger fandt vi uønsket kemi. Alle toppingerne indeholdt 3-MCPD og glycidol, der kan stamme fra palmeolien. Der findes ingen grænseværdi for 3-MCPD og glycidol for ost.
Ved et indtag på 50 gram revet topping per dag vil man dog ikke overskride, hvad der betragtes som et tolerabelt indtag. Men indtaget fra pizzatopping med 3-MCPD og glycidol, vil alligevel kunne bidrage væsentligt til et samlet indtag af de problematiske stoffer.
I én revet ost fandt vi blødgøreren DEHA, og i en anden en mindre mængde af blødgøreren ATBC. Indholdet er under den gældende grænse, men afgivelse af stoffer fra emballage eller andre materialer, der er i kontakt med fødevaren er generelt uønsket.
Vi fandt også en mindre mængde mineralske olier i en tredje af de revne oste.
Lasagne: Pas på højt indhold af mættet fedt og salt
Færdiglasagne indeholder for meget mættet fedt og salt. Èn portion er sjældent nok til at mætte en voksen. Det viser vores test af 14 lasagner.
Lasagne: Her er de bedste
Færdiglavet lasagne skal være nem at lave, smage godt, og du skal kunne spise den med god samvittighed. Se de bedste lasagner fra vores test her.
Bacon: Spis bacon med god samvittighed
Bacon er forarbejdet kød, som kan øge risikoen for visse kræfttyper. Noget bacon er dog sundere end andet.