Robotplæneklipper: Fordele og ulemper ved robotten
Gå til hovedindhold

Få adgang til alt indhold på tænk.dk, medlemsmagasinet og meget mere.

Bliv medlem

Fordele og ulemper ved en robotplæneklipper i haven

Robotplæneklipperen klipper græsplænen selv. Men er det noget for dig og din græsplæne? Vi ser på fordele og ulemper.

Thorben Bayer · Foto: Getty Images · 11. maj 2023
Robotplæneklipper har både fordele og ulemper

Robotplæneklipperen klarer klipningen af græsplænen automatisk. Du behøver ikke at være til stede, når græsplænen skal klippes. Du skal blot programmere robotplæneklipperen til at slå græsset på de tidspunkter, du ønsker.

Automatisk plæneklipning lyder som en oplagt idé, der ikke behøver nærmere overvejelser. Men sådan er det faktisk ikke. Robotplæneklipperen er en stor investering, og den adskiller sig markant fra en almindelig plæneklipper på en række vigtige punkter.

Forbrugerrådet Tænk tester løbende nye modeller. I vores robotplæneklipper test undersøger vi hvor godt plæneklipperne slår græsset, om de er nemme at installere og bruge, om de larmer, kan håndtere en ujævn plæne og meget mere.

Du kan få hjælp i denne artikel, hvor vi lister fordele og ulemper ved ejerskabet af en robotplæneklipper.

Fordele og ulemper ved en robotplæneklipper

Vi har samlet en række fordele og ulemper ved at have en robotplæneklipper. 

Fordele: Derfor skal du have en robot i haven

1. Du får ekstra fritid

Robotten klarer plæneklipningen, og du kan sammenlagt spare mange timers arbejde - afhængig af plænens størrelse.

Hvor lang tid robotten er om arbejdet, kan du se i testresultaterne for de enkelte plæneklippere.

2. Plænen plejes

Hyppige klipninger, hvor kun en smule af græsset klippes af, har en græsplæne bedst af.

Men det er de færreste, der gider at slå græsset 3 gange om ugen. Det gider robotten godt.

3. Nem at betjene

Robotplæneklipperen kører automatisk til den medfølgende ladestation, når den er færdig med at slå græsset, eller hvis den vil lade sig selv op undervejs.

Du skal blot sørge for, at ladestationen står tilgængeligt, tørt og ikke for solrigt.

4. Miljøet kan godt lide robotplæneklipperen

Eldrevne plæneklippere er støjsvage og mere CO2 venlige sammenlignet med benzindrevne plæneklippere og havetraktorer. Robotplæneklippere lader det fintklippede græs bliver liggende på plænen. Det betyder, at du slipper for gødning af plænen, til gavn for miljøet.

5. God for græsallergikere

Robotplæneklipperen klipper græsset ofte, så græsset når ikke at sætte frø, så du undgår græspollen. Plæneklipperen hvirvler også mindre græs op i luften end en almindelig plæneklipper.

Ulemper: Derfor skal du ikke have en robot i haven

1. Støjen kan genere naboer

Selvom lyden fra robotplæneklipperne ikke er så høj, kan det faktum, at de kører i mange timer ad gangen, være irriterende for naboerne.

Derfor skal du være opmærksom på, hvor lang tid maskinen kører og hvilke tidspunkter på dagen.

2. Risiko for tyveri

Robotplæneklippere er en dyr investering, som er nem at samle op. Især hvis maskinen kører uden opsyn. Anskaf en model med automatisk spærring, hvis du er bekymret for tyveri.

3. En robotplæneklipper er ikke altid nok

Kanterne kan være svære for robotplæneklipperen, og efter en vinter eller en lang ferie kan græsset være blevet så højt, at robotten ikke kan klare det, og du må supplere med en anden plæneklipper.

4. Haven er måske ikke egnet

Området som robotplæneklipperen skal køre inden for, skal afgrænses for de fleste af robotterne af en ledning. Ledningen lægges på jorden eller graves ned rundt om bede og andre forhindringer.

En have med mange bed, eller med flere små plæner fordelt over et større område eller i flere niveauer er måske ikke oplagt for en robotplæneklipper. Hvis din have kræver, at du manuelt skal flytte rundt på din robotplæneklipper eller den ikke selv automatisk kan køre til opladerstationen, skal du overveje andre løsninger.

5. Robotplæneklippere kræver hensyn til kæledyr og børn

Børn og kæledyr bør ikke være på græsplænen uden opsyn, når robotten kører. Robotplæneklippere stopper, når de kører ind i større forhindringer. Vores test viser dog også at små forhindringer ikke stopper robotten. En hale eller en lille barnearm er ikke altid nok til at plæneklipperen stopper.

6. Pas på pindsvin, tudser og frøer

Robotplæneklipperen kan være farlig for nogle af de dyr, der bruger haven, når du ikke gør det. Det kan være pindsvin, tudser og frøer.

Vil du sikre dig bedst muligt mod at robotplæneklipperen kører dem over, skal du ikke lade plæneklipperen køre om natten, tidlig morgen eller sen aften. Et dansk forsningsprojekt har vist, at drejelige knive på robotplæneklipperen mindsker risikoen for at skade pindsvin.

I vores test, kan du se hvilken type knive maskinerne har se under "specifikationer" og "knivtype" - Pivoting blades er drejelig knive.

Kilde: Wildlife Conservation at a Garden Level: The Effect of Robotic Lawn Mowers on European Hedgehogs (Erinaceus europaeus)

Plæneklipper der bliver testet af Forbrugerrådet Tænk