Overvej brug af cremer og olier til din gravide mave
Er du gravid, kan du støde på plejeprodukter, der lover at lindre huden og reducere strækmærker. Men produkterne kan indeholde ingredienser, der kan være problematiske. Læs, hvad du skal holde øje med.
Under graviditeten er det vigtigt at være ekstra opmærksom på, hvilke produkter du smører på kroppen. Nogle af disse produkter kan indeholde stoffer, som kan være allergifremkaldende eller mistænkt hormonforstyrrende.
Disse stoffer kan tilsammen have en påvirkning på din og dit kommende barns sundhed.
Fostre er ekstra sårbare over for kemikalier
Som gravid er der god grund til at passe ekstra godt på dit ufødte barn. Fostre er under udvikling, og derfor er de typisk ekstra sårbare, når det gælder kemikalier.
Udviklingen af barnets organer styres af hormoner og er følsom over for de påvirkninger, som forskellige kemikalier kan forårsage.
Selvom det enkelte produkt - eller det enkelte stof - ikke i sig selv udgør en risiko for det lille barn i maven, kan produkterne være med til at bidrage til en samlet udsættelse for kemikalier, der kan påvirke fostrets udvikling. Dette kalder vi for cocktaileffekten.
Cremer og olier til gravide maver kan indeholde uønsket kemi
Mavecremer og maveolier markedsført til gravide kan indeholde kemikalier, der kan være problematiske for sundhed og miljø.
Det kan fx være parfume eller planteekstrakter, der kan fremkalde allergi eller stoffer, der er mistænkt hormonforstyrrende.
Derfor er det vigtigt, at du er ekstra opmærksom på, hvilke produkter du smører på din gravide mave.
Overvej, hvilke plejeprodukter du bruger under graviditeten
Kosmetik, cremer og sæbe kan indeholde problematiske kemikalier og også kemikalier, som vi ikke nødvendigvis ved alt om.
Derfor er det en god ide som gravid at overveje, hvor nødvendigt det er at bruge mascara, læbestift, pudder, mavecremer, hudolie og andre plejeprodukter, og hvilke produkter du vælger.
Vi anbefaler, at du vælger miljømærkede produkter uden parfume og bruger appen Kemiluppen til at tjekke dine personlige plejeprodukter for uønsket kemi.
Gravid: 10 gode råd til graviditet uden uønsket kemi
Hormonforstyrrende stoffer og anden uønsket kemi bør du være ekstra opmærksom på, når du er gravid eller prøver at blive det.
Gravide må ikke få for meget A-vitamin
A-vitamin har mange gode egenskaber, men du kan godt få for meget af det. Er du gravid, kan for meget A-vitamin øge risikoen for misdannelser hos barnet. Se vores guide.
Cocktaileffekten: En podcast til gravide om uønsket kemi
I podcasten undersøger gravide Tanja kemiske stoffer, og hvordan du kan minimere din og dit barns samlede udsættelse af uønsket kemi – også kaldet cocktaileffekten.