Mad og emballage: Her er fem uønskede kemikalier
I emballage til mad skal du være opmærksom på især fem problematiske kemikalier. Se, hvilke uønskede stoffer vi har fundet i vores forskellige kemitest.

Forbrugerrådet Tænk Kemi har i årene 2015, 2016 og 2017 fundet en række problematiske kemikalier i test af mad og emballage.
Testene omfatter fx pizzabakker, babymad og dåser med flåede tomater.
De problematiske kemikalier har bl.a. vist hormonforstyrrende eller kræftfremkaldende effekter i forskning.
Derfor anbefaler forskere generelt at begrænse disse stoffer, hvor du kan.
Fluorstoffer
Fluorstoffer er fundet i pizzabakker, popcorn og kagepapir til færdigbagte kager.
Disse stoffer er et problem, fordi ophober sig i miljøet og er mistænkt for at være kræftfremkaldende og hormonforstyrrende.
Forskning fra Syddansk Universitet viser, at indhold af fluorstoffer i blodet hos kvinder øger risikoen for abort med op til 16 gange.
Fluorstoffer blev fundet i mængder, der udløser testenes laveste kemibedømmelse i 21 ud af 42 testede produkter.
Bisphenol A
Bisphenol A er et stof, som EU vurderer til at være hormonforstyrrende for mennesker.
I Danmark er stoffet forbudt i mademballage til børn i alderen nul til tre år. Test har vist indhold af stoffet i bl.a. dåser med flåede tomater, pizzabakker og sodavandsdåser.
I test fra Forbrugerrådet Tænk Kemi var der bisphenol A i 35 ud af 99 testede produkter. Det er inkl. produkter med stoffet BADGE, som bisphenol A indgår i.
Mineralske olier
Mineralske olier er bl.a. mistænkt for at være kræftfremkaldende.
Olierne findes især i genbrugspap- og papir. Test fra Forbrugerrådet Tænk Kemi har vist indhold af mineralske olier i:
- Chokolader fra en chokoladejulekalender
- Pizzabakker
- Papæske til lasagneplader
Mineralske olier er fundet i større mængder i ni ud af 36 testede produkter.
Pesticider
Pesticider er sprøjtemidler, som producenter bruger til at holde skadedyr væk.
Pesticider er i nogle tilfælde mistænkt for at være hormonforstyrrende og kræftfremkaldende.
Pesticider er fundet i større mængder i fire slags tørret oregano og i enkelte produkter i test af tørrede figner og appelsinjuice.
Ftalater
Ftalater er blødgørende stoffer, som er mistænkt for at være hormonforstyrrende.
Stofferne findes typisk i plastikmateriale. Test har vist indhold af ftalater i en pesto og i pappet til pizzabakker.
Ftalater er også fundet i fire ud af 72 testede fødevarer og fødevareemballage.
Cocktaileffekten er problematisk
Uønskede kemikalier i det enkelte produkt er sjældent problematisk i sig selv. Men kemikalierne kan samlet set udgøre et problem i forhold til det, som forskere kalder cocktaileffekten.
Cocktaileffekten dækker over det forhold, at du udsættes for problematiske kemikalier fra mange kilder i hverdagen.
Mistænkt hormonforstyrrende og kræftfremkaldende stoffer er derfor en god ide at undgå, hvor du kan