Müsli: Dette er forskellen på granola og müsli
Granola er for alvor dukket op i supermarkederne inden for de seneste år, men hvad er egentlig forskellen på granola og müsli?
Granola - gammelt produkt med nyt navn
Forbrugerrådet Tænk har testet 132 forskellige müslier, og en god del af dem er markedsført under navnet "granola".
Ristet müsli har stået på hylderne i mange år, men det er ifølge analysechef i Coop, Lars Aarup, relativt nyt, at så mange af produkterne markedsføres under navnet "granola".
Ifølge Lars Aarup er det inden for de seneste fem år, at ristet müsli under navnet granola for alvor er blevet et populært produkt på hylderne.
Granola er det amerikanske navn for ristet müsli, og det blev opfundet helt tilbage i 1800-tallet i USA.
I Danmark kaldes en del ristede müslier også for 'crunch' eller 'crunchy müsli'.
Er müslien ristet eller ej
Den grundlæggende forskel på müsli og granola er, om produktet er ristet eller ej:
- Müsli: Ikke ristet eller bagt
- Granola: Ristet eller bagt
Ofte er granolaen ristet i sukker og fedtstof, men der er ikke nogen faste regler. Enkelte produkter kalder sig også for granola, selv om de ikke er ristede.
Kendetegn for müsli
- Uristet
- Baseret på havre- eller speltflager
- Måske tilsat nødder, frø, tørret frugt eller tørrede bær
- Kan indeholde chokolade
Kendetegn for granola
- Ristet eller bagt (ofte i sukker)
- Baseret på havre- eller speltflager
- Tilsat fedtstof, og har derfor ofte højt fedtindhold
- Måske tilsat nødder, frø, tørret frugt eller tørrede bær
- Kan indeholde chokolade
Disse morgenmadsprodukter dumper
Mange morgenmadsprodukter er fyldt med meget sukker, salt og fedt. Det viser vores test, hvor vi dumper 12 produkter på grund af deres næringsindhold.
Her er de bedste müsli
Müsli kommer i mange forskellige varianter. Nogle er rigtig gode ernæringsmæssigt, mens andre har højt indhold af sukker og fedt. Se de bedste her.
Emballagen på din morgenmad kan snyde dig
Nogle producenter går lige til stregen, når de på emballagerne markedsfører morgenmadsprodukterne. Farvevalg, billeder og egne fuldkornsmærker, kan nemlig snyde dig til at tro at din morgenmad er et godt valg ernærringsmæssigt.