Hvad er matcha-te?
Matcha-te er en traditionel japansk grøn te, der laves af et fint pulver. Men hvad består pulveret af, hvordan laves det, og kan du bruge matcha til andet end te?
Vi har tidligere testet matcha-te. Vi testede i alt ni produkter, hvoraf seks var matcha-pulver og tre var grøn te med matcha.
Testen er ikke længere tilgængelig, fordi flere af de testede produkter ikke længere er på markedet. Men med udgangspunkt i vores test, kan du Læse om:
- Matcha-pulver laves af teblade
- Matcha-te kan indeholde sprøjtemidler og mineralske olier
- Sprøjtemidler og mineralske olier i økologisk matcha
- Er der uønsket kemi i matcha te?
Matcha pulver laves af teblade
Matcha er et grønt pulver lavet af særligt udvalgte grønne teblade, der langsomt og forsigtigt knuses til et pulver, så teen ikke bliver opvarmet under knusningen.
Pulveret opløses direkte i vand under omrøring med et særligt piskeris. På den måde bliver det til en grøn te, som har en diskret, frisk smag, der kan være en smule bitter.
Matcha-pulveret kan også bruges til andet end te. Det kan for eksempel give farve og smag til is, chokolade eller en dessert, eller det kan drysses på kager.
Prisen på is, smoothies, desserter og kager kan dog hurtigt ryge i vejret, hvis du tilsætter større mængder matcha pulver.
Matcha-te kan indeholde sprøjtemidler og mineralske olier
Matcha-pulver fremhæves ofte som en sund ’superfood’, men vores test viste, at matcha kan indeholde pesticidrester og mineralske olier.
I et produkt fandt vi rester af ti forskellige pesticider. Indholdet af hvert enkelt pesticid var inden for grænseværdierne, men vi mener, at ti forskellige pesticider er unødvendigt mange.
Testen viste også, at det er muligt at lave matcha helt uden rester af sprøjtemidler og med et meget lille indhold af mineralske olier. Ingen af produkterne var helt fri for mineralske olier.
Umiddelbart vil du indtage relativt små mængder sprøjtemiddel og mineralsk olie fra den mængde af pulver, der bruges til en kop te. Men matcha-te kan bidrage til din samlede udsættelse for uønsket kemi i hverdagen (den såkaldte cocktaileffekt), og det kan blive problematisk på længere sigt.
Hvad er mineralske olier?
I testen analyserede vi indholdet af de mineralske olier MOSH/POSH og MOAH.
Stofgruppen MOAH er mistænkt for at være kræftfremkaldende. Stofgruppen MOSH kan ophobe sig i dine organer.
Mineralske olier- hvad er det?Sprøjtemidler og mineralske olier i økologisk matcha
Der var flere økologiske produkter i testen, men du kan ikke være sikker på at undgå pesticider ved at købe økologisk matcha te. Vi fandt nemlig rester af pesticider i flere økologiske varianter.
En af de økologiske matcha-te havde endda testens højeste koncentration af pesticidet anthraquinon, der er klassificeret som muligt kræftfremkaldende.
Teen havde også testens højeste indhold af mineralske olier.
Pulver kan være dyrere end tebreve
Matcha-pulver til te er traditionelt en eksklusiv drik. Prisen på de varianter af matcha-pulver, vi har testet, ligger mellem 87 og 270 kroner for 100 gram.
Traditionelt drikkes matcha te i små kopper med mellem 60 og 80 ml vand, hvor der bruges 2 gram matcha-pulver (cirka en teskefuld) til en kop te.
100 gram matcha-pulver giver altså cirka 50 små kopper matcha-te. Det giver en pris pr. kop fra 1,74 kroner for det billigste matcha-pulver til 5,40 kroner for det dyreste.
Et tebrev med almindelig grøn te koster typisk to-tre kroner, men kan også være meget dyrere, hvis det er en eksklusiv te. I testen kostede de tre varianter af grøn te med matcha fra 1,66 til 2,55 kroner pr brev.
Grøn te med matcha kan altså være billigere end matcha-pulver, men er det ikke nødvendigvis.
Test har før vist pesticider i superfood
”Selvom såkaldt 'superfood' som matcha-te typisk sælges som særligt sundt og godt for helbredet, så er det ikke sikkert, at det nødvendigvis er fri for uønsket kemi. Det gælder desværre også de økologiske produkter. Det har vi tidligere set i test af chiafrø og nu igen i matcha-te. Det er dog vigtigt at understrege, at det ikke er pesticider eller mineralske olier i den enkelte fødevare, der i sig selv er sundhedsskadeligt. Men de kan bidrage til den samlede udsættelse for problematiske stoffer, som du møder fra mange kilder i din hverdag.”
Gitte Sørensen, testansvarlig i Forbrugerrådet Tænk
Disse espressomaskiner er Bedst i Test
Hvilke espressomaskiner er Bedst i test? Se hvilke manuelle og automatiske espressomaskiner, som klarer sig bedst i vores test.
Disse typer af espressomaskiner anbefaler ejerne
Fuldautomatisk, semiautomatisk, manuel eller kapsel. Espresso-maskiner kommer i mange typer, men hvilken holder bedst og hvilken anbefaler kaffeelskerne?
Skal du vælge automatisk eller manuel espressomaskine?
Du kan købe espressomaskiner som er automatiske eller manuelle. Men er der forskel på kvaliteten af den kaffe de brygger og er alle de avancerede funktioner og kaffeprogrammer pengene værd