Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Social

Titel

Hummus: Er det bæredygtigt?

Hummus stammer oprindeligt fra Mellemøsten, og er blevet budt velkommen på danskernes menukort. Hummus er både mættende, billig og bæredygtig.
Af Lars Nøhr Andresen
3. August 2020
hummes er det bæredygtigt - mennesker spiser hummus| Forbrugerrådet Tænk
Foto: Getty Images

Det består hummus af

Hovedingrediensen i hummus er kogte kikærter. 

Kikærter er en proteinholdig bælgfrugt, der som andre bælgfrugter anbefales som et bæredygtigt alternativ til kød og anden protein. 

Klimabelastning fra bælgfrugter er lav i forhold til belastningen fra kød. 

De kogte kikærter blendes med vand, citronsaft, tahin (sesampasta), hvidløg, salt og krydres typisk med stødt korianderfrø. 

Konsistensen af hummus kan være grov, hvor man kan fornemme kikærterne, eller hummusen kan blendes helt fint. 

Klimavenlig mad: Sådan spiser du klimavenligt

Kikærter er gode for klimaet

Kikærter og andre bælgfrugter er en kilde til protein, der belaster klimaet langt mindre end kød. 

Ifølge beregninger fra den grønne tænketænk Concito, belaster oksekød klimaet 40 gange mere end bælgfrugter, når man sammenholder med det samme antal kilokalorier. 

Kylling har en klimabelastning, der er 11 gange højere end bælgfrugter i forhold til energiindholdet. 

Danskerne spiser meget kød sammenlignet med andre lande, og især lande som Indien og Pakistan spiser mange bælgfrugter og langt mindre kød. 

Hummus: Se testen af 10 færdiglavede hummus fra køl 

Hummus er god dip eller pålæg

Oprindeligt serveres hummus med olivenolie og bruges som dyppelse til pitabrød. 

Mere fast hummus kan du også bruge som pålæg eller til at smøre på brødet i stedet for smør eller mayonnaise med pålæg ovenpå. 

Hummus egner sig også udmærket som tilbehør til mange danske retter som for eksempel frikadeller. 

Fast hummus kan erstatte for eksempel kartofler, mens en mere flydende hummus kan fungere som det våde element på tallerkenen. 

Hummus: Disse er Bedst i test 

Billigt at lave selv

Forbrugerrådet Tænk har testet 10 slags hummus fra på køl i supermarkeder, og de koster fra 50 til 171 kroner kiloet. 

Hjemmelavet hummus kan laves til en kilopris på cirka 30 kroner alt efter opskrift og prisen på ingredienserne. 

En typisk opskrift på et kilo klassisk hummus er: 

  • 700 gram kogte kikærter 
  • Ca. 1,5 dl kogelage
  • 100 gram tahin
  • Saft af to citroner
  • 2 fed hvidløg
  • Stødt koriander
  • Salt

Højt fedtindhold i mange hummus på køl

Hummus kan varieres med krydderier, grøntsager og krydderurter. 

Supermarkederne har ofte flere forskellige varianter på køl.

Oprindeligt tilsættes der ikke olie til hummusen, men der bliver hældt olivenolie oven på hummusen ved servering. 

I de 10 testede hummus er der tilsat olie til de 9 af produkterne, hvilket giver et fedtindhold på mellem 13-31 gram pr. 100 gram hummus. 

1 hummus er ikke tilsat olie og indeholder dermed kun fedt fra sesampastaen. Fedtindholdet i denne hummus er på 8 gram pr. 100 gram hummus. 

I hjemmelavet hummus er det nemt at holde fedtindholdet lavt ved ikke at tilsætte olie men i stedet bruge vand eller kogelage fra kikærterne til hummussen.