Regeringen vil forbyde PFAS i tøj og sko
Hvis et nyt forslag fra regeringen bliver gennemført, vil Danmark igen være foregangsland, når det fra 2026 bliver forbudt at sælge tøj, sko og imprægneringsmidler med PFAS.
Fra 2026 ser det ud til at blive meget nemmere at undgå uønskede fluorstoffer, når du køber vinterstøvler og regnjakker eller skal imprægnere dine sneakers.
Regeringen foreslår nemlig et nationalt forbud mod PFAS i tøj, sko og imprægneringsmidler.
”Et nationalt forbud mod import og salg af tøj, sko og imprægneringsmidler med PFAS er et vigtigt skridt på vejen mod at begrænse udledningen og vil have en reel miljøeffekt i Danmark,” siger miljøminister Magnus Heunicke i en pressemeddelelse fra Miljøministeriet.
Forslaget vækker glæde hos projektchef Claus Jørgensen fra Forbrugerrådet Tænk. I 2023 var han med til at overlevere 78.077 underskrifter fra forbrugere, der bakkede op om netop et nationalt forbud mod PFAS til miljøministeren.
”Det her er en rigtig god nyhed, fordi det kommer til at gøre det meget lettere for forbrugerne at undgå de her stoffer. De langsigtede effekter af PFAS er ikke til at spøge med, hverken for miljøet eller for menneskers sundhed, så det er rigtig godt, at der bliver lukket ned for en del af udledningen nu,” siger Claus Jørgensen.
Han understreger, at det ikke er det enkelte produkt, der er problematisk. Derfor kan du sagtens fortsat bruge din regnfrakke eller støvler, selvom de indeholder PFAS. Men når tingene er brugt op, så kan du gøre en forskel ved at gå efter en PFAS-fri model.
Imprægnering med PFAS anbefaler vi dog, at du allerede nu smider ud som farligt affald.
Undgå PFAS i imprægneringsmidler
Imprægneringssprays kan indeholde PFAS, også kaldet fluorstoffer, der er problematiske for miljø og sundhed. Se, hvilke sprays du skal undgå her.
Disse cykelolier er uden PFAS
Vi har testet 27 olier til cykelkæden for de uønskede kemikalier PFAS. Vi har fundet 13 kædeolier uden PFAS. Se dem her.
Disse mælkeskummere er uden PFAS i belægningen
Tre ud af fire mælkeskummere i testen er uden de miljø- og sundhedsskadelige stoffer PFAS i belægningen. Se dem her.