Hvor sunde er chiafrø? - indhold af Omega 3, protein, pesticid mm
Gå til hovedindhold

Få adgang til alt indhold på tænk.dk, medlemsmagasinet og meget mere.

Bliv medlem

Det skal du vide om chiafrø

Chiafrø er en populær vare på det danske marked, og frøene får meget omtale for deres sundhedsmæssige fordele. Men hvad indeholder chiafrø egentlig?

Lars Nøhr Andresen · Foto: iStock · 19. april 2024
Chiafrø

Chiafrø kommer fra en plante i myntefamilien og stammer oprindeligt fra Sydamerika.

Chiafrøene er på kort tid blevet populære herhjemme på grund af frøenes sunde egenskaber. Mange blander frøene med yoghurt for at lave chiagrød eller putter dem i smoothies eller bagværk. 

Frøene hyldes som en ”superfood” på grund af frøenes høje indhold af omega-3-fedtsyrer, protein og fibre. Men hvad er chiafrø godt for, og er det en "superfood"? Få svaret her.

Chiafrø er en kilde til omega-3

Producenterne markedsfører ofte chiafrø som en kilde til omega-3-fedtsyrer. Omega-3-fedtsyrer er gode for hjerte, hjernen og synet.

Chiafrø, hørfrø, valnødder og grønkål er eksempler på vegetabilsk mad, som indeholder omega-3-fedtsyren alfalinolensyre (ALA). Det er en vigtig fedtsyre, som kroppen ikke selv kan danne.

Fisk indeholder de vigtige omega-3-fedtsyrer EPA og DHA. Dit stofskifte kan omdanne ALA - fx fra chiafrø - til EPA og DHA. Men det er kun en lille del af ALA, din krop kan omdanne til EPA og DHA.

Sådan får du mest EPA og DHA

Indholdet af ALA i chiafrø ligger på cirka 20 gram pr. 100 gram. Det er et højt indhold i forhold til andre frø, nødder og planter.

15 gram er den mængde chiafrø, Den Europæiske Fødevaresikkerhedsmyndighed maksimalt anbefaler dig at spise om dagen. Spiser du 15 gram chiafrø, omdanner din krop indholdet af ALA i disse 15 gram til cirka 0,3 gram EPA og DHA. 

100 gram laks, som er vægten på en typisk laksesteak, indeholder til sammenligning cirka 2 gram af fedtsyrerne EPA og DHA.

En laksesteak er altså en bedre kilde til EPA og DHA end de 15 gram chiafrø.

Chiafrø gør dig ikke sund

Chiafrø anprises ud over indholdet af omega-3-fedtsyrer også med et højt indhold af fibre og protein, men du har ikke nødvendigvis brug for at spise særlig proteinrig mad. 

Chiafrø har en god næringssammensætning, og de kan være en god – men meget lille – brik i en sund og varieret kost.

Da det anbefales at spise en begrænset mængde af dem, fylder de ikke meget i det samlede billede af din mad.

Chiafrø kan indeholde pesticidrester

Forbrugerrådet Tænk testede i 2017 10 slags chiafrø købt i danske supermarkeder og helsekostbutikker for indhold af tungmetaller og rester af sprøjtemidler.

Tungmetaller var der ikke problemer med, men kun 3 af de 10 testede chia­frø indeholdt slet ikke rester af sprøjtemidler. De 3 produkter, der ikke indeholdt rester af sprøjtemidler, var alle økologiske.

3 slags chiafrø blev meldt til Fødevarestyrelsen

Økologiske chiafrø må modsat konventionelle chiafrø slet ikke indeholder rester af sprøjtemidler, men det gjorde ét af de økologiske produkter.

Derudover indeholdt to produkter rester af sprøjtemidler, der var over grænseværdierne.

De tre produkter, der indeholdt for mange sprøjtemidler, anmeldte vi til Fødevarestyrelsen.