Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Social

Titel

Hvorfor vakuumpakke mad?

Vakuummaskinen fjerner luften fra maden, men hvorfor er det godt? Se hvorfor, vakuummaskinen måske bliver din uundværlige hjælper i køkkenet.
Af Lars Nøhr Andresen
12. December 2018
Foto: Thomas Dahl

Dette kan du bruge en vakuummaskine til

Vakuummaskinen kan suge luften ud af en plastikpose, som maskinen derefter forsegler

Du kan grundlæggende bruge vakuummaskinen til 3 ting:

  • Mere effektiv opbevaring af madvarer
  • Forhindre frostskader på madvarer
  • Tilberedning af fødevarer med sous vide-metoden

Tilberedning med sous vide – som betyder ‘under vakuum’ – kræver i de fleste tilfælde en eller anden form for sous vide-apparat, som styrer temperaturen og holder den konstant i mange timer, men du kan dog tilberede grøntsager uden et sous vide-apparat.

Vi har testet vakuummaskiner og peger på 6 gode maskiner til vakuumering af kød, fisk, ost og hvad du ellers vil vakuumpakke.

Test: Hvilken vakuummaskine er bedst i test?

Holdbarhed forlænges af mangel på ilt

Nogle bakterier skal have ilt for at formere sig.

Henrik Siegumfeldt fra Københavns Universitet forklarer, at du ved at vakuumpakke et produkt, kan give det en længere holdbarhed.

Mikroorganismerne, der fordærver din mad, er i vid udstrækning aerobe, hvilket vil sige, at de bruger ilt til at vokse, og ved at vakuumpakke maden, forhindrer du organismerne i at vokse.

Skimmelsvampe kan heller ikke ikke vokse i en vakuumpakket madvare, så du kan forlænge holdbarheden af for eksempel parmesanost.

Men ikke alle bakteriers vækst bliver bremset af et iltfattigt miljø.

Mikroorganismer: Disse trives i iltfattigt miljø

Iltfattigt miljø har ikke nogen effekt på de såkaldte anaerobe mikroorganismer, som vokser fint uden ilt.

Typisk er der tale om mælkesyrebakterier, som gør dine madvarer sure, og som du typisk kender fra pølser, der har ligget for længe og fået en lidt slimet overflade.

Risikoen ved vakuumpakkede madvarer er, at der også kan vokse sygdomsfremkaldende bakterier i vakuumpakkede madvarer som for eksempel listeria monocytogenes, og det er lidt sværere at styre for den almindelige forbruger.

Vakuumpakkede fødevarer klarer sig godt i fryseren

Smider du en lækker, fedtmarmoreret ribeye ned i en plastikpose og i fryseren, vil fedtet i kødet over tid begynde at harskne ‒ selv ved 18 graders frost. Harskningsprocessen af fedt kræver ilt, og der er ilt i en almindelig plastikpose.

Harskning er ikke bakterievækst, og det gør ikke kødet sundhedsskadeligt, men det går ud over smagen.

Frysebrænding af maden er rimfrostskader på kødet, som opstår i forbindelse med udtørring under frost, og som ødelægger kvaliteten af dine madvarer. Det undgår du også ved at vakuumpakke madvarerne. 

Vi har testet vakuummaskiner og peger på 6 gode maskiner til vakuumering af kød, fisk, ost og hvad du ellers vil vakuumpakke.

Test: Hvilken vakuummaskine er bedst i test?