Realkreditlån til sommerhuse: Her er der penge at spare
Realkreditlån til sommerhuset er dyre, men Forbrugerrådet Tænks test viser, at du kan spare flere tusinde kroner ved at vælge det billigste realkreditlån.
Vil du købe et sommerhus, og har du ikke har pengene stående til købet, er den billigste finansiering et realkreditlån.
Generelt er det, målt på de løbende omkostninger, dyrere at låne til sommerhuse end til ejerboliger. Renterne til lånet er de samme, men de løbende omkostninger, du skal betale herudover for lånet til sommerhuset, er højere, hvis belåningsgraden er over 30 procent.
”De løbende omkostninger afhænger i høj grad af, om der er tale om et lån med en fast rente, 5-årig rente eller kort rente – og om du betaler af på lånet eller ej, og ikke mindst hvor meget sommerhuset er belånt,” siger projektleder Emil Rosager Schaarup, der har testet, hvad det koster i løbende omkostninger at låne til et sommerhus.
Lån til sommerhuse er dyre
Når det generelt er dyrere at låne til sommerhuse end til ejerboliger skyldes det i nogle realkreditinstitutter, at bidragssatsene i de enkelte belåningsintervaller er højere for sommerhuse end for ejerboliger. Hos andre realkreditinstitutter skyldes det en anderledes opbygning af belåningsintervallerne.
Du skal også være opmærksom på, at der kan være forskelle mellem realkreditinstitutterne i forhold til, hvilke lån de tilbyder. Hos nogle institutter er det fx muligt at belåne sommerhuset op til 75 procent, og samtidig have afdragsfrihed, mens andre kun tilbyder afdragsfrihed ved en belåning op til 60 procent.
Alt dette betyder, at dit sommerhus belåningsværdi, dvs. den værdi realkreditinstituttet vurderer sommerhuset til at have, er vigtig at være opmærksom på. For den kan variere fra realkreditinstitut til realkreditinstitut.
"Det har stor indflydelse på, hvilken bidragssats, du ender med. Derfor kan det godt betale sig at indhente et par konkrete tilbud på realkreditlån og så vælge det der er billigst," forklarer Emil Rosager Schaarup.
Hold øje med forskellige belåningsintervaller
Den bidragssats, du skal betale, afhænger af, hvilken låntype du vælger, men den er samtidig bundet op på forskellige belåningsintervaller. Jo højere belåningsgraden er, desto højere bliver den bidragssats, du skal betale.
Når det drejer sig om ejerboliger, benytter alle realkreditinstitutterne sig af de samme belåningsintervaller: 0-40 procent, 40-60 procent og 60-80 procent. Men når det handler om fritidshuse, er intervallerne forskellige, og det har betydning for prisen på dit lån.
Hos Realkredit Danmark er intervallet for ejerboliger 0-40 procent, 40-60 procent, og over 60 procent. For fritidshuse hedder intervallerne 0-30 procent, 30-45 procent og over 45 procent.
I Realkredit Danmarks tilfælde betyder det fx. at bidragssatsen for at låne op til 60 procent for et fritidshus bliver den samme, som hvis du skulle låne op til 80 procent for en ejerbolig. Hos Totalkredit er bidragssatsen i belåningsintervallet 40-60 procent 1,15 procent for sommerhuse, mens den for samme interval er 0,85 procent for helårsboliger.
“Det er forvirrende, og noget man som forbruger skal være opmærksom på, når man planlægger sit køb af sommerhus, hvis man skal låne til det,” siger projektleder Emil Rosager Schaarup.
De højeste bidragssatser
Belåner du huset med over 60 procent, viser vores test af realkreditlån til sommerhuse, at du kommer til at betale de højeste bidragssatser, som du kan betale for noget realkreditlån.
”Realkreditselskabernes bidragssatser er generelt høje, og de er højere for lån til sommerhuse end til almindelige boliger ved belåning over 30 procent. Derfor er det vigtigt at være meget opmærksom på omkostningerne, når du låner til et sommerhus – især i en tid med stigende renter, for du risikerer både at komme til at betale forholdsvis høje renter og høje omkostninger,” siger Emil Rosager Schaarup og tilføjer:
”De danske forbrugere har været vant til faldende og meget lave boligrenter de sidste ti år. Derfor er det ikke alle, der har bemærket, at realkreditinstitutterne de sidste 10-11 år efter finanskrisen har hævet de såkaldte bidragssatser voldsomt med begrundelsen, at de skulle polstre sig i tilfælde af nye kriser. Men nu stiger renterne, og selv om bankerne er mere end velpolstrede, er der intet, der tyder på, at bidragssatserne bliver sat ned.”
Dette realkreditlån til sommerhus tildeles et Anbefaler
Hos Forbrugerrådet Tænk har vi siden 2013 løbende undersøgt realkreditmarkedet. I årene efter finanskrisen satte realkreditinstitutterne på skift bidragssatserne op, men siden 2016 har der ikke været nogen større ændringer i bidragssatser og kursfradrag, og priserne er stagneret på et historisk højt – og meget enslydende – niveau i alle fire realkreditselskaber.
Vil du se, hvilket lån til sommerhus er det billigste?
Få adgang til denne artikel og hele tænk.dk for kun 65 kr. om måneden.
Spar 10 % og få adgang i et helt år for kun 695 kr.
Sådan forhandler du en god aftale med din bank
Bankrådgiveren kan virke som en autoritet, men rådgiveren er også bankens sælger. Hvordan forhandler du den bedste aftale med din bank? Få hjælp her.
Konkurrencen fungerer ikke på realkreditmarkedet, og det koster boligejere dyrt
Danskerne skal ikke betale for bankernes rentefest
Mens bankerne nyder godt af en høj indlånsrente i Nationalbanken, må forbrugerne tage sig til takke med noget nær nul i rente på deres indlån. Derfor tjener bankerne lige nu milliarder – og forbrugerne betaler gildet.