Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Social

Titel

Flybilletter: Tjek dette, inden du køber dem

Flybilletter kan du sjældent ændre eller annullere, når du først har købt dem. Derfor skal du huske at tjekke disse ting, inden du trykker køb.
Af Mette Andrea Boesgaard
7. Juni 2019
FlybilletterFlybilletter Tjek dette, inden du køber dem
Foto: Getty Images

Vær opmærksom, når du bestiller flybilletter

Flybilletter kan ofte være besværlige og tidskrævende at bestille, fordi mange flyselskaber og bookingportaler frister med alverdens tilkøb og ekstra services under købet.

Bestiller du flybilletter online? Så husk at se dig grundigt for under bestillingen. Ellers risikerer du at betale mere for flybilletterne, end hvad de oprindeligt kostede.

Få hjælp til at købe dine flybilletter.

Find billige flybilletter på disse flyprisportaler

Køb flybilletter hos flyselskaber

Køber du flybilletter direkte hos et flyselskab eller hos en bookingportal? Det er ikke helt uden betydning.

Bookingportaler fungerer som et ekstra led mellem dig og flyselskaberne. Det ekstra led kan betyde, at du får svært ved at gøre krav på dine rettigheder, hvis der opstår problemer under din rejse.

Aflysninger, forsinkelser eller særlige ønsker på din flyrute kan du risikere aldrig når frem til dig.

Køb derfor dine flybilletter direkte af flyselskaberne. Så ved du altid, hvem du skal kontakte, hvis der opstår problemer med din rejse.

Hvordan kan du genkende en bookingportal?

Ekstra forsikringer er ofte overflødige

Flyselskaber og bookingportaler tilbyder ofte mange forskellige forsikringer undervejs i købet af flybilletter. Det kan for eksempel være rejse-, afbestillings- og bagageforsikring.

Tjek, om du allerede er dækket gennem din årsrejseforsikring eller dit internationale kreditkort som Mastercard Gold og Visa. Ellers risikerer du at betale flere hundrede kroner for noget, som du allerede er forsikret mod.

Tjek rejseforsikringen: Er du dobbeltdækket?

Konkurssikring er ofte unødvendig

Konkurssikring er ofte overflødig, hvis du køber flybilletter med udrejse fra en dansk lufthavn og hjemrejse til en dansk lufthavn.

Rejsegarantifonden dækker som udgangspunkt flyrejser med afrejse til eller fra Danmark, hvis flyselskabet går konkurs.

Rejsegarantifonden skal se dine flybilletter som dokumentation, før fonden dækker ved en konkurs. Du skal betale en selvrisiko på 1.000 kroner per person.

Sådan er du dækket, hvis flyselskabet går konkurs

Bestil bagage hjemmefra og spar penge

Hvor mange kufferter og tasker har du og familien brug for til rejsen? Det kan være svært at vide lang tid i forvejen. Men der er penge at spare, hvis du beslutter dig for det, inden du ankommer til lufthavnen.

Bagage er billigst at bestille hjemmefra. Venter du med at købe bagage i lufthavnen, er prisen noget højere.

Mange flyselskaber giver dig mulighed for at bestille bagage online indtil 24 timer før afgang. I nogle tilfælde kan du bestille indtil cirka 6 timer før afgang, uden det koster ekstra.

Få skrevet særlige ønsker ned på bestillingen

Særlige ønsker som ekstra benplads, vegansk mad og pladsreservation skal du huske at bestille under købet.

Oplyser du først om dine særlige ønsker, efter du har booket flybilletterne, skal du muligvis betale et gebyr, eller også er det slet ikke muligt at opfylde dine ønsker.

Tjek altid bookingbekræftelsen og flybilletten for at sikre, at du også får det, du er blevet stillet i udsigt.

Betal med Visa eller Mastercard, hvis det er muligt

Betaler du flybilletten med internationale betalingskort som Visa-delen i Visa/Dankort, Visa, Mastercard og American Express? Så er du bedre stillet, end hvis du betaler for flybilletterne med det rene Dankort.

Banken kan ofte trække pengene tilbage til internationale kort, hvis flyselskabet går konkurs. Betal derfor med internationale kort som Visa og Mastercard, når det er muligt. Kontakt din bank for at gøre en indsigelse.

Udenlandske flyselskaber og bookingportaler accepterer som udgangspunkt kun internationale kort og bruger derfor Visa-delen i Visa/Dankort.

Flere danske flyselskaber og bookingportaler lader dig betale med Dankort-delen i Visa/Dankort. Brug alligevel Visa-delen i Visa/Dankort, hvis du har mulighed for at vælge det.

Dankortet er sidestillet med kontanter, så din bank kan ikke give dig pengene tilbage ved konkurser.

Visa/Dankort: Hvilken del af kortet vil du betale med?

Tjek flybilletten grundigt, før du betaler

Flybilletter kan du som udgangspunkt ikke fortryde eller ombooke, når du først har købt dem. Det kan derfor være dyrt og svært eller ligefrem umuligt at ændre flybilletten, hvis du har valgt forkerte datoer eller skrevet et navn forkert.

Nogle flyselskaber tilbyder dog, at du kan fortryde dine flybilletter op til 24 timer efter, du har købt dem.

Tjek altid, før du godkender købet, at:

  • destinationen er rigtig
  • navne er stavet rigtigt
  • pasnumre er korrekte
  • datoerne er dem, du ønsker
  • eventuelle særlige ønsker er skrevet ned
  • slutprisen passer med det, du er blevet lovet

Er der en fejl på din flybillet? Så skal du hurtigst muligt kontakte forhandleren, som kan være et flyselskab eller en bookingportal. Når købet først er gået igennem, har du accepteret det, der står på flybilletten.

Forsinket eller aflyst fly? Her er dine rettigheder

Forbrugerrådet Tænk mener: Det skal være lettere at købe flybilletter

"Når du køber flybilletter, kan der være mange faldgruber. Flyselskaber og især bookingportaler præsenterer dig for alverdens tilkøb, som kan være overflødige.

Undgå derfor at bruge flere hundrede kroner på overflødige servicepakker og på at forsikre dig mod noget, som du allerede er forsikret mod. Det gør du ved at kigge grundigt efter, når du booker flybilletter.

Forbrugerrådet Tænk arbejder for, at det skal være lettere at gennemskue priserne på flybilletter."

Vibeke Myrtue Jensen, miljø- og transportpolitisk rådgiver i Forbrugerrådet Tænk