Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Social

Titel

Ansigtscremer med uv-filter erstatter ikke solcreme

Cremer med UV-filter erstatter ikke solcreme, men er bedre end ingen beskyttelse. Det er dog svært at se, hvor meget de reelt beskytter dig mod solens stråler.
Af Tage Majland
22. September 2016
Ansigtscremer med uv-filter erstatter ikke solcreme
Foto: iStockphoto

Ansigtscremer sælges som solbeskyttelse

Mange ansigtscremer indeholder – og markedsføres med – UV-filtre, der beskytter mod solen.

Modsat solcremer er der ikke klare retningslinjer for mærkning af solbeskyttelsesfaktor (UVB), eller hvor meget UVA-beskyttelse der skal være i disse cremer.

Derfor kan det være svært at vurdere, hvor meget nytte en creme kan være imod solen.

Test af solcremer: Find den bedste beskyttelse mod solen

Solbeskyttelse svinger markant fra creme til creme

Solfaktoren i uv-cremer er der stor forskel på, og du kan ikke altid regne med, at cremen holder, hvad den lover. Det viser Forbrugerrådet Tænks tidligere tests af BB-cremer og andre ansigtscremer med uv-filter.

Cremer med uv-filtre fortæller heller ikke altid på æsken, hvor meget solbeskyttelse, den giver dig. Det gør det svært at vide, om SPF ligger under den solfaktor 6, som EU minimum anbefaler at en solcreme skal have. En faktor 2 giver 50 procent beskyttelse mod solen, hvor faktor 10 beskytter 90 procent.

UV-ansigtscreme om sommeren er bedre end ingenting

Professor og overlæge Hans Christian Wulf fra Dermatologisk Afdeling på Bispebjerg Hospital er en stærk fortalere for at beskytte sig godt nok mod solen – og holde sig helt ude af den, når den skinner kraftigst i sommerhalvåret.

En solfaktor på to i en uv-creme er ikke ingenting. Den svarer til, at man er ude en hel dag men sparer sig for at være i solen mellem klokken 12 og 15, hvor den er stærkest.

Danskerne har en tendens til, at solen skal skinne meget, før solcremen kommer på. UV-filtre i ansigtscremer kan derfor være et supplement til den egentlige solbeskyttelse med solcreme på de tidspunkter af året, hvor der er behov for det.

UV-creme vil de færreste dog have behov for i vinterhalvåret, hvor mængden af sol er begrænset, og på hverdage, hvis de arbejder indenfor.

Problematiske solfiltre

Brug af cremer med solbeskyttelse på tidspunkter, hvor det ikke er nødvendigt, medfører unødig udsættelse for solfiltre, der kan være problematiske.

Nogle UV-filtre har vist hormonforstyrrende effekter i dyreforsøg.

Nye undersøgelser peger på at flere eventuelt kan påvirke sædcellers funktion. Det er ny viden, som vi endnu ikke ved, hvad betyder i praksis. Men det taler for, at det er fornuftigt kun at smøre sig med solfiltre, når det er nødvendigt.

Solen giver både brun hud og rynker

UV-stråler fra solen giver huden den solbrune farve. Men solen er sammen med rygning også de væsentlige årsager til at forøge hastigheden af den naturlige ældning af huden, og dermed at vi får rynker.

Solens UVA- og UVB-stråler medvirker begge til udviklingen af hudkræft og medfører forandringer i underhuden, så den med tiden bliver tyndere og mister sin elasticitet.

UVA-stråler trænger dybest ind i huden og kan skade bindevævet i huden, hvis man ikke beskytter sig mod solen med tøj og solcreme – eller holder sig i skyggen, når solen skinner mest.

De fire solråd

Det er heldigvis nemt at forebygge kræft i huden ved at følge disse 4 solråd:

  • Skygge
  • Solhat
  • Solcreme
  • Sluk solariet

Solrådene er opstillet i prioriteret rækkefølge. Følger du disse råd, undgår du forbrændinger og på længere sigt kræft i huden. Solrådene er udarbejdet af Kræftens Bekæmpelse.

Solbeskyttelse er overflødig i vinterhalvåret

Fra april og til slutningen af september skal du beskytte dig mod solen.

Men ikke i vinterhalvåret.

En sommerdag giver lige så meget UV-stråling som december og januar tilsammen.

Der er ikke behov for faktor i cremer hele året. Det giver en unødig kemisk påvirkning og risiko for allergi.

Kilde: Hans Christian Wulf, professor og overlæge på Dermatologisk Afdeling på Bispebjerg Hospital