Det skal du vide om kidneybønner
Gå til hovedindhold

Få adgang til hele tænk.dk

Bliv medlem

Kidneybønner

Kidneybønner bliver ofte brugt til chili con eller sin carne, men de er også gode i mange andre retter. Læs her, hvordan du koger og tilbereder kidneybønner. Få også tips til, hvordan du giver dem smag.

Maria Bach Sørensen · Foto: Getty Images · 30. september 2024
Kidneybønner

Kidneybønner er en bælgfrugt, der har fået navn efter dens form og farve, som ligner en nyre – på engelsk kidney. De har en sødere smag sammenlignet med andre bønnetyper, men de er stadig milde og let melede. Konsistensen er fast, og de koger ikke så nemt ud.

Her får du svar på: 

Disse retter er gode med kidneybønner

Mange kender kidneybønner fra den klassiske chili con/sin carne, men der er også mange andre gode opskrifter med kidneybønner. Fx som fyld i salater, i gryderetter, tortillas og supper. 

Kidneybønner egner sig også godt til bønnemos og bønnedeller.

Hvor længe skal kidneybønner koge? 

Det er vigtigt først at udbløde tørrede kidneybønner i 10-12 timer i køleskabet. Vandet skal du kasserer efter udblødning. Derefter koger du dem i friskt vand i ca. 30-60 minutter. 

Tørrede kidneybønner indeholder lektiner, der i følge Fødevarestyrelsen er naturligt forekommende giftstoffer. Lektiner skal nedbrydes ved kogning ved mindst 100 grader, hvor de ødelægges, før bønnerne kan spises. Vi anbefaler altid, at du følger anvisningen på pakken. 

Efter udblødning og kogning er kidneybønnerne klar til brug. 

Bruger du spiseklare kidneybønner fra enten dåse eller karton, skal du blot skylle dem godt, inden de er klar til brug. 

Sådan giver du kidneybønner smag

Kidneybønner er gode til at optage smag fra det, de tilberedes sammen med. Tilsæt evt. bouillon eller anden smagsgiver til kogevandet, når du tilbereder bønnerne. Kidneybønnerne kan også bruges som de er i salater, eller du kan vende dem i en god marinade eller dressing. 

Kidneybønner har brug for ekstra krydderier, syre og salt for at fremhæve smagen. Bruger du dem i en gryderet, så tilsæt derfor gerne lidt ekstra af de krydderier, som du bruger i forvejen. 

Det kan også være en god ide at tilsætte ekstra olie eller smør, hvis du ønsker den samme fede smag, som fx kød kan give, da bønner i sig selv ikke indeholder meget fedt. 

For at give retten mere dybde kan du bruge ingredienser, der tilfører retten umami. Det kan fx være soltørrede tomater, tomatpure, soyasauce, svampe, parmesanost eller tang.

Sådan opbevarer du kidneybønner

Tørrede kidneybønner og bønner fra konserves opbevares bedst i køkkenskabet.

Hvis du ikke skal bruge alle bønnerne fra en dåse eller karton, skal du opbevare de resterende bønner i en anden beholder på køl. 

Kan kidneybønner fryses?

Kidneybønner, der har ligget i blød og er kogt, kan fryses.

Spiseklare kidneybønner kan også fryses.

Holdbarhed

Spiseklare kidneybønner fra fx dåse eller karton og tørrede bønner kan holde sig i op til ca. 2 år. Ofte til efter 'bedst før'-datoen. 

Kidneybønner, der har ligget i blød og er kogt, og bønner fra en åben dåse/karton kan holde sig ca. 3-4 dage i køleskabet.

Undgå madspild: Spis eller smid ud? 

Brug sanserne. Kidneybønner, der smager eller lugter dårligt, skal smides ud. 

Hvis der er mug på en portion bønner, skal hele portionen kasseres - også selvom det kun er en del af portionen, der er berørt.

Karton er bedre end dåse

Hvis du vil have kidneybønner, du kan bruge med det samme, er det en god idé at købe dem i karton fremfor på dåse, da der kan være uønskede stoffer på indersiden af dåser.

Støttet af