Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Titel

Flyrejse: Hvis din bagage er forsinket eller ødelagt

Forsinkede, ødelagte eller forsvundne kufferter efter en flyvetur kan spolere en ferie. Hvad skal du gøre, hvis du har mistet bagagen i lufthavnen?
Af Astrid Lund Olstrup
27. April 2020
Erstatning kan du kræve, hvis din bagage bliver ødelagt, skadet, forsvinder eller bliver forsinket på en flyvning. Henvend dig til flyselskabet for at gøre dit krav gældende.
Foto: iStock

Forsinket, ødelagt eller mistet bagage: Det skal du gøre

Kufferter og tasker kører i ring på bagagebåndet i ankomsthallen, men din bagage er væk eller gået i stykker.

Hvad du skal gøre, hvis din bagage er forsinket, ødelagt eller slet ikke dukker op i lufthavnen? Få hjælp her.

Er dit fly forsinket eller aflyst? Sådan klager du

 

Forsinket eller forsvundet bagage: Det skal du gøre

Er din bagage ikke dukket op? Så skal du henvende dig til flyselskabet eller dem, der håndterer bagagen i lufthavnen, lige så snart du opdager forsinkelsen.

De laver en såkaldt PIR-rapport (Property Irregularity Report), som er dit bevis for, at bagagen er forsinket. Rapporten er nødvendig for, at du kan få erstatning af flyselskabet.

Husk at få lavet PIR-rapporten, så snart du lander i lufthavnen. Ellers skal du tilbage til lufthavnen for at få den lavet inden for 7 dage.

Rejsen kan du fortsætte som normalt, selv om du ikke har din bagage. I mellemtiden skal du selv lægge ud for nødvendige erstatningskøb, som for eksempel en tandbørste, undertøj, oplader og medicin.

Hjemmesiden WorldTracer bruges af mere end 2.800 lufthavne til at spore forsinket eller forsvundet bagage, og her kan du bruge sagsnummeret fra din PIR-rapport til at spore din bagage online. Kontakt dit flyselskab, hvis du er i tvivl om, hvordan du gør.

Spor din forsinkede eller forsvundne bagage på worldtracer.aero

Hvornår anses din bagage som forsvundet?

Flyselskabet anser bagagen for at være forsvundet, hvis den ikke er dukket op efter 21 dage. Det er også efter 21 dage, at du selv kan klage skriftligt til flyselskabet, som stod for flyvningen, for at søge erstatning, hvis din bagage ikke er dukket op.

Hvis din forsinkede bagage endte med at dukke op, skal du søge om kompensation for de udgifter, du har haft i forbindelse med forsinkelsen, senest 21 dage efter, du har modtaget bagagen. Her skal du også sende en skriftlig klage til flyselskabet.  

Har du købt en pakkerejse gennem et rejsebureau eller rejst med flere flyselskaber, kan du også klage til dem.

I alle tilfælde skal din klage indeholde PIR-rapporten og dokumentation for de ting, du har været nødt til købe som erstatning for de forsinkede eller forsvundne ting. Angiv en tidsfrist for, hvornår du vil have dine erstatningspenge, ellers kan udbetalingen trække ud, da der ikke nogen regler for, hvor hurtigt flyselskabet skal erstatte beløbet til dig.

Det har du ret til

Du har ret til erstatning, hvis bagagen ikke er dukket op efter 21 dage, eller hvis flyselskabet melder bagagen forsvundet. Flyselskabet dækker dine udgifter til erstatningskøb, som er rimelige i forhold til, hvor lang tid bagagen har været forsinket eller forsvundet, og hvor du skal hen.

Flyselskabet er forpligtet til at dække skader og følgeskader. Skal du for eksempel på fisketur, men er fiskegrejet gået i stykker? Så kontakt flyselskabet. Flyselskabet har dog ikke pligt til at dække svie og smerter.

Køb ikke dyre, unødvendige ting. Gem også alle kvitteringer fra erstatningskøb, så du kan dokumentere dine udgifter.

På hjemrejsen har du ikke ret til at lave lige så mange erstatningskøb som på udrejsen. Flyselskaberne antager nemlig, at du har adgang til de mest nødvendige ting derhjemme. Kontakt flyselskabet, hvis du er i tvivl om, hvad du må købe.

Flyselskabet skal ifølge internationale regler under den såkaldte Montrealkonvention dække op til knap 10.000 kroner per person for erstatningskøb, mistet eller ødelagt bagage. 2 personer, som pakker bagagen i samme kuffert, kan derfor begge søge erstatning på op til knap 10.000 kroner. Reglerne gælder i det meste af verden.

