smartwatches er ikke til børn
Gå til hovedindhold

Få adgang til hele tænk.dk

Bliv medlem

Tænk dig godt om, før du køber et smartwatch til dit barn

Med et smartwatch til barnet ved du altid, hvor barnet er, men husk at dit barn også har ret til privatliv, lyder det fra Børns Vilkår.

Morten Steiniche · Foto: Getty Images · 20. december 2024
smartwatches til børn kan være problematiske

‘Lad barnets første mobil være et smartwatch’, lyder det i reklamen fra en af landets største elektronikkæder. Smartwatches til børn er i butikkerne, men spørgsmålet er, om det er en god idé at udstyre barnet med sådan et, og hvad du eventuelt skal være opmærksom på, hvis du overvejer at gøre det.

Ifølge Kathrine Elmose Jørgensen, digital medieekspert hos Børns Vilkår, er det en dårlig idé at starte børnenes digitale liv med et smartwatch alt for tidligt.

“Det er en potentielt afhængighedsskabende teknologi, som ikke bør introduceres tidligt i børnenes liv,” siger hun og uddyber:

“Vores seneste rapport viser, at mange børn føler sig afhængige af deres smartphone, at de har svært ved at lægge den væk og har brug for hjælp til at kunne gøre det. Det her er bare endnu en ting, der udfordrer børnenes tid og deres evne til ikke at blive distraheret og være til stede i de analoge relationer og situationer, som de indgår i. Det er ikke nødvendigvis en hjælp til barnet at give det et smartwatch.”

Kathrine Elmose Jørgensen, hæfter sig også ved, at producenterne og forhandlerne blandt andet markedsfører smarturets GPS-funktion, som gør det muligt for forældrene altid at vide præcis, hvor barnet er.

“Det er problematisk, at smarturene sælges på gps-funktionen, så forældre kan følge og overvåge barnet. Det bidrager til en overvågnings- og frygtkultur,” siger hun gør opmærksom på undersøgelser, der viser, at børn i dag føler sig overvåget, hvilket “ikke er positivt eller tryghedsskabende”.

“Der er en tendens til, at forældrene vil følge med i alt, hvad børnene gør, så det er uheldigt at skrue endnu mere op for kontrollen.”

Hvis du som forældre har brug for at kunne komme i kontakt med dit barn, er det ifølge Børns Vilkår bedre at udstyre barnet med såkaldt dumbphone, altså en mobiltelefon, der ikke kan meget andet end at ringe og sms’e.

Mindre datahøst på smartwatch uden internet

Hvis du alligevel overvejer at købe et smartwatch til dit barn, skal du være opmærksom på, at smarture både fås med og uden internetadgang.

“Fordelen ved at vælge et smartur uden internet-adgang er, at forældrene har større kontrol med, hvad barnet gør, fordi barnet jo ikke kan gå på nettet,” siger Ida Daarbak Reislev, jurist i Forbrugerrådet Tænk.

“Vi ser også, at mange forældre starter med netop sådan et ur, fordi forældrene synes, at det er mere datasikkert, og det er det også, da der jo ikke kan blive delt data i lige så stor udstrækning fra smarturet,” fortsætter hun.

Vælger du omvendt at købe et smartwatch til barnet med internetadgang, kan der være præcis de samme udfordringer med datahøst og potentiel videregivelse af data, som der kan være med en smartphone – dog med det forbehold, at der jo plads til færre apps på et smartur, hvorfor datahøsten også vil være mindre.

Få hjælp til dit barns digitale verden

Husk, at du kan læse mere børns digitale liv, og hvordan du engagerer dig i det, på genvej.org. 

Hjemmesiden er lavet i et partnerskab mellem Ole Kirk’s Fond, Trygfonden og Forbrugerrådet Tænk i samarbejde med Red Barnet, Børns Vilkår, Mary Fonden og Medierådet for Børn og Unge samt en række andre aktører.

Besøg genvej.org her