Vandfiltre hitter – men næsten ingen har brug for dem
Er du bekymret for pesticider, nitrat og andre uønskede stoffer i drikkevandet? Vandfiltre markedsføres som løsningen, men for næsten alle danskere er de unødvendige, siger ekspert.
De lover at rense dit drikkevand for PFAS, nitrat og andre sundhedsskadelige stoffer, og de findes i et hav af varianter. Den seneste tids omtale af pesticider og nitrat i det danske drikkevand har øget interessen for vandfiltre.
Det har Christel Søgaard Kirkeby, teamleder i Forbrugerrådet Tænk Kemi, bemærket. ”Der er mange forbrugere, der henvender sig med bekymringer om, hvorvidt deres drikkevand er sikkert at drikke, og om de bør investere i et vandfilter,” siger hun.
Men langt hen ad vejen er det unødvendigt, siger Jörg Schullehner, der er lektor ved Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet og forsker i drikkevandskvalitet. Og han peger også på, at der kan opstå en række andre problemer, hvis du bruger et vandfilter.
Markedsføringen appellerer til frygt
Drikkevandsfiltre gør brug af mange forskellige teknologier som omvendt osmose, ultrafiltrering og aktive kulfiltre. Fælles for mange af produkterne er, at deres markedsføring bruger udtryk som ”sundhedsskadelige stoffer”, ”sundhedstrussel” og ”giftstoffer” til at beskrive det danske drikkevand.
Det er hverken en balanceret eller en retvisende måde at fremstille drikkevandskvaliteten på, mener Jörg Schullehner. ”Det er rigtigt, at der findes mange forskellige stoffer og pesticidrester i vores drikkevand, men det er i meget små koncentrationer. Det vil derfor ikke i sig selv udgøre en stor sundhedsrisiko for den enkelte,” siger han.
Han peger på, at det er vores samlede eksponering for pesticidrester, nitrat og andre stoffer, der kan udgøre en sundhedsrisiko – samt at mange danskere indtager langt flere pesticidrester gennem fødevarer. ”Det her billede af, at vores drikkevand er giftigt, gør forbrugerne unødig bange,” siger han.
Det er Christel Søgaard Kirkeby enig i. ”Jeg synes, at det er urimelig markedsføring, fordi det tilsigter, at forbrugerne skal blive bange for deres drikkevand og købe et drikkevandsfilter,” siger hun.
Der er generelt ikke grund til selv at rense sit drikkevand, fordi det risikerer at gøre mere skade end gavn. Christel Søgaard Kirkeby teamleder i Forbrugerrådet Tænk Kemi
Unødvendigt for langt de fleste
Ifølge Jörg Schullehner er det unødvendigt at investere i et vandfilter, medmindre du er en af de få danskere, der får vand fra en privat boring. Vores drikkevand skal nemlig leve op til en række skrappe krav, før det får lov at løbe ud til din vandhane.
”Drikkevand fra almene vandværker har en høj kvalitet. Det er overvåget, og der tages hyppigt vandprøver. Hvis der sker overskridelser af de grænseværdier, som vandværkerne skal overholde, så er det deres ansvar at rette op på det,” siger han.
Hvis du modtager vand fra en privat vandboring, kan det i nogle tilfælde være en idé at investere i et vandfilter. Miljøstyrelsen anslår, at omkring to procent af den danske befolkning modtager vand fra private vandforsyninger.
”Ved private vandboringer har de enkelte husstande selv ansvaret for at sikre kvaliteten af deres drikkevand. Hvis du tester dit vand og finder en høj koncentration af uønskede stoffer, kan det være en idé at investere i et vandfilter til sin vandhane,” siger han.
Ulemper ved vandfiltre
Situationen med en privat vandboring er umiddelbart den eneste, hvor det ifølge Jörg Schullehner kan være en nødvendighed at skaffe sig et vandfilter. Og skulle du vælge at investere i et drikkevandsfilter, er der grund til at være påpasselig. Der kan nemlig opstå en række problemer i forbindelse med brug af vandfiltre, siger Jörg Schullehner.
Vandet kan fx blive forurenet med bakterier, hvis ikke vandfiltrene rengøres ordentligt eller skiftes hyppigt nok. ”Du risikerer, at der opstår en reel forurening, fordi dit drikkevand bliver ført igennem et filter fyldt med bakterier, som ryger ud i dit drikkevand,” siger han.
Derudover peger han på, at vandrensning er kompliceret, og at det derfor er svært for forbrugerne at gennemskue, hvilket produkt der egner sig til deres behov.
