Sådan får du et mindre klimabelastende tøjforbrug
Tøjproduktion har store konsekvenser for klima og miljø. Men der er mange gode alternativer til at købe nyt tøj. Få 8 gode råd her.
Produktionen af nyt tøj er en af de største klima- og miljøbelastninger i verden.
Tøjindustrien optager et stort landareal og bruger store mængder vand og kemikalier til at bearbejde stoffer og materialer. Produktionen kan derfor være med til at forurene lokalområder.
Det vigtigste skridt mod et mindre klimabelastende tøjforbrug er at købe færre stykker tøj. Så er du med til at reducere de alt for store mængder af tøj, der produceres.
Læs vores tips til at forlænge levetiden på dit tøj, så dit tøjforbrug får et mindre aftryk.
1. Brug tøj, du allerede har
Det bedste, du kan gøre, er at bruge det tøj, du allerede har i skabet.
Produktionen er der, hvor tøjet belaster miljøet mest. Derfor gælder det om at bruge det tøj, som allerede er produceret. Tøj skal bruges indtil det er slidt op.
Får du lyst til at købe nyt tøj? Så hiv alle kjoler, skjorter, bukser og nederdele ud af skabet og find ud af, om der gemmer sig et helt fantastisk outfit, du havde glemt alt om.
2. Lad andre få glæde af det tøj, du ikke får brugt
Vores undersøgelse viser, at 40 % af det tøj, vi har i skabet, er passivt tøj. Det er altså tøj, der ikke bliver brugt. Tøj, du ikke får brugt, er tøjspild.
Det kan være fint, at tøj får en pause i skabet, men hvis du ikke regner med, at det kommer i brug igen, så er det bedst, at andre får glæde af det.
Byt tøjet med andre eller sælg det på markeder, i secondhand butikker eller på diverse platforme. Du kan også donere det til genbrug hos velgørenhedsorganisationer, så pengene går til et godt formål.
3. Vask tøjet korrekt
Miljøbelastningen ligger ikke kun i produktionen af tøjet. Tal fra Det Europæiske Miljøagentur viser, at 44 procent af miljøpåvirkningen finder sted, når du stryger, vasker og tørrer tøjet.
Derfor gælder det om at vedligeholde dit tøj, så det holder i længere tid, og at vaske det så skånsomt og korrekt som muligt. Så slider du også mindre på det. Hvis der ikke er pletter på tøjet, kan du måske springe en vask over ved at lufte det udenfor.
Følg vaskeinstruktionerne, der sidder i tøjet, og brug et godt vaskemiddel. Så slipper du for at skulle gå af med tøj, som du har spildt på. Det er nemlig ikke alle vaskemidler, der fjerner pletter lige godt.
4. Reparér dit tøj, hvis det trænger til det
Går din nederdel op i syningen, eller er lynlåsen gået i stykker på dine jeans? Så reparér eller få tøjet repareret i stedet for at smide det ud.
Er tøjet købt inden for de seneste to år, gælder din reklamationsret. Kontakt forhandleren og få dem til at reparere det.
Er tøjet ældre? Så reparér selv tøjet eller gå til en skrædder og få et tilbud på reparationen. Du kan også få hjælp til reparationen på en af de mange reparationscafeer, der findes rundt omkring i hele landet.
5. Køb kun det, du kommer til at bruge
Det er win-win, når du køber tøj, som du føler dig godt tilpas i. Så kommer du til at bruge det mere, og ofte vil du også passe bedre på det, så levetiden forlænges.
Derfor gælder det om at blive mere bevidst, når du køber tøj. Kig på, hvad du har i garderoben, som bliver brugt meget – og tænk over, hvorfor du er så glad for det.
Er det særlige materialer, du foretrækker? Eller er der nogle snit, som passer bedre til dig end andre? Kan tøjet bruges til mange anledninger? Måske egner det sig til at dresse op og ned.
I stedet for at købe nyt tøj fordi det er på tilbud, så køb tøjet fordi du ved, at du virkelig vil blive glad for det. På den lange bane er det billigere med færre gode stykker tøj, som du bruger, end mange fejlkøb på tilbud.
6. Køb genbrug, secondhand og vintage
Det gælder om, at tøj skal bruges så meget som muligt, og genbrug kan være med til at forlænge tøjets levetid. Genbrugstøj er allerede produceret, så når du køber tøj fra genbrug, kan du være med til at mindske nyproduktionen af tøj, hvis du samtidig køber færre stykker nyt tøj.
Genbrugstøj kan være en billig måde at forny garderoben på. Du kan finde kvalitetstøj i god stand til halv pris, fx hvis sælgeren har lavet et fejlkøb og derfor kun sjældent eller aldrig har brugt tøjet. I vintagebutikker kan du også finde dyrt designertøj til billige penge.
Du skal stadig huske de gode vaner, når du køber genbrugstøj. Hvis genbrugstøjet ender ubrugt i skabet, er det tøjspild. Derfor skal du være kræsen, når du genbrugsshopper, og give tøjet videre, hvis du ikke får det brugt.
7. Lån og lej tøj
Skal du til bryllup, julefrokost, fødselsdag eller en anden fest? Så kan du låne eller leje tøj, som du ellers kun vil få brugt en sjælden gang i mellem.
Hvis du låner eller lejer tøjet, får du et flot outfit, du ikke har haft på før, uden du behøver købe nyt tøj. Du slipper også for, at tøjet fylder i skabet eller bliver umoderne, inden du får det brugt igen.
Du kan låne tøjet af venner, der bruger samme størrelse som dig, eller du kan leje fra en af de butikker, apps eller hjemmesider, der tilbyder tøjudlejning.
8. Når tøjet er slidt tøj op, skal det sorteres til genanvendelse eller affald
Hvis du vælger at skille dig af med tøj, der er i en stand, som andre kan bruge, skal det til genbrug.
Hvis tøjet er udtjent og har fået slid og huller, kan fibrene bruges til andre produkter. Du skal sortere dit slidte tøj som tekstilaffald, så det bliver sendt til genanvendelse.
Hvis du sorterer muggent tøj som tekstilaffald, kan det ødelægge alt det andet slidte tøj, der er sendt til genanvendelse. Derfor skal muggent tøj i restaffald, så det kommer til forbrænding.
Forbrugerrådet Tænk mener: Vi skal bekæmpe tøjspild
"Produktionen af tøj er en af de største miljø- og klimasyndere. Forbruget i EU er steget 40 procent mellem 1996 og 2012, og det forventes at stige med yderligere 63 procent frem til 2030.
Forbrugerrådet Tænk arbejder for, at der kommer en national handlingsplan for mindre tøjspild. Den kan evt. være en del af en større og tværgående plan for cirkulær økonomi.”
Vibeke Myrtue Jensen, Seniorrådgiver – miljø og transport
Tøj af genanvendt plastik kan være skidt for miljøet
En skjorte eller et par træningsbukser lavet af genanvendt plastik kan umiddelbart lyde som en god idé for den klima- og miljøbevidste forbruger, men virkeligheden er, at tøj af genanvendt plastik ofte gør mere skade end gavn.
Gummistøvler: Ingen er helt fri for uønsket kemi
Kemitesten viser, at alle gummistøvler til børn indeholder uønsket kemi. Nogle indeholder kun små mængder uønsket kemi, mens andre fund var større.
Undgå disse kemikalier i flyverdragter
Mange flyverdragter i vores test er gode valg, men en enkelt flyverdragt indeholder fluorstoffer. Se dem her.