Gå til hovedindhold

Hormonforstyrrende stof er fundet i drikkekopper til børn

Halvdelen af testede børnekopper og tudekopper afgiver spor af bisphenol A, der er hormonforstyrrende og kan skade fertiliteten.

Katja Ravn og Stine Müller · Foto: Getty Images · 8. maj 2026
drikkekop med sugerør til børn

Forbrugerrådet Tænk Kemi har testet ni drikkekopper til babyer og børn for, om de afgiver det problematiske stof bisphenol A (BPA) fra låget med tud eller sugerør, som barnet drikker fra.

Vi har testet afgivelse af bisphenoler til en opløsning af kunstigt spyt efter en halv time ved 37 grader.  

Testen afslører, at fem ud af ni drikkekopper afgiver små mængder af stoffet.  

De fleste drikkekopper i testen har sugerør, og enkelte er tudekopper. 

De testede produkter er fra mærkerne Akuku, Barnets Favorit, Done by Deer, JJDK, Liewood, Mininor, Phillips, Twistshake og Vanilla Copenhagen. 

Her kan du se, hvilke drikkekopper og tudekopper vi har testet, og hvad vi har fundet. 

Flere drikkekopper til børn afgiver spor af BPA 

Bisphenol A er et særligt problematisk stof, fordi det er hormonforstyrrende og kan skade fertiliteten. Derfor er der et EU-forbud mod anvendelse af stoffet i sutteflasker, tudkopper og mademballage til børn under tre år. 

Fem ud af ni testede drikkekopper til babyer og børn afgiver små mængder af bisphenol A fra låget med drikketuden eller sugerøret. 

"BPA-fri" er ikke en garanti

Flere af produkterne angiver at være "BPA-fri" på emballagen. Men BPA er allerede forbudt at bruge i denne type produkter. Derfor vurderer vi, at anprisningen er vildledende. Virksomheder må ikke reklamere med, at et produkt er fri for stoffer, der i forvejen er ulovlige at bruge. 

Samtidig finder vi spor af BPA i et produkt, der reklamerer med at være ”BPA-fri” - så anprisningen er heller ikke en garanti.

Det siger virksomhederne

  • Sikkerhed og overholdelse af de gældende lovkrav for bisphenoler i vores produkter er højeste prioriteret hos Done by Deer. Der bruges derfor ikke materialer med bisphenoler til vores produkter. Dette er bekræftet af vores fabrik og af test, som vi selv har fået udført på uvildige test laboratorier.

    TÆNKs test viser et meget lavt niveau af bisphenol A på under 1 µg/kg, som er den tilladte detektionsgrænse i EU. Så lave niveauer kan skyldes baggrundsforurening eller kontaminering fra andet end selve materialet, og vi har derfor igangsat en undersøgelse sammen med fabrikken og samtidig øget kravet til rengøring af produktionsudstyret for at eliminere risiko for kontaminering fra eksterne faktorer.

    Vi har efterfølgende ligeledes sendt et tilsvarende produkt til test hos et uvildigt, internationalt test laboratorie, der ikke har fundet bisphenoler i produktet.  Ydermere vil der fortsat løbende blive udtaget produkter til test, så vi kan kontrollere, at der ikke er bisphenoler i vores produkter.

  • "Som et førende mærke indenfor børneprodukter har Philips Avent sikkerheden i vores produkter som vores højeste prioritet. Vi sikrer dette ved fuld overholdelse af alle gældende sikkerhedskrav fastsat af lovgivere globalt samt ved at følge de strengeste standarder. Efter de rapporterede fund relateret til Philips Avent Straw Cup har vi gennemgået resultaterne fra denne undersøgelse grundigt. Det rapporterede niveau på 0,0067 mg/kg ligger langt under den nuværende BPA-regulatoriske grænse, og vores produkter overholder fuldt ud denne standard. 

    Forbrugerrådet Tænk har selv anerkendt i kommunikation, at det registrerede migrationsniveau er så lavt, at det kan stamme fra eksterne kilder. Vi deler denne vurdering og står bag vores validerede testresultat om BPA-frit, udført af et certificeret tredjepartslaboratorium."

BPA stammer fra produktionen 

Hvorfor er der overhovedet bisphenol A i en tudekop eller drikkekop til børn, når stoffet er forbudt? Det kan vi ikke præcist svare på.

Den afvigelse, vi måler i testen, er meget lille, og det tyder derfor på, at stoffet ikke er direkte anvendt i produktet, men er et resultat af forurening fra andre materialer, emballage, labels eller andet, som drikkekoppen har været i kontakt med undervejs i produktionen. 

De nuværende regler forbyder brug af BPA i produktet – ikke at det utilsigtet havner der. Men det er ved at ændre sig. Nye regler er på vej, som betyder, at BPA slet ikke må kunne spores over en bestemt grænse i tudkopper og lignende. Uanset hvordan det er endt der.

Vi har kontaktet producenterne bag de testede drikkekopper. Nogle er vendt tilbage med information om, at deres produkter er uden BPA, men også at de vil undersøge og eliminere eventuel risiko for kontaminering fra andre kilder.

Drikkekopperne er ikke farlige

BPA er et stof, der selv i meget små mængder kan påvirke vores sundhed. Derfor anbefalede EU's fødevaresikkerhedsagentur EFSA i 2023 at sænke grænsen for sikkert indtag markant, og i december 2024 forbød EU-Kommissionen anvendelse af BPA i en lang række fødevarekontaktmaterialer som dåser og drikkedunke.

De spor af BPA, vi finder i nogle drikkekopper, er dog ikke farlige i sig selv. Bekymringen handler om cocktaileffekten – den samlede mængde uønsket kemi, vi dagligt udsættes for fra mange forskellige kilder på én gang. 

Drikkekopper til børn uden BPA 

I testen er disse fire ud af de ni testede drikkekopper uden afgivelse af bisphenol A:

Sådan undgår du BPA

Bisphenol A er forbudt at bruge til tud- og sugerørskopper til de mindste børn. De mængder af bisphenoler, vi måler i denne test, er svære at undgå i drikkekop, da det kræver grundige laboratorietest at afdække. Testen viser også, at selvom der står "BPA-fri" på et produkt, så kan det stadig afgive stoffet - formodentlig fordi det kommer fra en forurening i produktion, emballager mm. De bedste råd er derfor, at:

  • Vælge drikkedunke, sutter osv. uden BPA fra vores eller andre NGO'er og myndigheders test.

  • Vask produktet grundigt før det tages i brug, som angivet på produktet. Vask kan fjerne nogle restkemikalier og forureninger.
  • Ud fra et forsigtighedsprincip kan du undgå at opvarme drikkekoppen i mikrobølgeovnen eller hælde varme drikke i koppen. Varme vil typisk afgive kemikalier fra plast - også selvom produktet overholder reglerne.

Vil du gerne blive klogere på bisphenoler?

  • Her kan du læse om, hvor vi har fundet bisphenoler, reglerne for stofferne, og hvordan du kan begrænse din udsættelse. 

  • I denne artikel har vi talt med en række forskere om, hvordan vi fjerner dem fra produkter til børn.