Madpakker: Smør frokosten uden uønsket kemi i indpakningen
Gå til hovedindhold

Få adgang til alt indhold på tænk.dk, medlemsmagasinet og meget mere.

Bliv medlem

Madpakker: Smør frokosten uden uønsket kemi i indpakningen

Børnenes frokost kan pakkes ind i emballage, der belaster miljøet, eller som kan afgive kemikalier til maden. Få 7 tips til at undgå uønsket kemi nær maden.

Stine Müller Foto: Getty Images · 20. august 2021
Kvinde pakker madpakker til frokost

Når du skal pakke din og børnenes frokost, kan du vælge alternative løsninger uden uønsket kemi. Få 7 gode kemiråd her.

1. Begræns brugen af sølvpapir

Stanniol, aluminiumsfolie eller sølvpapir. Uanset hvad du kalder det, er det belastende for miljøet.

Madpakker pakket ind i sølvpapir udleder 30 gange så meget CO2 som én, der er pakket ind i madpapir. Det udregnede Informationscenter for Miljø og Sundhed i 2009.

Miljøet har derfor bedre af, at du begrænser brugen.

Sølvpapir kan også afgive aluminium, når det er i kontakt med sure madvarer som fx citron.

2. Husholdningsfilm er et bedre valg

Husholdningsfilm kunne tidligere være lavet af PVC med problematiske ftalater i.

Men husholdningsfilm er i dag typisk lavet af stoffet polyethylene, som er uproblematisk.

3. Put maden i de rette beholdere

Vælg madkasser og opbevaringsbøtter, som er beregnet til at komme i kontakt med mad. Det er typisk angivet med et lille symbol med et glas og en gaffel.

For plastikposer gælder det samme. De er ikke altid beregnet til mad.

Hold også øje med, hvilken slags mad du opbevarer i genbrugt emballage. Undgå at opbevare ny mad i en genbrugt emballage, der ikke minder om den oprindelig mad fra emballagen.

Fyld fx ikke en bøtte til is med varme rester eller til at opvarme kolde madrester i mikrobølgeovnen.

4. Undgå opbevaringsbøtter af plastik til varm fed mad

Kemiske stoffer fra opbevaringsbøtter af plastik kan bevæge sig over i varm, fed mad som fx andefedt, lasagne, sovs, fedt, bøffer, laks, gullash, vanilliecreme og gryderetter. Det viste en test af opbevaringsbøtter, som vi lavede tilbage i 2016.

Testen viste, at både varme og fedtindhold kan øge mængden af kemiske stoffer, der udskilles fra beholderne. Testen kunne ikke vise, hvilke kemikalier der var tale om, men bare se hvilke mængder de frigav - også kaldet total migration.

Brug hellere glasbeholdere til dine madrester eller lad maden blive i gryden (ikke aluminiumsgryder). Du kan også lade maden køle af først, så mindsker du frigivelsen.

5. Tjek om opbevaringsbøtten kan klare mikroovnen

Bøtten med mad skal være beregnet til en tur i mikroovnen. Det er vigtigt, hvis dit barn skal have resterne fra familiens aftensmad med i skole og opvarme det i skolens mikroovn.

Opvarmning kan gøre, at bøtten afgiver kemikalier til maden.

6. Brug ikke metaldrikkedunke til sure drikkevarer

Juice og frugtsaft er sure drikkevarer, som kan være skyld i en større afgivelse af kemikalier fra drikkedunken. Det kan særligt gælde for drikkedunke af metal.

Metaldrikkedunke er derfor en god idé kun at bruge til vand.

7. Undgå drikkedunke og madkasser med kraftig lugt

Undgå drikkedunke og madkasser, der lugter kraftigt af plast eller metal. Drikkedunkene kan også smage af det. Både ved lugt og smag er det tegn på, at der frigives kemikalier fra produktet.

Kemikalierne behøver ikke nødvendigvis at være problematiske. Men som udgangspunkt skal emballage ikke afgive kemikalier til maden.

Bliv klogere på mademballage til børn

  • Kopper og tallerkener af bambusplast er ulovlig. Alligevel fortsætter salget. I nogle tilfælde kan du også finde børneservice og mademballage til børn af bambusplast.

    Flere undersøgelser viser, at der kan være risiko for afgivelse af uønskede stoffer fra bambusplast, som typisk er en blanding af bambus og melamin.

    I januar og marts 2021 kontaktede Forbrugerrådet Tænk Kemi i alt 48 online forhandlere, der solgte bambusplast på trods af forbuddet. 10 af disse fortsatte salget efter første kontakt og blev derfor anmeldt til Fødevarestyrelsen.

    I et nyt tjek i juni 2021 fandt vi stadig 22 online forhandlere af bambusplast. 8 af disse er blevet kontaktet før og er nu indberettet til Fødevarestyrelsen.

    De solgte blandt andet produkter fra mærker som Bloomingville, Filibabba, Cam Cam, Liewood, OyOy og Konges Sløjd. Ligesom tidligere oplyser flere virksomheder, at de nu stopper salget.

  • Der findes gode alternativer til børneservice af bambusplast og melamin, hvor det ikke er nødvendigt at bekymre sig så meget om temperatur og slid.

    Her er tre bud på materialer, der ikke afgiver uønsket kemi til dit barns mad⁠ uanset temperatur.

    • Porcelæn: Kan også bruges i mikroovnen.
    • Glas: Hvis glasset er varmefast, kan det også gå i mikroovnen.
    • Rustfrit stål: Kan ikke gå i mikroovnen.