Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Titel

Robotplæneklipper: Tjek disse 7 ting inden du køber

Robotplæneklippere er langt fra ens, og alle modeller passer ikke nødvendigvis til dig og din have. Undgå et dyrt fejlkøb ved at tjekke disse 7 ting.
Af Lars Nøhr Andresen
16. August 2021
robotplæneklipper- det skal du tænke på før du køber | Forbrugerrådet Tænk
Foto: Getty Images

Undgå at købe den forkerte robotplæneklipper

Robotplæneklipperen er en af de dyreste maskiner hjemme i din have. Derfor skal du se dig godt for, før du investerer i en robot til plænen.

Forbrugerrådet Tænk tester løbende nye modeller i vores robotplæneklipper test. Modellerne ser måske nok ens ud. Men der er store forskelle på robotplæneklippere, og det rigtige valg afhænger af dine behov og præferencer.

Artiklen gennemgår 7 vigtige kriterier du skal se efter, når du vælge robotplæneklipper, så du kan træffe det bedste valg.

1. Hvor stor er din plæne - kan robotten klare det?

Størrelsen på din plæne er det vigtigste når du skal vælge robotplæneklipper. Producenten oplyser ofte hvor stor ydeevnen er på robotten, og hvor stor en plæne robotplæneklipperen kan klippe.

Forbrugerrådet Tænks test af robotplæneklippere viser, at plæneklipperne har svært ved at klippe plæner, som er på max angivelserne indenfor en rimelig tid. I testen tog det ofte op til 12 timer for robotplæneklipperne at klippe en plæne på størrelse med maksimum kapaciteten.

Vælg en model der passer til en plæne, der er lidt større end din, så din plæne er klippet inden for en rimelig tid.

Robotplæneklippere med lidt større kapacitet end nødvendigt, sikrer også en god klipning flere år frem, når batteriet begynder at blive slidt.

Du kan i vores test nemt finde den bedste robotplæneklipper til din plænestørrelse. Vælg filtret "Angivet maksimal plænestørrelse"

Disse robtplæneklippere er Bedst i test

2. Hvor stor er klippebredden?

Klippebredden siger noget om, hvor længe robotten skal køre rundt på plænen for at klippe den.

Robotplæneklipperes klippebredde varierer typisk fra 17 cm til 30 cm.

Store græsplæner klares bedst af en robotplæneklipper med en stor klippebredde.

Mindre græsplæner og græsplæner med mange bede eller små områder, klippes bedst af en robotplæneklipper med mindre klippebredde.

Find nemt en robotplæneklipper med den ønskede klippebredde. Vælg filtret "Klippebredde".

3. Kan klippehøjden varieres?

Robotplæneklipperes klippehøjde varierer typisk fra 6 cm til 2 cm, men enkelte robotplæneklippere kan lade græsset forblive endnu højere.

Ønsker du særligt højt eller lavt græs på din plæne, skal du være opmærksom på, hvad robotplæneklipperen kan indstilles til.

Se muligheder for klippehøjde under specifikationerne for de enkelte robotplæneklippere.

Se alle testede robotplæneklippere

4. Hvor meget støjer robotten?

Robotplæneklipperne kører på el. Og selv om en elektrisk plæneklipper som regel støjer mindre end en plæneklipper med benzinmotor, så støjer en robotplæneklipper. Og der er forskel på de enkelte modellers støjniveau.

Støjen varierer typisk fra 60-78 decibel, hvilket svarer til støjen fra de mindst larmende og de mest larmende støvsugere i Forbrugerrådet Tænks test.

Støj betyder især noget, hvis du bor tæt på mange naboer, og hvis robotplæneklipperen skal køre, når du selv eller naboen er hjemme.

Vores test undersøger støjniveauet. Tjek de enkelte modeller eller brug filtret "Støj" til at finde en stille robotplæneklipper.

5. Har robotplæneklipperen regnsensor?

Fugtigt græs er ikke noget problem for langt de fleste robotplæneklippere i testen, men decideret øsende regn er ikke godt at slå græs i.

Regnsensoren fortæller robotten, at det regner, og den vil køre tilbage til sin opladestation.

Har du tænkt at robotten skal køre ofte, når du ikke er hjemme, kan det være en god ide at vælge en model med regnsensor.

Find en robotplæneklipper med regnsensor i vores test, ved at bruge filtret "Regnsensor"

6. Har robotplæneklipperen tyverialarm?

Robotplæneklippere kan være en fristelse for tyve, fordi de ofte kører frit rundt i haver, når der ikke er nogen hjemme.

Tyverialarm på robotten gør det mere besværligt at stjæle en robotplæneklipper, fordi den vil larme, hvis den bliver løftet.

Indboforsikring dækker dog tyveri af din robotplæneklipper, hvis uheldet skulle være ude.

Er du bekymret for, at din robotplæneklipper bliver stjålet, og skal den køre ofte, når du ikke er hjemme, kan du overveje en model med tyverialarm.

Undgå tyveri, find en robotplæneklipper med tyverialarm med filtret "Tyverialarm"

7. Er robotplæneklipperen nem at opmagasinere?

Robotplæneklippere skal ind om vinteren, og de skal gerne stå frostfrit og stå på hjulene. Det er ikke godt nok at stille robotplæneklipperen i en uopvarmet garage eller et uopvarmet haveskur. Det er først og fremmest af hensyn til batteriet og elmotoren.

Har du en stor kælder eller en opvarmet garage, skal du ikke bekymre dig så meget om vinteropbevaring. Skal robotplæneklipperen stå i bryggerset om vinteren, bør du overveje en mindre model.

Se størrelsen under specifikationer under de enkelte robotplæneklippere.