Det skal du vide om belugalinser
Gå til hovedindhold

Få adgang til hele tænk.dk

Bliv medlem

Belugalinser

Belugalinser er små, sorte linser. De har en fast struktur, når de er kogt, og derfor er de velegnet til at erstattet kød helt eller delvis i retter. Læs hvor længe, du skal koge belugalinser, og få tips til at give dem ekstra smag.

Maria Bach Sørensen · Foto: Getty Images · 30. september 2024
Belugalinser

Belugalinser er sorte og ligner af udseende beluga-kaviar, som de har fået navn efter. Linserne har en fast struktur, der ikke koger ud på samme måde som røde linser. I stedet bevarer de biddet efter kogning.

Her får du svar på: 

Hvordan smager belugalinser?

Belugalinser er milde og let nøddeagtige i smagen. Som andre linser er de gode til at tage smag af det, som de krydres eller tilberedes med. 

Delikasselinser og Puy-linser minder om belugalinser, og de kan derfor være gode alternativer.

Hvor længe skal belugalinser koge?

De tørrede belugalinser er nemme og hurtige at tilberede, fordi de ikke kræver udblødning ligesom bønner. Du kan både koge linserne direkte i en ret eller i en gryde for sig. 

Sådan gør du: 

  • Skyl belugalinserne godt 
  • Kog dem i friskt vand i ca. 20-25 minutter. 

Vi anbefaler altid at følge kogeanvisningerne på pakken. 

Belugalinser kan også købes spiseklare på dåse eller karton. 

Disse retter er gode med belugalinser

Belugalinsernes faste struktur gør dem oplagte til at bruge som erstatning for hakket kød helt eller delvist i opskrifter som bolognese, lasagne, gryderetter og tortillas. 

Den sortskinnende farve gør dem også til en flot ingrediens i en salat. Lav fx en marinade med hvidløg, olie, eddike/citron, salt og peber, og lad linserne trække i 15 min. eller natten over i køleskabet. 

Sådan giver du belugalinser ekstra smag

Belugalinser er virkelig gode til at optage smag fra det, som de tilberedes sammen med, og som med andre bælgfrugter er det godt at bruge ekstra krydderier, syre og salt. 

Tilsæt også gerne ekstra fedt og umami. Især hvis de bruges som alternativ til hakket kød i en opskrift, da linserne ikke indeholder meget fedt. Umami kan du få gennem fx soltørrede tomater, tomatpure, soyasauce, svampe, parmesanost og tang. 

Hvis linserne skal bruges i en salat, så tilsæt evt. bouillon eller krydderurter i kogevandet. De smager dog også godt i salaten helt neutrale med en god dressing.

Sådan opbevarer du belugalinser

Tørrede belugalinser og spiseklare belugalinser fra dåse eller karton opbevares bedst i køkkenskabet.

Hvis du ikke skal bruge alle belugalinser fra en dåse/karton, skal du opbevare de resterende linser i en anden beholder på køl. 

Holdbarhed

Belugalinser på dåse/karton og tørrede belugalinser kan holde sig i op til ca. 2 år. Ofte til efter 'bedst før'-datoen.

Kogte og tilberedte belugalinser eller fra en åben dåse/karton kan holde sig ca. 3-4 dage i køleskabet.

Kan belugalinser fryses?

Kogte belugalinser eller spiseklare belugalinser fra karton/dåse kan du fryse og bruges senere.

Spis eller smid ud?

Brug sanserne. Belugalinser, der smager eller lugter dårligt, skal smides ud. Hvis der er mug på en portion linser skal hele portionen kasseres - også selvom det kun er en del af portionen, der er berørt.

Der kan være uønsket kemi i dåser

Hvis du gerne vil bruge spiseklare belugalinser, er det en god idé at købe dem i karton fremfor på dåse, da der kan være uønsket kemi på indersiden af dåser.

Støttet af