Skal du eje eller leje haveredskaber? | Forbrugerrådet Tænk
Gå til hovedindhold

Få adgang til alt indhold på tænk.dk, medlemsmagasinet og meget mere.

Bliv medlem

Haveredskaber: Skal du eje eller leje?

Hækkeklippere, kædesave og kompostkværne kan du leje i stedet for at købe - men kan det betale sig? Find ud af, om du skal eje eller leje.

Lars Nøhr Andresen · Foto: Getty Images · 6. maj 2019
Person bruger løvblæser som han enten har lejet eller ejer

Kan det betale sig at eje eller leje?

Plæneklippere, kantklippere, kompostkværne og brændekløvere - motoriserede haveredskaber gør arbejdet lettere, men de er dyre, og de fylder. Mangler du bestemte haveredskaber til din have, og overvejer du at købe dem? Det kan måske svare sig at leje dem i stedet.

Leje er især en god idé, hvis det er redskaber, du ikke bruger så tit. Du slipper også for besværet med vedligeholdelse og opbevaring, men til gengæld skal du hente redskaberne og fragte dem tilbage til udlejer.

Hvilke redskaber skal du have i haveskuret, og hvilke skal du leje? Få hjælp her.

Disse redskaber skal stå i haveskuret:

Plæneklipper

Græsplænen skal i sommerhalvåret slås mindst en gang hver 14. dag, og det gør plæneklipperen til det haveredskab, du bruger mest. Det giver derfor mening at have sin egen plæneklipper, uanset om det er en billig eller dyr plæneklipper.

Robotplæneklippere kan også være en mulighed, hvis du er træt af at slå græsplænen selv.

Hækkeklipper

Hækken skal som regel klippes 1-2 gange om året, men hækkeklipperen kan også bruges til studsning af buske og lignende. Testvinderne i Forbrugerrådet Tænks test af hækkeklippere koster fra omkring 700 kroner, og du kan leje en hækkeklipper for cirka 150 kroner om dagen. Derfor kan en hækkeklipper hurtigt tjene sig selv hjem, hvis du skal bruge den i flere år.

Kantklipper

Kantklipperen er et haveredskab, du kan bruge, når du lige har brug for at klippe kanten af græsplænen. Derfor giver det ikke meget mening at skulle leje en kantklipper hos et byggecenter eller lignende, hver gang du skal studse en kant.

Hvad skal du måske have i skuret?

Kædesav

Elektriske og benzindrevne kædesave fås helt ned til cirka 500 kroner. Den kan du bruge, til savning af grene og træstammer i haven. Forbrugerrådet Tænk har ikke for nylig testet kædesave, så derfor kan vi ikke sige noget om kvaliteten af de billige kædesave. For de fleste parcelhusejere med mindre opgaver vil en elektrisk kædesav kunne opfylde behovene.

Leje af en kædesav koster cirka 225 kroner i døgnet. Derfor kan det måske betale sig for dig at leje.

Kompostkværn

Haveaffald må ikke brændes af i byzoner og kun mellem 1. december og 1. marts i landzoner, derfor kan en kompostkværn være nyttig.

Leje eller eje af en kompostkværn afhænger i høj grad af, om du foretrækker at kompostere haveaffaldet løbende hen over året, eller om du samler alt affaldet og kan nøjes med at kompostere en gang om året.

Elektriske kompostkværne fås fra omkring 1000 kroner for de billigste modeller.

Leje af en kompostkværn koster cirka 225 kroner i døgnet.

Hvad bør du overveje at leje?

Havefræser

Kraftig havefræser med benzinmotor kan findes fra 2.000 kroner for de mindste modeller og opefter. El-havefræsere er billigere og kan findes fra 600 kroner og opefter, men de er ikke lige så kraftige som benzinmodellerne.

Havefræseren er ikke en maskine, som du har brug for ofte, og den fylder meget i haveskuret. Leje af havefræser er derfor oplagt.

Leje af havefræser koster cirka 500 kroner i døgnet, og du har brug for en trailer til at fragte den på.

Brændekløver

Brændekløvere kan spare dig for meget tid og mange kræfter, hvis du har meget brænde, der skal kløves.

Maskinerne er oftest store og koster fra cirka 1.200 kroner og opefter, men du skal også overveje, hvor meget plads maskinen tager i garagen eller skuret, når du ikke bruger den.

Leje af brændekløver koster cirka 400 kroner i døgnet, og du har brug for en trailer at fragte den på.

Motoriset pælebor

Pælebor med el- eller benzinmotor kan fås for lidt over 1.500 kroner, og skal du sætte mange pæle, kan det motoriserede pælebor spare dig for en del tid og kræfter.

Leje af kraftigt motoriseret pælebor koster cirka 400 kroner i døgnet, men du kan selvfølgelig også overveje at købe et manuelt pælebor, der kan fås for at par hundrede kroner.

Kan du låne?

Inden du køber dig fattig i motoriserede haveredskaber, kan du spørge naboen eller haveforeningen, om du kan låne redskabet i stedet.