Gå til hovedindhold

8 ting, du skal tjekke, hvis du skal skifte til varmepumpe

Særligt hvis du har oliefyr, gasfyr eller elradiatorer, er der fordele ved at skifte til en varmepumpe. Men varmepumpen er en stor investering, så hvad skal du være opmærksom på? Brug denne tjekliste.

· 29. maj 2026
Radiator og kat

Vil du skifte varmekilde i din bolig og er dit valg faldet på en varmepumpe, skal du være særligt opmærksom på følgende:

1. Vælg en godkendt installatør 

Vælg en samarbejdspartner med dokumenterede kompetencer til at installere og funktionsafprøve varmepumpen korrekt. Der findes forskellige certificeringer til at installere en varmepumpe. 

  • En KMO-installatør er godkendt til at installere anlæg med kølemidler. KMO-certificering er et lovkrav der sikrer, at montøren kan håndtere kølemidler i varmepumper, så det ikke skader miljøet.  
  • En VE-godkendt installatør er en frivillig godkendelse hos Energistyrelsen til montører, der kan installere en varmepumpe korrekt og på forhånd kan vurdere, om der er tilstrækkeligt med radiatorer i huset, og om husets centralvarmeanlæg passer til varmepumpen. Indtil den 1. juli 2025 kunne man søge om tilskud til varmepumper ved at vælge en VE-godkendt installatør. VE-godkendelse er ikke længere et krav for tilskud, men listen over VE-godkendte installatører findes stadig hos Sparenergi.dk

2. Køb en varmepumpe uden PFAS

Alle varmepumper indeholder et kølemiddel, der i nogle varmepumper kan bestå af PFAS-gasser. PFAS er en gruppe miljø- og sundhedsskadelige stoffer. Kølemidlet er i en lukket kreds inde i varmepumpen og kan ikke forurene miljøet med PFAS. Men der kan opstå en utæthed eller udslip, hvor det kan blive et problem.  

Vi anbefaler at gå efter Varmepumper uden PFAS, som du kan finde i vores test her. 

3. Varmepumpelisten

Varmepumpelisten er SparEnergi.dk’s liste over anbefalede varmepumper. Tjek fx SCOPværdi og energimærkning på varmepumpen. Varmepumpelisten viser ikke, om der er PFAS i kølemidlet. Derfor skal du sammenligne vores liste af varmepumper med og uden PFAS med listen hos SparEnergi.  

En SCOP-værdi på 4 betyder, at varmepumpen producerer 4 gange så meget varmeenergi, som den bruger i elenergi. SCOP-værdien skal gerne være 3,5 eller højere. 

Energimærkningen bør ifølge Energistyrelsen være A++ eller A+++. 

Vælg en frekvensreguleret pumpe, der kan køre på nedsat kraft i stedet for at være enten tændt eller slukket, da tænd/sluk er mindre energieffektivt og slider meget på pumpen. 

4. Eksisterende varmeanlæg

Tag installatøren med på råd i forhold til pumpens størrelse, og om der fx skal udskiftes ældre radiatorer.

5. Støj og placering

Vær opmærksom på, at udedelen af en luft til vand-varmepumpe ikke er støjfri. Og vær opmærksom på, at den angivne værdi p.t. udtrykker det gennemsnitlige niveau af støj. Varmepumpen kan altså larme mere end det angivne, når den kører på fuld kraft. Husk, at tage hensyn til naboerne.

6. Funktionsafprøvning

Installatøren skal foretage en funktionsafprøvning og skal dokumentere, at din nye varmepumpe overholder bygningsreglementets krav.

7. Årligt eftersyn

Hvis der er mere end 1 kg kølevæske i varmepumpeanlægget, skal det efterses mindst en gang om året.

8. Opdater BBR

Husk at opdatere oplysningerne om dit hus i Bygnings- og Boligregistret på bbr.dk, så du kan få den reducerede elafgift. Du kan også kontakte dit elselskab.

Kilde: SparEnergi.dk.