Vi har rakt ud til en række producenter af vandfiltre og forelagt dem kritikken af markedsføring, der appellerer til frygt, samt eksperternes vurdering af, at et vandfilter er unødvendigt for de fleste danskere. Ingen af producenterne har ønsket at medvirke.
Hvornår kan det være nødvendigt med et vandfilter?
Modtager du vand fra et alment vandværk, er det ifølge lektor ved Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet Jörg Schullehner ikke nødvendigt med et vandfilter. Er du blandt de cirka to procent af danskerne, der får drikkevand fra en privat boring, kan det i nogle tilfælde være en idé at investere i et filter til dit drikkevand.
”Ved private vandboringer har de enkelte husstande selv ansvaret for at sikre kvaliteten af deres drikkevand. Hvis du tester dit vand og finder en høj koncentration af uønskede stoffer, kan det være en idé at investere i et vandfilter til sin vandhane,” siger Jörg Schullehner.
Debatten om fremtidens drikkevand
Når problemer med drikkevandet diskuteres i medierne, handler det i høj grad om, hvordan vi beskytter vores drikkevand i fremtiden, fortæller Jörg Schullehner.
Flere og flere drikkevandsboringer tages ud af brug på grund af forurening, og hvis den ud vikling fortsætter, kan det skabe problemer med at forsyne alle danskere med vand i fremtiden.
”Hvis forureningen fortsætter, kan vi stå i en situation, hvor vi er nødt til at rense drikkevandet på vandværkerne, og det er både dyrt og ressourcekrævende,” siger Jörg Schullehner.
Ser vi på det vand, der kommer ud af hanerne i dag, er der ifølge eksperten ikke grund til bekymring. Det danske drikkevand gennemgår en meget simpel vandbehandling bestående af en iltning og en filtrering. Det behøver ikke at renses yderligere, fordi det grundvand, der bruges til drikkevandsproduktion, som udgangspunkt er rent.
Jörg Schullehner peger i øvrigt på, at de metoder, som man bruger til at analysere drikkevand, hele tiden bliver bedre til at måle forskellige stoffer. På den måde vil flere stoffer blive fundet i vores drikkevand.
Det her billede af, at vores drikkevand er giftigt, gør forbrugerne unødig bange. Jörg Schullehner lektor ved Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet
Undersøg, hvad dit filter skal kunne
Hvis du ønsker at investere i et vandfilter, opfordrer Christel Søgaard Kirkeby dig til at undersøge dit drikkevand, så du ved, hvilken problematik vandfilteret skal løse. Du kan som udgangspunkt få adgang til testresultater på dit vandværks hjemmeside. Hvis ikke du kan finde det, kan du bruge den landsdækkende database Jupiter. Her kan du se alle de stoffer, som dit drikkevand indeholder, og hvor høje koncentrationerne er.
”Du skal vælge en teknologi, der er egnet til netop det problem, som dit vandfilter skal løse. Du skal også overveje, om den teknologi, som du vælger, kommer til at fjerne nogle gode mineraler som kalk og magnesium fra dit drikkevand,” siger Christel Søgaard Kirkeby.
Derudover fortæller hun, at det er vigtigt, at du vedligeholder dit drikkevandsfilter korrekt, så der ikke opstår forurening med bakterier i dit vand. Christel Søgaard Kirkeby understreger, at det er vandværkernes ansvar, at dit drikkevand overholder alle krav.
”Der er generelt ikke grund til selv at rense sit drikkevand, fordi det risikerer at gøre mere skade end gavn. Det er derfor vigtigt, at du tager de skeptiske briller på, næste gang du møder en reklame for et vandfilter til hjemmebrug,” siger hun.
Sådan finder du ud af, hvor meget strøm dit apparat bruger
Hvad betyder det for din elregning at skifte til LED-pærer, og at du fx vælger en støvsuger med 600 watt i stedet for 2.000 watt? Bliv klogere her.
Vandrensere er ikke nødvendige
Flere forhandlere af vandrensere til forbrugere lover at fjerne en lang række stoffer fra drikkevandet. Vandrensere er i bedste fald unødvendige, og i værste fald kan de gå ud over kvaliteten af drikkevandet.
Vand og varme: Du betaler regningen – men er ved at miste indflydelsen
Når kun få forbrugere deltager i valgene til bestyrelserne, risikerer deres stemme at blive svækket. Det kan få konsekvenser for pris og service.