Hjemmelavet slim: Er det sikkert?
Børn er vilde med slim. Særligt den hjemmelavede slags. Men hjemmelavet slim indeholder ofte lim og barberskum, som kan være problematisk for børnenes hud.

Opskrifter på hjemmelavet slim kan du finde overalt på internettet - især på YouTube med videoer om, hvordan du laver hjemmelavet slim.
Vær dog forsigtig, før du giver dine børn lov til at eksperimentere med hjemmelavet slim.
Ingredienserne i opskrifterne er i mange tilfælde slet ikke beregnet til at lege med og have på huden i længere tid – og børn er typisk mere sårbare over for uønsket kemi.
Lim: Ikke beregnet til huden
Opskrifter på hjemmelavet slim indeholder ofte lim, som ikke nødvendigvis er sikkert i slim.
Lim er ikke nemlig beregnet til at være i kontakt med huden gennem længere tid.
Men det kommer det typisk, hvis det findes i det slim, som børn leger med.
Lim kan indeholde forskellige stoffer, der kan være problematiske. Det kan være:
- Allergifremkaldende konserveringsmidler
- Stoffer, der virker irriterende på huden
- Problematiske opløsningsmidler
Barberskum: Parfume kan give allergi
Andre ofte brugte produkter til opskrift på slim er barberskum og kontaktlinsevæske.
Barberskum er beregnet til hudkontakt, men kun i kortere tid. Langvarig hudkontakt kan derfor irritere huden.
Barberskum er også tit parfumeret. Hvis du vil nedsætte dine børns risiko for at udvikle parfumeallergi, er det en god ide at begrænse børnenes udsættelse for parfume.
Desinficerende kontaktlinsevæske eller vaskemiddel er heller ikke beregnet til hudkontakt i lang tid.
Legetøj: EU stiller krav til sikkerhed
Hjemmelavet slim er ikke vurderet i forhold til de sundheds- og sikkerhedskrav, der gælder for legetøj i EU.
Legetøjssæt med ”gør det selv-slim” bør til gengæld leve op disse krav. Dem kan du købe i danske butikker og webbutikker.
Bøtter med færdiglavet slim bør også leve op til reglerne for legetøj.