Er brugte autostole sikre?
Du kan spare penge, hvis du køber autostolen brugt. Men du risikerer også at spare på børnenes sikkerhed, hvis kvaliteten ikke er i orden.
Autostole kan være en større investering i en tid, hvor der også er meget andet babyudstyr, du skal bruge penge på. Der er gode penge at spare, hvis du køber autostolen på genbrugssider som DBA og Facebook Marketplace.
Men de brugte stole kan være flere år gamle og er ikke altid sikre. Derfor er det vigtigt, at du er helt sikker på stolens kvalitet, hvis du vælger at købe brugt. Få 5 tips til at tjekke en brugt autostol.
1: Tjek autostolen for skader
Trafikuheld kan ødelægge sikkerheden i en autostol. Hvis en autostol har været involveret i en ulykke, skal den smides ud – også selv om der ikke er synlige skader.
Af samme grund skal du heller aldrig købe en autostol, der har været involveret i en ulykke.
Revner og sprækker er tegn på, at stolen ikke længere er sikker, men skaderne kan gemme sig under betrækket. Det er derfor vigtigt, at du tjekker autostolen omhyggeligt, inden du køber. Hvis der er tegn på skader, eller hvis du er i tvivl, så lad være med at købe autostolen.
2: Tjek, om autostolen er lovlig
Autostole er mærket med et såkaldt ECE-mærkat. Mærkatet betyder, at stolen er lovlig og overholder de gældende sikkerhedskrav.
Køber du en brugt autostol, skal du altid sikre dig, at stolen er lovlig ved at tjekke ECE-mærket. Mærkatet er oftest klistret bag på stolen eller på siden. Autostole med følgende mærkater er lovlige:
- ECE-44-03
- R-129/iSize
- ECE-44-04*
*OBS! Fra August 2024 er det ikke længere tilladt for forretninger at sælge autostole med sikkerhedsgodkendelse ECE-44-04. Det er dog stadig tilladt at benytte dem og det er derfor ikke ulovligt at køre rundt med dem.
3: Tjek autostolens kvalitet med vores test
Forbrugerrådet Tænks test af autostole kan hjælpe dig med at finde den bedste og sikreste model.
Testen undersøger blandt andet hvor sikre og brugervenlige, autostolene er. Du kan også se, om autostolen indeholder uønsket kemi.
4: Tjek, at autostolen passer til barn og bil
Autostolen skal passe til både dit barn og din bil. Det er derfor en god idé at medbringe din bil og det barn, der skal bruge stolen, når du handler.
Tjek blandt andet, at du kan montere stolen ordentligt i bilen, og at dit barn kan spændes ordentligt fast.
5: Tænk dig om, før du handler med private
Sikkerheden er det vigtigste, når du køber en autostol. Autostolen kan have skader, der ikke er synlige. Derfor er det vigtigt, at du kan stole på sælgeren.
Overvej at købe autostolen af en i dit netværk. Så kan du bedre sikre dig, at stolens kvalitet er i orden, og at du ikke bliver snydt.
Bliver du snydt i en privat handel, har du ikke samme rettigheder, som når du handler i butikkerne.
Autostole klarer sig godt i kemitest
Autostole er generelt uden uønskede kemikalier, der for eksempel er mistænkt for at være hormonforstyrrende eller kræftfremkaldende, viser vores test.
Kan du balancere klimahensyn med børnevenlig mad?
For børnefamilier kan det være svært at balancere klimahensyn med næringsholdig børnevenlig mad, synes Ingrid Soldal Eriksen, som savner viden om, hvordan man er en grøn samfundsborger i en travl børnefamilie med en baby.
Vitaminpiller til børn: Her er anbefalingerne
Skal børn spise vitaminpiller? Og hvordan vælger du, hvilke børnevitaminer du skal købe? Læs Fødevarestyrelsens anbefalinger og Forbrugerrådet Tænks råd.