Brillerens: Undgå disse uønskede kemikalier
Vi har fundet PFAS, parabener og andre uønskede kemikalier i brillerens. Se, hvordan du undgår stofferne her.
Forbrugerrådet Tænk Kemi har testet 24 forskellige slags brillerens for uønskede kemikalier for sundheden og miljøet.
Det er stoffer, som er allergifremkaldende, miljøbelastende og mistænkt for at være hormonforstyrrende.
Vi har set nærmere på indholdsdeklarationerne for brillerens fra bl.a. Synoptik, Coop, Flying Tiger, Shine, Sterling og Poul Stig Briller.
PFAS, parabener og andre uønskede stoffer i brillerens
Ni ud af 24 brillerens i testen får den dårligste kemibedømmelse, C-kolben.
Det skyldes, at vi har fundet stærkt allergifremkaldende konserveringesmidler - som fx methylisothiazolinone – i fem produkter.
Vi har også fundet PFAS og parabener, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende, i enkelte produkter.
Ved at vælge produkter uden disse stoffer, begrænser du din udsættelse for uønsket kemi.
Vær opmærksom på parfume
I testen indeholder syv brillerens parfume, som kan give parfumeallergi.
Det er en god ide at være opmærksom på at begrænse din udsættelse for parfume i produkter, som du bruger meget i hverdagen.
Er der parfume i et produkt, får det en middel bedømmelse i vores test, B-kolben.
Ingredienserne er svære at finde
Hele 18 ud af 24 brillerens i testen lever ikke op til reglerne om obligatoriske ingredienslister, selvom det er lovpligtigt at oplyse om det enten på etiketten eller på virksomhedens hjemmeside.
Vi har haft kontakt til virksomhederne bag og bedt dem om at sende de rigtige oplysninger. Tre virksomheder har ikke sendt den korrekte information og deres produkter får derfor den laveste bedømmelse i testen, C-kolben.
Cocktaileffekten er problemet
Det er ikke den enkelte produkt med uønskede kemikalier, som er farligt. Det er den samlede udsættelse for uønsket kemi i hverdagen, som du skal være opmærksom på. Det kalder vi for cocktaileffekten.
Brillerens er bare et ud af mange produkter, som du kan komme i nær kontakt med. Derfor er det en god ide at begrænse din samlede udsættelse for uønskede kemikalier i hverdagen, hvor du kan.
I testen kan du se, hvilke brillerens der ikke indeholder uønsket kemi og som får den bedste bedømmelse, A-kolben.
Gode tips til brillerens
- Spørg din optiker, hvad dine briller kan tåle. Det kan variere alt efter, hvilke materialer dine briller er lavet af.
- Scan din brillerens med vores app Kemiluppen og tjek for uønsket kemi.
- Se vores test af brillerens og find et produkt uden uønsket kemi.
Find brillerens uden uønsket kemi
Vi har testet 24 brillerens for uønskede kemikalier. Vi har fundet ni brillerens uden uønsket kemi. Se dem her.
Øjenvippeserum: Undgå disse stoffer
Øjenvippeserum får dine vipper til at blive længere og kraftigere. Men produkterne kan indeholde uønsket kemi, der stammer fra lægemidler.
Øjenbryns- og vippefarve: Hvilken er et bedre kemivalg?
Farver du vipper og bryn? Så er det en god ide at holde øje med farvestoffer, der kan give allergi. Ny test viser, at vippefarver ofte er et kemivalg.