Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Titel

Flyverdragt: Alt du skal vide

Flyverdragter kan være dyre at købe år efter år. Her får du nogle tips til, hvordan du får den rigtige flyverdragt, og hvordan den holder flere sæsoner.
Af Stine Müller
2. Oktober 2020
Foto: Getty Images

Tiden er inde til flyverdragter

Flyverdragter holder dit barn varmt og tørt i efteråret og vinterhalvåret. Men har dit barn den rette flyverdragt?

Forbrugerrådet Tænk har testet 10 flyverdragter for deres holdbarhed, vandtæthed, åndbarhed, sikkerhed, og om de er indeholder uønsket kemi i form af fluorstoffer.

I denne artikel kommer vi med nogle råd til, hvad du skal være opmærksom på, når du skal købe flyverdragt.

Disse flyverdragter er Bedst i test

Hvornår skal mit barn bruge flyverdragt?

Dit barn kan starte med at bruge flyverdragt, når det begynder at gå og kravle omkring 1 års alderen.

Flyverdragter er ikke til at sove i. De er meget varme og kan også være stive i stoffet.

Ligger dit barn i barnevognen i koldt vejr, så skal du bruge en tynd heldragt, flere lag tøj og/eller tæpper i stedet for en flyverdragt.

Sæsonen for flyverdragter er det sene efterår og vinterhalvåret, og når vejret nærmer sig 0 grader. Du skal dog være opmærksom på et par ting:

  • Dit barn kan ikke selv mærke, om det har det for koldt eller varmt op til 2-3 års alderen. Brug dig selv til at vurdere, om det er varmt eller koldt nok til at give dit barn flyverdragt på.
  • Regntøj er et godt alternativ, hvis vejret ikke er koldt. Hvis dit barn sveder i den varme flyvedragt, får dit barn det ubehageligt og mister lysten til at bruge dragten.

Regntøj til børn: vælg det rigtige

Hvor kraftigt isoleret skal flyverdragten være?

Isoleringen i de fleste flyverdragter er rigeligt kraftig til en gennemsnitlig dansk vinter.

Forbrugerrådet Tænks test viser, at de kraftigste flyverdragter kan være unødvendigt tunge for dit barn. En kraftig flyverdragt gør det typisk også sværere for dit barn at bevæge sig og være aktiv.

Lettere, tyndere flyverdragter giver mere bevægelighed. De kan bruges tidligere på året, da de ikke er for varme, og de kan nemt suppleres med et ekstra lag tøj under dragten i de koldeste perioder.

Hvor aktivt er dit barn?

Er dit barn aktivt eller mere stille? Det er afgørende for, hvor varm flyverdragten skal være.

Tyndere flyverdragter er bedst, hvis du har et aktivt barn. De er nemmere at bevæge sig i, og dit barns aktivitet er med til at holde det varmt under dragten.

Kraftigt isolerede flyverdragter er typisk sværere at bevæge sig i. Til gengæld er de varmere, og hjælper med at holde dit barn varmt, hvis det er til mere stillesiddende leg.

Skal flyverdragten være vindtæt?

Køber du en flyverdragt med mindre kraftig isolering, skal den være vindtæt. Det skærmer dit barn fra den kolde vind, og holder dit barn varmt.

Vindtætte flyverdragter kan være udstyret med vindfang, som stikker lidt frem ved ærmerne og anklerne. Vindfang hjælper med at holde dit barn varmt, ved at lukke åbningerne ved ærmerne og benene tæt.

Visse typer vindfang kan suge vand til sig. Undgå vindfang, hvis dit barn godt kan lide at lege i vand og vandpytter.

Hvor vandtæt skal flyverdragten være?

Flyverdragter reklamerer med at være vandtætte helt op til 15.000 millimeter. Forbrugerrådet Tænk vurderer, at en vandtæthed på 4.000 millimeter er nok for flyverdragter, beregnet til et dansk vinterhalvår.

Vandtæthed på 4.000 millimeter svarer til, at du kan stille en 4 meter høj vandsøjle oven på flyverdragten, uden at vandet trænger gennem stoffet.