Din indboforsikring eller rejseforsikring vil ofte dække mere end 10.000 kroner, hvis din bagage er blevet forsinket. Kontakt dit forsikringsselskab for at finde ud af, om din indboforsikring eller rejseforsikring dækker forsinket eller bortkommet bagage.

Kontakt også dit rejsebureau, hvis du har købt en pakkerejse gennem et rejsebureau.

Flyselskabet har ansvaret for at levere bagagen hjem til dig uden beregning, hvis den dukker op.

Ødelagt bagage: Det skal du gøre

Er der opstået skader på din bagage, mens den var i flyselskabets varetægt? Så skal du straks henvende dig til flyselskabet, som stod for flyvningen, eller dem, der håndterer bagagen i lufthavnen.

Her laver de en såkaldt PIR-rapport (Property Irregularity Report), som er dit bevis for, at bagagen er gået i stykker. Rapporten er nødvendig for, at du kan klage og få erstatning af flyselskabet.

Husk at få lavet PIR-rapporten, så snart du lander i lufthavnen. Ellers skal du tilbage til lufthavnen for at lave den inden for 7 dage.

Du kan fortsætte din rejse, selv om din bagage er ødelagt. Du skal i mellemtiden lægge ud for nødvendige erstatningskøb - det kan eksempelvis være en tandbørste, undertøj, en mobiloplader og medicin.

Klag skriftligt til flyselskabet, som stod for flyvningen, senest 7 dage efter, du har modtaget din ødelagte bagage.

Din klage skal indeholde PIR-rapporten og dokumentation for de ting, du har været nødt til at købe som erstatning for de ødelagte ting. Husk at angive en tidsfrist for, hvornår du vil have dine erstatningspenge - udbetalingen kan ellers ende med at trække ud, for der er ingen regler for, hvor hurtigt flyselskabet skal erstatte beløbet til dig.

Det har du ret til

Flyselskabet, som stod for flyvningen, skal dække dine udgifter til reparation af det ødelagte indhold og/eller køb af ny kuffert. Ting, som ikke kan repareres, skal flyselskabet erstatte.

Almindelige buler og skrammer er dog ikke dækket. Flyselskabet er heller ikke forpligtet til at dække svie og smerter eller skader på bagagen, som skyldes egne fejl eller mangler på for eksempel din kuffert.

Flyselskabet dækker dine udgifter til erstatningskøb, som er rimelige i forhold til skaden på din bagage, og de er forpligtede til at dække skader og følgeskader. 

Erstatningskøb bør ikke være dyre eller unødvendige, og du skal gemme alle kvitteringerne, så du kan dokumentere dine udgifter i forbindelse med den ødelagte bagage. 

På hjemrejsen har du ikke ret til at lave lige så mange erstatningskøb som på udrejsen. Flyselskaberne antager her, at du har adgang til de mest nødvendige ting derhjemme. Kontakt flyselskabet, hvis du er i tvivl om, hvad du må købe.

Flyselskabet skal ifølge internationale regler under den såkaldte Montrealkonvention dække op til knap 10.000 kroner per person for erstatningskøb, mistet eller ødelagt bagage. 2 personer, som pakker bagagen i samme kuffert, kan derfor begge søge erstatning på op til knap 10.000 kroner. Disse regler gælder i det meste af verden.

Din indboforsikring eller rejseforsikring vil ofte dække mere end 10.000 kroner, hvis din bagage er blevet forsinket. Kontakt dit forsikringsselskab for at finde ud af, om din indboforsikring eller rejseforsikring dækker ødelagt bagage.

Kontakt også dit rejsebureau, hvis du har købt en pakkerejse gennem et rejsebureau.

Tjek dette, inden du køber rejseforsikring

Klag over flyselskabet, hvis din bagage er forsvundet, forsinket eller ødelagt

Har du ikke hørt fra flyselskabet, efter du har klaget til det? Så send flyselskabet en påmindelse – særligt hvis du stadig ikke har modtaget din bagage 21 dage efter, du er kommet hjem.

Hvis du ikke modtager et svar fra flyselskabet, og flyselskabet er dansk, kan du klage til Center for Klageløsning. Er det ikke muligt for Center for Klageløsning at finde en fælles løsning, kan du klage videre til Forbrugerklagenævnet.

Klag til Center for Klageløsning og Forbrugerklagenævnet

Flyselskaber med base i Norge, Island eller et andet EU-land end Danmark kan du få hjælp til at klage over hos Forbruger Europa.

Klag til Forbruger Europa