Müsli: Pas på sukkeret
Müsli kan være en god og mættende begyndelse på dagen, men pas på sukkerindholdet, hvis du ikke vil indlede dagen med det rene slik.
Hold øje med sukkerindholdet
Müsli kan være en god og mættende morgenmad, men müsli indeholder ofte meget sukker, uden du er klar over det.
Sukkerindholdet i nogle müsliblandinger er højt, fordi producenterne tilsætter sukker. Men der kan også være meget sukker i müsli, selv om der ikke er tilsat ekstra sukker.
Rosiner, tørrede dadler, tranebær og andet tørret frugt har nemlig et højt indhold af frugtsukker. Her får du hjælp til at undgå for meget sukker i din müsli.
Tjek næringsdeklarationen for sukker
Næringsdeklarationen skal stå på færdigpakket mad. Den fortæller dig om din vares sammensætning af energi, fedt, mættede fedtsyrer, kulhydrat, sukker, protein og salt.
Sukkerindholdet i din müsli skal du derfor tjekke på næringsdeklarationen. Du finder typisk næringsdeklarationen bag på emballagen på müsli og andre madvarer.
Vælg müsli med Nøglehullet
Nøglehulsmærket er et officielt ernæringsmærke, der blandt andet stiller krav til sukkerindholdet i mad. For at morgenmadsprodukter som müsli kan få mærket, må produktet højst indeholde 13 gram naturligt sukker per 100 gram og 9 gram tilsat sukker per 100 gram.
Müsli, der er mærket med Nøglehullet, kan du derfor gå efter, hvis du vil være sikker på at vælge en müsli uden et for højt indhold af sukker.
Vælg en müsli med fuldkornsmærket
Fuldkorn har et højt indhold af fibre, vitaminer og mineraler, som er sunde for dig. Vil du være sikker på, at din müsli er rig på fuldkorn, er fuldkornsmærket et godt udgangspunkt.
Müsli kan få fuldkornsmærket, hvis produktet indeholder mindst 65 procent fuldkorn ud af de tørre ingredienser.
Fuldkornsmærkede produkter skal desuden overholde reglerne for Nøglehulsmærket. Det gør, at du kun finder fuldkornsmærket på ernæringsmæssigt sunde produkter.
Gå efter müsli, der ikke er sukkerristet
Granola og andre knasende typer müsli er bagt eller stegt i sukker for at få den knasende effekt og søde smag. Derfor indeholder knasende müsli ofte mere sukker end müsli, der ikke knaser.
Knasende müsli skal du derfor ikke vælge, hvis du vil undgå et højt sukkerindhold. Især, hvis der også er tørret frugt i granolaen. Tørret frugt indeholder nemlig meget sukker.
Højt fiberindhold kan betyde meget sukker
Müsli, der fremhæver et højt indhold af kostfibre på pakken, kan indeholde meget sukker.
Fibermüsli gemmer ofte på en blanding af hvedeklid, dadler og rosiner . Hvedeklid tilfører müslien kostfibre, mens dadler og rosiner indeholder meget sukker.
Vær derfor ekstra opmærksom på sukkerindholdet, hvis din müsli fremhæver et højt fiberindhold.
Brug müsli som topping
Sukkeret kan du begrænse, hvis du bruger müsli som topping på dine havregryn eller mælkeprodukter som yoghurt og skyr i stedet for at spise müslien rent.
Husk også at tjekke sukkerindholdet i mælkeproduktet, da der også kan være et højt indhold af sukker i for eksempel frugtyoghurt og skyr.
Disse morgenmadsprodukter er bedst i test
Flere morgenmadsprodukter i vores test indeholder for meget sukker, salt og fedt, men der er heldigvis også produkter med et højere indhold af kostfibre og fuldkorn.
Havregryn: Hvad skal du gå efter?
Mange danskere spiser havregryn, især til morgenmad. Men hvilke forskelle er der på de forskellige slags gryn?
Her er de bedste müsli
Müsli kommer i mange forskellige varianter. Nogle er rigtig gode ernæringsmæssigt, mens andre har højt indhold af sukker og fedt. Se de bedste her.