Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Social

Titel

Facebook: Sådan genkender du en falsk konkurrence

Falske konkurrencer på Facebook lokker med dyre præmier, hvis blot du liker og deler. Se, hvordan du kender forskel på ægte og falske konkurrencer.
Af Christina Vejsgaard
29. Maj 2018
Facebook: Sådan genkender du en falsk side
Foto: iStock

Falske konkurrencer sælger dine oplysninger videre

Konkurrencer på Facebook kan lokke med dyre præmier som rejser, fladskærme eller den nyeste iPhone. Men se dig for, før du deler dine oplysninger eller synes godt om en Facebook-side for at deltage:

Facebook-sider kan være falske, og deres konkurrencer har kun til formål at sælge dit like og dine informationer videre.

Falske konkurrencer: Sådan snyder de dig

Er navnet stavet rigtigt?

Stavefejl i virksomhedens navn er et sikkert tegn på, at siden ikke er den ægte vare. Det kan også være små fejl, som du nemt overser i farten, for eksempel at der er sat et punktum efter navnet.

Navnet kan også variere bare en smule fra det rigtige. For eksempel hedder Canons danske side Canon Denmark, mens den falske side hed Canon Danmark.

Falske sider kan også have meget lange navne, for eksempel ved at inkludere et mærkes slogan i Facebook-sidens navn.

Kan du læse mere om virksomheden?

Facebook-sidens "om"-sektion skal indeholde flere oplysninger om virksomheden. Er sektionen helt tom, er det et godt tegn på, at det er en falsk side.

Virksomhedens kontaktoplysninger vil modsat være et tegn på, at siden er ægte. Tjek, om der er en adresse og et telefonnummer. Kig også efter et link til deres hjemmeside. Hjemmesiden skal helst linke tilbage til Facebook-siden, for eksempel gennem et ikon. 

Telefonsælgere: Hvem må ringe til dig?

Svarer siden sine brugere?

Opslag på siden fra andre besøgende bliver som regel besvaret, hvis det er en seriøs side. Se efter, om siden svarer høfligt og imødekommende på de spørgsmål, der bliver stillet.  

Falske sider kan vælge helt at fjerne muligheden for at skrive opslag på siden eller sende dem beskeder. Har du ingen mulighed for at kontakte siden, er det et klart tegn på, at siden er falsk.

Virker siden etableret?

Virksomheder har haft mulighed for at oprette Facebook-sider længe, så hvis du finder en helt ny side for et veletableret mærke, er den nok falsk. Se efter, hvornår siden er oprettet.

Facebook-sidens opslag kan give dig et praj om, hvorvidt den er ægte eller ej. Undersøg sidens historik: Er der løbende blevet lagt opslag op på siden? Hvis der for eksempel kun har været et par enkelte opslag før selve konkurrencen, er det et godt tegn på, at konkurrencen er falsk.

Opslagenes indhold skal du også kigge på. Virker det som noget, der passer til den virksomhed eller det brand, siden skal repræsentere?

Antallet af likes kan også være med til at afsløre en falsk side. Hvis siden har få likes i forhold til, hvor kendt mærket er, kan det være en falsk side.

Er siden verificeret?

Facebook tilbyder verificering til kendte mærker og virksomheder. En verificeret side genkender du på den lille blå cirkel med et flueben i, som vises lige efter navnet på siden.

Verificering er ikke tilgængeligt for alle sider, og Facebook har ikke altid åbent for nye verificeringer. Så bare fordi en side ikke er verificeret, betyder det ikke, at den er falsk. Til gengæld kan du roligt stole på, at de sider, der har det lille flueben, er ægte. 

Få bedre kontrol over dine personlige oplysninger

Databeskyttelsesloven gør det lettere at tage kontrollen med dine personlige oplysninger på internettet.

Du kan for eksempel bede virksomheder og myndigheder om at udlevere alle de oplysninger, de har om dig.