Markedstjek afslører: Fire vippelaminationer, du slet ikke burde kunne købe
Vippelaminationer indeholder stoffer, som ikke er beregnet til hjemmebrug. Alligevel kan du købe produkterne overalt. Vi har fundet fire eksempler.
Bryn- og vippelamination giver mere markerede og ensartede hårstrå, men behandlingen kræver stærke kemikalier.
Produkterne indeholder thioglycolsyre, som nedbryder hårets struktur, og hydrogenperoxid, som fikserer håret i den nye form. Begge stoffer er særligt kradse og kan give rødme, irritere hud og øjne og i værste tilfælde kemisk forbrænding. Derfor er der skrappe krav til koncentrationer, og til hvem der må arbejde med dem.
Alligevel viser vores markedstjek, at flere produkter – selvom de kun er beregnet til professionelle – stadig er frit tilgængelige i butikker og webshops, uden forbrugerne kender risikoen.
Det betyder "kun til professionel brug”
Står der “kun til professionel brug”, “kun til erhvervsmæssig anvendelse” eller lignende på et kosmetisk produkt, betyder det, at det er tiltænkt til personer, der arbejder med produktet professionelt – ikke til almindelige forbrugere. Det kan være frisører, kosmetologer, skønhedsteknikere osv. Disse produkter indeholder kradse kemikalier, der kan udgøre en risiko, hvis de bruges af forbrugere uden træning og opmærksomhed på korrekt brug.
Vippelamination til fagfolk i almindelige butikker
Forbrugerrådet Tænk Kemi fandt vippelamineringsprodukter med thioglycolsyre og hydrogenperoxid i helt almindelige butikker og webshops
Forbrugerne kan altså let komme til at købe dem uden at være opmærksom på, at de faktisk ikke er beregnet til at bruge derhjemme.
Det er:
- Femmeunique Skeyebeauty Do it yourself eyelash lift og browlamination kit. Købt i Normal.
- Fleeky Lashlift kit. Købt i Matas.
- RefectoCil Brow lamination kit / Lash & Brow Perm + Neutralizer. Indkøbt på Beautycos.dk
- RefectoCil Refill lash & brow perm. Indkøbt på Beautycos.dk
Produkterne i artiklen er blot eksempler. Der kan findes andre lignende på markedet, og det kan være svært som forbruger at gennemskue, om et produkt er sikkert.
Nogle af produkterne er mærket "kun til professionel brug". I nogle tilfælde dog med så lille skrift, at det er svært at tyde. Ét produkt er endda mærket med “Do it yourself” der er i modsætning til, at det kun er beregnet til professionelle.
Vippe- og brynlamination sælges sammen
Brynlamination følger ofte med i samme pakke eller serie. Her gælder ikke de samme regler, men de kan stadig irritere huden.
Det er vigtigt at huske på, det stadig er kemikalier, der kan irritere huden omkring brynene og at selvom produkterne ofte sælges sammen, må du ikke bruge brynlamination til vipperne.
Hvorfor kan du købe det?
Selvom der ifølge lovgivningen skal stå “kun til erhvervsmæssig brug”, er der ikke præcise krav til, hvor eller til hvem de må sælges.
Det kan være forklaringen på, at professionelle produkter ender i handlen hos fx Matas, Normal, BeautyCos osv.
Projektleder i Forbrugerrådet Tænk Kemi Stine Müller mener, at forbrugerne derfor ikke er beskyttet godt nok:
”Mærkning om professionelt brug er ikke tilstrækkeligt til at beskytte forbrugerne mod uønskede effekter fra denne type produkter. Det kan tværtimod opleves som et kvalitetsstempel, at noget er til professionelle, fremfor en advarsel. Hvis myndighederne mener, at produktet ikke er sikkert at bruge selv derhjemme, er det ikke nok med mærkning. De skal bare slet ikke kunne købes af private”, siger projektleder Stine Müller i Forbrugerrådet Tænk Kemi og fortsætter:
“Det skal ikke være forbrugerens ansvar. Hvis kemikalierne er så kradse, at de ikke er sikre for forbrugerne, skal både lovgivningen og forhandlerne sikre, at de kun sælges til uddannede fagpersoner - ikke til forbrugerne, som det er tilfældet nu.”
Flere forhandlere stopper salget
Vi har kontaktet forhandlerne og enkelte producenter bag vippelaminationer for at finde ud af, hvad de tænker om, at almindelige forbrugere kan købe produkterne fra deres butik eller webshop.
Efter vores henvendelse har Matas og Normal stoppet handlen af produkterne. Se, hvad de svarer her:
Det siger forhandlerne
-
Normal har efter vores henvendelse fjernet vippelaminationen Femmeunique Skeyebeauty Do it yourself eyelash fra deres butik.
De svarer, at deres leverandør havde glemt at sætte sætningen ”kun til professionel brug” på vippe-udgaven, og at de har valgt at fjerne produktet fra butikkerne, da de ikke ønsker at sælge produkter, der kun er beregnet til professionelle, og deres kunder ikke vil kunne se forskellen på emballagen.
-
Matas oplyser, at de efter vores henvendelse har stoppet salget af Fleeky laminationsprodukterne.
-
BeautyCos, hvor vi har købt Refectocil, henviser til svaret fra Refectocil om, at produkterne er til bryn og derfor tilladt i detailhandelen.
Se mere i svaret fra Refectocil.
-
Refectocil selv påpeger, at der er forskel på vippe- og brynlamination når det gælder deres produkter RefectoCil Brow lamination kit med Lash & Brow Perm og RefectoCil Refill lash & brow perm:
“Brugen af hydrogenperoxid er tilladt på øjenbryn, da de klassificeres som hår i henhold til kosmetikforordningen. Derfor er BROW LAMINATION / BROW LIFT-produkter, der indeholder hydrogenperoxid, tilladt i detailhandlen, da de bruges på øjenbrynene. Trods ovenstående står der i brugsanvisningen at brow lamination kittet er forbeholdt erhvervsudøvere”.
I Forbrugerrådet Tænk Kemi har vi en anden vurdering end Refectofil, da brow kittet indeholder lash and brow perm og derfor ikke entydigt er til bryn, og at informationen om professionel brug i øvrigt står med meget lille skrift på produktet. Det samme gælder for deres Refill lash & brow perm.
Tre anbefalinger til vippe- og brynlamination
- Overvej om det er nødvendigt med bryn og vippelamination, da der er tale om en krads kemisk behandling. Hvis du vil laminere vipperne, så er det bedst at få det lavet hos en professionel.
- Undgå produkter, der er mærket “kun til professionel brug”. De er ikke sikre til privat brug.
- Brug ikke brynprodukter til vipper.
Vi har tidligere set lignende eksempler med gellak og bryn- og vippefarver.
- Se vores test af bryn- og vippefarver
- Se vores undersøgelse af gellak
Øjenbryns- og vippefarve: Hvilken er et bedre kemivalg?
Farver du vipper og bryn? Så er det en god ide at holde øje med farvestoffer, der kan give allergi. Ny test viser, at vippefarver ofte er et bedre kemivalg.
Find brillerens uden uønsket kemi
Vi har testet 24 brillerens for uønskede kemikalier. Vi har fundet ni brillerens uden uønsket kemi. Se dem her.
Se efter vippeserum uden prostaglandiner
Vippeserum kan få dine vipper til at blive længere og kraftigere. Men produkterne kan indeholde problematiske prostaglandiner.