Titel
Brændeovn: Sådan tænder du op

Fyr rigtig i brændeovnen, og spar penge
Brændeovnen bringer varme og hygge ind i stuen, men den kan gøre dig uvenner med naboer og miljøet. Fyrer du forkert i brændeovnen, kan den nemlig sende ildelugtende røg udover nabolaget og forurenende partikler i ud luften.
Fyrer du til gengæld rigtig i brændeovnen, kan du spare penge på brænde og bevare det gode naboskab.
Her er 7 gode råd til, hvordan du bedst tænder op i din brændeovn:
1. Vælg træsort
Løvtræ har generelt en højere brændværdi end nåletræ med den undtagelse, at poppeltræ brænder lige så dårligt som gran.
2. Kløv brændet optimalt
Brændet skal have et tværsnit på 6-8 cm og være omkring 30 cm langt. Det giver optimal tørring og bedste forbrænding.
Korrekt lufttørring udendørs varer ca. 2 år, og træet skal beskyttes mod regn dog ikke med plastik, der holder på fugten.
Tag først træet indendørs, når det er tørt. Træ med en fugtighed på over 20 % afgiver mindre varme, mere røg og soder ovnens glasrude.
3. Brug kun ubehandlet træ
Brug aldrig trykimprægneret træ, bemalet træ, plastik, avispapir eller pap til at tænde op med, da det udsender giftige dampe og soder.
4. Tænd op ovenfra
Læg 2-3 stykker kløvet brænde nederst, derover pindebrænde lagvis på kryds og tværs og sæt så kun ild til det øverste lag.
Det giver en hurtig opvarmning af ovnen og langt færre partikler op i luften.
5. Fyld ikke ovnen for meget
Overfyldning hindrer en optimal lufttilførsel og fører til uforbrændte gasser, der strømmer ud af skorstenen som røg.
Ved korrekt forbrænding kan man stort set ikke se eller lugte røg fra skorstenen, undtagen ved optændingen, hvor det primært er damp.
6. Sørg for luft nok til der er flammer
En brændeovn uden flammer giver en uren forbrænding med udledning af en masse farlige partikler.
Vil du skrue ned for varmen så brug mindre stykker træ og mindre mængde.
7. Hold ovnen ren
Efterse og rens skorstenen og ovnens indre jævnligt. Slidte pakninger i ovnlågen skal udskiftes.
Kilder: DAPO, Miljøstyrelsen, Skorstensfejerlauget, Dansk Brændesalg
Test af brændeovne
Vi har ikke længere testen af brændeovne og pejse på taenk.dk