Disse proteinpulvere med vaniljesmag smager bedst
Proteinpulver bliver ofte brugt som et bekvemmelig, kosttilskud, der tilfører ekstra protein til din samlede kost. Vi har testet vallebaseret og vegansk pulver for både indhold og smag.

Proteinpulver er et populært kosttilskud blandt træningsentusiaster, der ønsker at give kroppen et ekstra skud protein. Det rystes typisk op med vand og drikkes som et hurtigt supplement eller blandes i fx en smoothie for at give en større mæthedsfølelse.

Hovedkonklusioner af testen af proteinpulver
- Indholdet af protein og proteinkvaliteten er tilfredsstillende i alle proteinpulverne
- Der er stor forskel i smagen
- Mange af proteinpulverne har vildledende information på emballagen
Vi har testet 12 forskellige produkter med vaniljesmag. Syv af dem er lavet på valleprotein fra komælk. De resterende fem er veganske, og proteinerne er her udvundet fra eksempelvis soja, ærter, ris, hamp eller quinoa.
Disse mærker af proteinpulver har vi testet
Vi har testet proteinpulver fra producenterne BiotechUSA, Bodylab, Bulk, Heey!, Linus pro, Murph, Optimum Nutrition, Plantforce og Wispy.
Indholdet af næringsstoffer og tungmetaller er fint
Alle produkterne klarer sig fint i laboratoriet, hvor næringsindholdet er blevet analyseret. Det målte indhold af protein, fedt og kulhydrat er blevet holdt op mod det, der står på ingredienslisterne, og producenterne holder, hvad de lover, viser testen. Proteinpulverne indeholder også tilfredsstillende mængder af aminosyrer, og indholdet af tungmetaller er under de tilladte grænseværdier.
Vi har dog ikke testet optageligheden af næringsindholdet i produkterne.
Smagstest af proteinpulver gav blandede bedømmelser
De forskellige pulvere er blevet bedømt af en gruppe smagseksperter, der fik serveret pulverne blandet op med vand efter emballagens anvisning. Hvor alle produkterne kom igennem laboratoriet uden anmærkninger, fik de en mere blandet bedømmelse i smagstesten.
Det produkt, smagseksperterne var mest begejstrede for, beskrev de som havende en duft af fløde og citron, en milkshake-lignende konsistens og en eftersmag af mælkechokolade eller flødekaramel. Til sammenligning blev den dårligst bedømte pulverdrik beskrevet som grumset og klistret i konsistensen, og smagen ledte eksperternes tanker hen på alt fra margarine og popcorn til støv og hø.
Smagseksperterne
Her er de tre eksperter, der har bedømt testens proteinpulver for de sensoriske kvaliteter.
-
Agnes Qvortrup, sensoriker hos Landbrug & Fødevarer og sidder i sensorisk panel på Københavns Universitet.
-
Irene Heggem, bl.a. kok og sidder i sensorisk panel på Københavns Universitet.
-
Pia Snitkjær Bailey, lektor i ernæring og sundhed ved Københavns Professionshøjskole.
Vegansk proteinpulver
Sammenligner man de veganske pulvere med dem, der er lavet på valleprotein, klarer de veganske sig overordnet set lidt dårligere på smag, hvor de fleste får en middel karakter. Det bedst bedømte veganske produkt fik dog en god smagsbedømmelse og blev fremhævet for sine noter af nødder og chokolade.
Både de veganske produkter og dem med valleprotein har et tilfredsstillende proteinindhold for produktkategorien, og alle indeholder de aminosyrer, der er nødvendige for, at kroppen kan opbygge muskelmasse.
Proteinpulver er unødvendigt
Ifølge ekstern lektor i idrætsfysiologi ved Syddansk Universitet Morten Zacho er proteinpulver sådan set ikke et produkt, der er nødvendigt for nogen. Hvis du dyrker hård træning mange gange om ugen og ikke holder hviledage mellem træningerne, kan du dog opnå en større muskelmasse ved at øge dit proteinindtag, men der er ikke nogen sundhedsmæssige fordele ved at vælge proteinpulver frem for fødevarer med et naturligt højt proteinindhold såsom fx skyr, fuldkornsprodukter eller kylling. Det kan dog være et bekvemt alternativ, hvis du ikke har tid eller appetit til et rigtigt måltid.
Vildledende udsagn på pakkerne
Nogle producenter skriver på pakkerne, at deres proteinpulver er uden tilsat sukker eller palmeolie, eller at produktet har et højt proteinindhold. Alle tre påstande gør sig dog gældende for samtlige af de produkter, vi har testet. Du køber altså ikke nødvendigvis et særligt godt produkt ved at vælge et, der fremhæver disse egenskaber på emballagen.
Du skal være opmærksom på, at selvom der ikke er tilsat sukker til proteinpulverne, har alle et naturligt forekommende indhold af sukker. Du får altså ikke et sukkerfrit produkt.
Disse proteinpulvere smager bedst
Da proteinpulver ikke er et nødvendigt kosttilskud, særligt for størstedelen af befolkningen, anbefaler vi ikke bestemte produkter. Hvis du vælger at benytte proteinpulver som kosttilskud, er der dog på baggrund af testen og smagseksperternes bedømmelser nogle valg, der er bedre end andre.
Tak, fordi du læser med
Som medlem får du adgang til alle test og artikler på tænk.dk for
58 kr. / måned
Ved køb af 12 måneders medlemskab til 695 kr.