Spar penge i hverdagen: Her er vores bedste sparetips
Gå til hovedindhold

Få adgang til alt indhold på tænk.dk, medlemsmagasinet og meget mere.

Bliv medlem

Spar penge i hverdagen: Her er vores bedste sparetips

Priserne stiger på alt fra dagligvarer til el, og du har måske brug for at kigge budgettet igennem. Disse overvejelser og ændringer i dine vaner kan give dig en sundere økonomi og spare dig penge.

Foto: Getty Images · 29. august 2022
Kvinde og mand kigger deres budget igennem på computeren

Imagecredit: Getty Images

Inflationen buldrer af sted. Priserne på stort set alt stiger. Økonomer har beregnet, at prisstigningerne kan koste en gennemsnitsbørnefamilie 30.000-35.000 kr. årligt - altså op mod 3.000 kr. pr. måned for en husstand.

Det er altså ikke underligt, hvis du oplever, at du bliver nødt til at gøre noget ved din økonomi og din husholdnings vaner.

Her finder du en række af vores bedste råd til at spare penge i hverdagen.

Energibesparelser

Energipriserne fylder meget i budgettet, men der er noget, du selv kan gøre for at holde forbruget nede.

Hvis du reducerer rumtemperaturen med én grad, kan det i et gennemsnitligt hus betyde et fald på 5 procent i varmebudgettet. Men skru ikke for langt ned: Hvis temperaturen kommer for langt ned, kan det øge risikoen for skimmelsvamp.

Energirenovering – også i det små – kan også være en fornuftig idé. Sørg fx for, at der bliver isoleret ordentligt rundt om vinduerne.

Fyld altid opvaske- og vaskemaskinen helt op, før du tænder. Har du en flexaftale med dit elselskab, så tænd først, når prisen på el er i bund. Du kan følge prisen på el via apps eller via Energistyrelsens hjemmeside.

Vær opmærksom på, hvad du har af energislugere i dit hjem. Lån fx et sparometer og se på de forskellige apparaters strømforbrug. Har du en gammel fryser, der står i strøm nede i kælderen, som du ikke har smidt ud, da du købte en ny, eller har du gamle fjernsyn kørende på børnenes værelser? Særligt ovne, frysere og tv kan trække meget strøm – de ældre modeller typisk mere end de nyere. Når du skal købe hårde hvidevarer, så vælg et produkt med et godt energimærke – så kan du mindske din strømregning.

Skift til LED-pærer. Det lyder som en ubetydelig ting – det er det ikke for dit elforbrug.  

Har du den bedste og billigste elaftale? For nogle kan der være penge at spare ved at skifte elselskab.

Elpris.dk er en prissammenligningsside, som skal hjælpe forbrugere med at sammenligne elselskaber og finde den leverandør, der kan give dig den bedste pris i forhold til dit forbrug. Det er Forsyningstilsynet, der står bag hjemmesiden, men det er elselskaberne selv, der indberetter oplysningerne på elpris.dk.

Vær opmærksom på, at det ikke er alt, du kan se på elpris.dk. Du kan fx ikke se abonnementspris og spottillæg for de enkelte leverandører. Brug eventuelt elpris.dk til at finde frem til 2-3 forskellige elleverandører og indhent tilbud på skrift. Sammenlign tilbuddene med din nuværende aftale og pris, før du skifter leverandør.

Spar på transporten

Der er penge at spare på benzinbudgettet, hvis du sænker farten, og fx kører 110 km/t i stedet for 130 km/t på motorvejen.

Fyld bilen op, når den skal ud og køre. Samkørsel kan give store besparelser.

Tænk over transportformen. Hvis du har under 20 km på arbejde, kan du måske cykle og samtidig spare fitnessabonnementet.

Spar på mad og indkøb

Beregninger viser, at man kan spare op til en femtedel af budgettet med madplaner.

Optimér madplanen og kombiner den med en indkøbsliste, så du kan bruge rester fra den ene dag til aftensmaden den næste. Derved får du købt mindre ind og undgår at smide en masse mad ud.

Mange gange, når vi går efter et tilbud, lader vi os friste af andre varer i butikken – det er formålet med tilbuddene – men skriv en indkøbsseddel og hold dig til den.

Gå på tilbudsjagt, men hold øje med at du ikke samtidig kommer til at betale tilsvarende mere for de andre varer. I julen 2021 så vi, hvordan supermarkederne satte prisen på smør helt i bund for at lokke kunderne ind i butikken. Til gengæld satte de priserne op på andre varer.

Erstat kød med grøntsager. Og indfør evt. en ugentlig sparedag, hvor menuen er en omelet, grød eller en anden billig ret.

Skil dig af med unødvendige abonnementer

En undersøgelse fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen viser, at hver femte forbruger har et abonnement, som de ikke bruger eller ikke får nok ud af.

Man glemmer, man har dem, og går dermed og betaler for noget, man ikke bruger. Prioritér dine abonnementer, gå dem igennem – og få afmeldt dem, du ikke bruger, eller som ikke giver værdi.

Husk, at mobilabonnementet også er en fast post på de fleste budgetter. Tjek, om du kan få et billigere abonnement – enten hos samme teleselskab eller hos et andet. Overvej også, om du betaler for mere data eller taletid, end du har behov for, eller om dit abonnement giver dig adgang til film, musik eller læsestof, som du egentlig ikke bruger.

Spar penge på tv og musik

Tv-pakker og streamingtjenester til musik og tv løber let op – især hvis du har mange af dem. Og du betaler måske for tjenesterne flere gange, for eksempel både via dit mobilabonnement og dit bredbånd.

Tjek, om du betaler du for noget, du ikke har brug for.

Find den bedste og billigste forsikring

Du skal ikke betragte din forsikring som et endeligt produkt, du har købt den dag, du har indgået aftalen. En forsikring er en løbende aftale, og forsikringsselskabet kan løbende ændre i både priser og vilkår. Den forsikring, som var en god handel for et år siden, er ikke nødvendigvis en god handel et år senere.

Tjek derfor med jævne mellemrum, om du kan få bedre og billigere forsikringer hos et andet selskab.

Tjek også løbende, om du betaler for dækning, du ikke længere har brug for. Det kan fx være, du skal droppe kaskoforsikringen på din bil, hvis den er gammel og ikke længere er så mange penge værd.

Undgå at betale for meget for din bank

Banken er ikke en gratis service – du betaler for lån, indestående, pensioner og forsikringer gennem gebyrer og renter.

Prisen på renter og gebyrer varierer fra bank til bank, og der kan være mange penge at spare ved at finde en bedre aftale hos en anden bank.

Du kan også forsøge at forhandle med din nuværende bank om dine priser.

Køb brugt

Du kan tit spare penge ved at købe brugt – eksempelvis tøj, møbler, bøger, elektronik, cykler og biler.

Du kan finde mange brugte varer på nettet. Vær dog opmærksom på, at du ikke altid kan fortryde dit køb eller få pengene tilbage, når du køber brugt.

Har du brug for hjælp?

Har du dyre forbrugslån eller kviklån? Er du endt i gæld, du ikke kan slippe ud af? Og har du svært ved at få overblik over din økonomi?

Forbrugerrådet Tænks Økonomi- og Gældsrådgivning giver fortrolig, gratis og uvildig rådgivning til dig med lav indkomst, lavt rådighedsbeløb og stor gæld.

Læs mere her