Google Flights giver ikke forbrugerne den billigste flybillet Gå til hovedindhold

Få adgang til alt indhold på tænk.dk, medlemsmagasinet og meget mere.

Bliv medlem

Google Flights giver ikke forbrugerne den billigste flybillet

Søger du efter billige flybilletter på Google, er noget af det første, du møder, flyprisportalen Google Flights. Den klarer sig imidlertid dårligst af alle i en ny test fra Forbrugerrådet Tænk.

Foto: Getty Images · 10. oktober 2018
Forbruger som bruger flyprisportal til at finde den billigste flybillet

Flyprisportaler skal hjælpe forbrugerne med at finde de bedste og billigste flybilletter. Den hjælp får forbrugerne bare ikke på Googles egen flyprisportal Google Flights. Det viser en test, som Forbrugerrådet Tænk har lavet af 14 flyprisportaler.

Forbrugerrådet Tænk har blandt andet testet flyprisportalerne på, om de er i stand til at finde den billigste pris, og her er Google Flights blandt de dårligste. En rejse til London og en rejse til Bangkok for fire personer var i Forbrugerrådet Tænks test henholdsvis 1.308 kroner og 4.485 kroner dyrere hos Google Flights sammenlignet med lignende rejser hos andre portaler.

Organisationens formand, Anja Philip, understreger, at især prisen er afgørende, når folk bruger prisportaler:

”Vores undersøgelse har vist, at det er vigtigt for forbrugeren, at de let kan finde de billigste flybilletter, når de søger på en prisportal for flybilletter. Derfor er det problematisk, at en prisportal som Google Flights ikke på noget tidspunkt i vores test viser den billigste pris. Portalen kan dermed koste dig unødigt meget, hvis du for eksempel skal på ferie med familien, siger Anja Philip.

Google Flights er i det hele taget den flyprisportal, der kommer dårligst ud af Forbrugerrådet Tænks test. Et andet problem, som testen afslører, er, at hos Google Flights kan flyselskaber købe sig til en bedre placering i søgeresultatet. Hvilke flyprisportaler, der ligger øverst i din søgning, er dermed ikke et spørgsmål om, hvilke afgange der passer dig bedst, men hvilke selskaber der har betalt for at blive placeret højest.

Anja Philip peger på, at problemerne bliver forstærket af, at Google udnytter, at de stort set har monopol som søgemaskine ved at lade Google Flights være den første portal, som forbrugerne møder:

”Google udnytter deres store dominans, når de vægter deres egne søgeresultater så højt. Det er skidt både for forbrugere og flyselskaberne, når det første, man bliver præsenteret for, ifølge vores test, er en rigtig dårlig flyprisportal”, siger Anja Philip.

Forbrugerrådet Tænk har testet 14 prisportaler for flybilletter. Flyprisportalen Momondo kommer samlet set bedst ud af testen.