Vandtætheden som bliver lovet holder dog ikke altid. Det skyldes oftest, at de tapede sømme ikke er tætte nok til at holde vandet ude, og så kan dit barn blive våd på indersiden af dragten.

Flere flyverdragter er ikke ordentligt vandtætte. Se hvilke i vores test. 

Skal flyverdragten også være vandafvisende?

Vandafvisende og vandtæt er ikke det samme.

Flyverdragterne bliver typisk vandafvisende af at stoffet bliver imprægneret. Det gør, at vandet preller af på dragtens overflade.

Er flyverdragten ikke vandafvisende, så kan stoffet suge vand til sig, så dragten bliver våd, kold og tung.

Vandtætheden sikrer, at flyverdragten er tør på indersiden. Dragten kan dog blive mere ubehagelig at have på, særligt på de våde dage, hvis ikke den også er vandafvisende.

Forbrugerrådet Tænks test viser, at størstedelen af flyverdragterne ikke er særlig vandafvisende efter 5 vaske. Dette gælder også for dragter, der oplyser, at de er imprægneret med Bionich Finish, der er den mest udbredte fluor-fri imprægnering.

Disse flyverdragter skal du ikke købe

Hvordan skal flyverdragten passe til dit barn?

Flyverdragten skal passe til dit barn. Her er nogle tips til, hvad du skal holde øje med:

  • For stor størrelse. Krøller og folder flyverdragten for meget i arme og ben, så dit barn ikke kan bevæge sig ordentligt, så er dragten for stor.
  • For lille størrelse. Flyverdragten må ikke stramme henover ryggen på dit barn, når dit barn sidder på hug. Dragten skal også kunne lukkes uden besvær og uden at stramme om kroppen.
  • Rummelighed. Flyverdragten skal have plads, til at du kan tage en håndfuld stof lige under bagdelen, når dit barn står op.
  • Ærmelængde. Ærmerne er perfekte i længden, hvis håndleddene stadig er dækket af ærmet. Bed dit barn om at løfte armene ud til siden uden at strække dem unaturligt for at tjekke længden.
  • Elastik i livet. Køb en flyverdragt med elastik i livet. Så kan du tilpasse flyverdragten, så benene på flyverdragten bliver holdt oppe, og dit barn kan lege ubesværet. Det gør det nemmere at bruge flyverdragten i flere sæsoner.
  • Tilpasning. Nogle flyverdragter kan forlænge arme og ben ved at fjerne en syning i stoffet. Hold øje med denne funktion, da det kan hjælpe med at forlænge flyverdragtens levetid.
  • Hætten på flyverdragten. Hætten skal kunne tilpasses til dit barns behov og skal også kunne helt fjernes.
  • Lang lynlås. En lang lynlås er nemmere for dit barn at åbne og lukke flyverdragten.
  • Foringen. Foret skal være glat, så flyverdragten er så nem at tage på som muligt. En tyndere foring giver typisk mere bevægelighed for børnene.

Polstringen i flyverdragten kan være forskellig fordelt. Kig efter flyverdragter med meget polstring på bagdelen, hvis dit barn er til stillesiddende leg. Dette isolerer ekstra mod kulden fra jorden.

Velcro eller knapper?

Flyverdragter bruger både velcro og trykknapper, afhængigt af hvilken model du vælger, men de har forskellige fordele og ulemper.

Trykknappernes fordele og ulemper er:

Fordele                                                                                                      

  • Trykknapper hænger ikke fast i andet tøj.
  • Trykknapper er meget holdbare og svære at slide op.

Ulemper

  • Trykknapper generer børn, når de presser mod huden.
  • Trykknapper kan være svære at knappe for dit barn.

Velcroens fordele og ulemper er:

Fordele

  • Velcro presser ikke op mod huden på dit barn.
  • Velcrolukninger er nemme for børn at bruge.

Ulemper

  • Vanter og andet tøj kan hænge fast i velcroen
  • Velcro bliver over tid slidt og holder op med at virke.

Fluorstoffer i flyverdragter

Fluorstoffer eller fluorerede stoffer gør overtøj vandafvisende og tæt. Det kan også bruges til at gøre tekstil smudsafvisende.

