Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Titel

Tandbørstning: Skal det være med eller uden el?

Tandbørstning er vigtig. Men skal du vælge en almindelig eller en elektrisk tandbørste? Hvad er bedst til at få dine tænder rene?
Af Jesper Frydland-Raun
20. Maj 2020
eltandbørste eller almindelig tandbørste | Forbrugerrådet Tænk
Foto: Getty Images

Tandbørste: Er en elektrisk bedre end en almindelig?

Ifølge Tandlægeforeningen er der ikke noget entydigt svar. Begge typer tandbørster kan rengøre dine tænder tilfredsstillende. Vælg den løsning, du foretrækker, eller spørg din tandlæge til råds.

Elektriske tandbørster sparer ikke tid i forhold til de almindelige manuelle tandbørster.

Tænderne skal børstes i 2 minutter, og det kan være nødvendigt at supplere med tandtråd, uanset hvilken løsning du vælger.

Elektrisk tandbørste har flere fordele

Tandbørstningen bliver med en elektrisk tandbørste mere korrekt og ensformig. Fordelen ved den elektriske tandbørste er nemlig, at den laver alle bevægelserne for dig. Du skal derfor kun sørge for at bevæge eltandbørsten rundt mellem tænderne.

Eltandbørste gør også tandbørstningen mere dybdegående. På den måde forebygger du plak og bakteriebelægninger på tænderne.

Endelig kan timeren i tandbørsten hjælpe med til, at du rent faktisk børster tænderne de 2 minutter, som det anbefales.

Har du besluttet dig for at købe en elektrisk tandbørste, byder Forbrugerrådet Tænks test på flere valgmuligheder i forskellige prisklasser.

Test: Hvilken elektrisk tandbørste er bedst?

Læg mærke til driftstiden

Batteriet holder ikke lige længe på eltandbørster. Det viser Forbrugerrådet Tænks test.

Oplader du ikke tandbørsten på badeværelset mellem hver børstning, er driftstiden værd at lægge mærke til.

I Forbrugerrådet Tænks test kan du tjekke brugstid på en opladning i testresultatet for hver enkelt eltandbørste

Husk korrekte børstebevægelser

Eltandbørsten børster automatisk med de korrekte roterende, vibrerende eller pulserende bevægelser. Eltandbørsten kan i mange tilfælde varsle dig, hvis du børster for hårdt på tænderne. De ikke for hårde, roterende bevægelser skal du til gengæld selv stå for med den almindelige tandbørste.

Eltandbørsten kan derfor være en fordel for mennesker med dårlig finmotorik, som for eksempel børn eller folk med nedsat styrke i skuldre eller arme, eller bare en luksus for de mere bekvemmelige. 

Den snurrende fornemmelse fra den elektriske tandbørste kan få nogle til at foretrække den manuelle løsning. 

En almindelig tandbørste er bedre for miljøet

En almindelig tandbørste børster dine tænder fint rene, når blot du børster dine tænder rigtig. En almindelig tandbørste er også mindre miljøbelastende både i produktionen af den og når du bruger den end en elektrisk tandbørste med batteri.

Husk at den elektriske tandbørste skal smides ud som småt elektronik, så materialerne kan genvindes.

Den almindelige tandbørste skal derimod i plastaffald ligesom børstehovederne.