Boliglån: Høje skifteomkostninger koster boligejerne dyrt Gå til hovedindhold

Få adgang til alt indhold på tænk.dk, medlemsmagasinet og meget mere.

Bliv medlem

Høje skifteomkostninger koster boligejerne dyrt

Bidragssatserne på mange danskeres boliglån er strøget i vejret siden 2011. Men det er så dyrt at skifte selskab, at det ofte ikke kan betale sig for forbrugerne at flytte deres boliglån til et selskab med lavere bidragssatser. Det viser en ny prisundersøgelse, som Forbrugerrådet Tænk har lavet.

Foto: Getty Images · 1. december 2018
Skrivebord hvor boligejerne regner på skifteomkostninger

Mange boligejere har siden 2011 modtaget betragtelige ekstraregninger på grund af stigende bidragssatser på deres realkreditlån.

På mange andre områder ville prisstigninger af den kaliber få forbrugerne til at skifte udbyder eller selskab. Men på realkreditområdet er det en dyr omgang at flytte sit lån til et billigere selskab.

En ny prissammenligning fra Forbrugerrådet Tænk viser, at det lige nu koster mellem 13.000 og 26.000 kroner at flytte et lån på 2,5 millioner fra et selskab til et andet. Det betyder, at det vil tage 7-10 år at tjene skifteomkostningerne hjem i sparede gebyrer, og dermed er det tydeligt, at realkreditten har et konkurrenceproblem, mener cheføkonom i Forbrugerrådet Tænk, Morten Bruun Pedersen.

”Det er naturligt at overveje at skifte selskab, hvis dit realkreditselskab har højere bidragssatser end konkurrenterne. Men når det kan tage dig mange år at tjene skifteomkostningerne ind gennem sparet gebyr, uden sikkerhed for at det nye selskab ikke også hæver prisen i mellemtiden, kan det for mange forbrugere ikke betale sig at gå efter prisen. Man er de facto låst til sit selskab,” siger Morten Bruun Pedersen.

Det er betydelige stigninger i bidragssatserne, som forbrugerne er blevet ramt af de senere år. For en boligejer med et afdragsfrit realkreditlån på 1,6 millioner, kan gebyrernes himmelflugt siden 2011, have betydet ekstra betaling i gebyrer på i omegnen af 50-70.000 kroner.

Forklaringen på de voldsomme bidragsstigninger har fra realkreditinstitutterne været øgede politiske krav til deres egenkapital. Flere myndigheder og uafhængige økonomer har dog vurderet, at selskabernes polstring ikke kan forklare de stigende gebyrer.

”Når polstringen er på plads, burde bidragssatserne selvfølgelig falde igen. Men det er ikke sket. Det kan skyldes, at forbrugerne ikke vil betale høje skifteomkostninger, som de ikke kan være sikre på at tjene ind igen, og derfor har selskaberne ikke incitament til at sænke gebyrerne. Lavere skifteomkostningerne er derfor nøglen, der kan åbne for større konkurrence og løse en markedsfejl, der har kostet almindelige boligejere mange tusinde kroner i forhøjede gebyrer,” siger Morten Bruun Pedersen.