Fluorstoffer er tilladt at anvende i tøj som flyverdragter og andet overtøj. Det er et problem, da flourstoffer bland andet kan være kræftfremkaldende og hormonforstyrrende.

Fluorstoffer er også dårlige for miljøet, da de ikke nedbrydes og derfor havner i naturen.

Vasker du en flyverdragt med fluorstoffer, bliver flourstofferne skyllet ud med spildvandet, hvorefter de kan ophobes i mennesker og miljøet via luft, vand, jord, dyr og planter.

Undgå flyverdragter med fluorstoffer ved at vælge en flyverdragt, hvor der står, at de er PFC fri, fluorfri eller tilsvarende.

Flere flyverdragtsproducenter er begyndt at bruge andre vandafvisende behandlinger som eksempelvis Bionic Finish og ecorepel. Generelt er de dog ikke så effektive, som behandlinger med fluorstoffer.

Disse flyverdragter indeholder fluorstoffer eller er ikke vandtætte

Flyverdragter af genbrugt plastik

I Forbrugerrådet Tænks seneste test indgår 3 flyverdragter, som angiver at indeholdegenanvendt plastik i ydermaterialet, De skriver det typisk som ”recycled plastic”.

Holdbarheden kan være dårligere, når man bruger genanvendt plastik i tøj.

Det bekræfter testen, hvor to af dragterne med genanvendt plast i det yderste lag polyester hører til blandt de mindst holdbare i testen.

Testens 3. dragt med genanvendt materiale er derimod testens mest slidstærke.

Det er ikke altid tydeligt, hvor meget genvundet plastik flyverdragterne er lavet af. Det kan derfor være svært at gennemskue, om det har en miljømæssig værdi. Gevinsten for miljøet falder også, hvis holdbarheden af produktet samtidig er begrænset.

Vælg en flyverdragt med aftagelig hætte

Hætter på tøj skaber en risiko for ulykker, hvis dit barn hænger fast i hætten. Dette gælder særligt, hvis hætten ikke løsner sig fra flyverdragten, eller hvis den kan danne en løkke i sig selv.

Hætterne kan være irriterende for børnene at have hængende, når de ikke bliver brugt. Tag hætten af flyverdragten i perioder, hvor vejret er til det. Så risikerer du heller ikke, at hætten hænger fast på legepladsen.

Størstedelen af flyverdragterne i vores test bliver lavet med aftagelige hætter. Hvis flyverdragten har kunstig pels på hætten, så husk at tage den af ved vask.

Sådan vedligeholder du flyverdragten

Skal din flyverdragt holde til flere sæsoner og måske også til flere børn kræver det, at stoffet er slidstærkt, men også at du passer ordentlig på den.

Flyverdragter er beregnet til at blive brugt udendørs. Den kan godt se beskidt ud på ydersiden, men stadig være ren på indersiden.

Skal din flyverdragt holde så langt tid som muligt, så kan du følge disse tips:

  • Husk navn – også i den aftagelige hætte.
  • Er flyverdragten beskidt, kan du rense ydersiden af dragten for skidt med en våd klud.
  • Vask flyverdragten så sjældent som muligt. Det slider på dragtens vand- og vindafvisende evne.
  • Følg flyverdragtens vaske- og tørreanvisninger, så du ikke skader dragten.
  • Vask ved så lave grader som muligt, for miljøets skyld.
  • Vend vrangen ud ved vask. Så slides en eventuel overfladebehandling mindre mod tromlen.
  • Brug imprægnering selvfølgelig uden fluorstoffer, når flyverdragten er tør. Det fastholder den vandafvisende evne.
  • Fjern kunstig pels før vask.
  • Undgå skyllemiddel – det kan nedsætte stoffets vandtæthed.

Ikke alle flyverdragter kan tåle en tur i tørretumbler eller varmeskab.

Hvis det er vigtigt for dig eller den institution dit barn går i, skal du være opmærksom på dette inden køb. I nogle tilfælde mangler der information om tørreskab, og så må du spørge.