Palmeolie: Vær opmærksom på disse 10 madvarer | Forbrugerrådet Tænk
Gå til hovedindhold

Få adgang til hele tænk.dk

Bliv medlem

Palmeolie: Vær opmærksom på disse 10 madvarer

Vegansk ost, pizzatopping og margarine. Der er palmeolie i meget mad, selv om det er usundt og skader miljøet. Her får du hjælp til at undgå det.

Signe Funch Madsen · Foto: Getty Images · 9. oktober 2019
palmeolie

Kan du undgå palmeolie?

Palmeolie findes i rigtig mange forskellige slags madvarer. Det kan derfor være svært at slippe helt for palmeolie i maden.

Palmeolie findes dog ofte i bestemte typer produkter, som du kan fravælge, hvis du vil skære ned på dit indtag af palmeolie.

Disse produkter har højt indhold af palmeolie

Pizzatopping

Revet pizzatopping er ikke ost, selv om det står ved siden af osten i supermarkederne. Ofte er mælkefedtet i pizzatopping nemlig erstattet af palmeolie.

Pizzadej og frysepizzaer

Forarbejdede madvarer som pizzadej og frysepizza indeholder ofte meget palmeolie for at forbedre konsistensen.

Kopnudler

En stor del af kop- og instantnudlers samlede vægt er ofte palmeolie.

Færdigretter

Mange af de færdigproducerede retter, du kan købe i supermarkederne, - for eksempel supper og gryderetter – indeholder meget palmeolie. Det gælder også for frostvarer.

Margarine

Rigtig mange margarineprodukter indeholder planteolier i store mængder. Ofte er de baseret på palmeolie, men der findes også margarine uden.

Chokolade og nøddecreme

Noget chokolade - især billige varianter - indeholder palmeolie for at forhindre, at den smelter hurtigt. Det samme gælder mange nøddecremer, da palmeolie kan gøre konsistensen glat og cremet. 

Småkager og kiks

Færdigpakket bagværk som kiks, småkager, kokostoppe og lignende, indeholder ofte palmeolie for at forbedre konsistensen. Vær også opmærksom på produkter, hvor kiks kun er en del af produktet  -  for eksempel vaflen i færdigpakkede vaffelis.

Færdigpakket brød

Palmeolie bruges sommetider som fedtstof i brød, fordi palmeolie er et billigt alternativ til andre fedtstoffer. Vælg brød uden palmeolie eller bag dit eget. 

Lakridskonfekt

Der er ofte vegetabilsk olie – som palmeolie og kokosolie – i lakridskonfekt.

Vegansk ost

Palmeolie bruges i nogle typer vegansk ost som erstatning for mælkefedt og for at give en konsistens, der minder om mælkebaseret ost.