Må der være alkohol i alkoholfrie øl?
Gå til hovedindhold

Få adgang til alt indhold på tænk.dk, medlemsmagasinet og meget mere.

Bliv medlem

Øl uden alkohol: Hvornår må den kaldes alkoholfri?

Selv om navnet antyder det, kan du ikke være sikker på, at der ikke er alkohol i din alkoholfrie øl – og det er ikke altid tydeligt på emballagen, hvad alkoholprocenten er.

Lars Nøhr Andresen · Foto: Thomas Dahl · 16. maj 2022
Alkoholfri øl fra forskellige mærker.

Alkoholprocenten i alkoholfrie øl skal ikke være på 0 procent, den må være op til 0,5 procent før, at en øl ikke længere må betegnes alkoholfri. Sådan er reglerne.

Indtil 2014 var reglen, at indholdet af alkohol skulle være under 0,1 procent, men grænsen blev sat op af politikerne, og det har betydet, at udvalget af alkoholfrie øl er steget markant.

Alkoholprocenten har betydning for smagen

Vi har testet alkoholfrie øl. Fem eksperter og over 100 forbrugere har blindsmagt øllene. Vi har også kontrolleret alkoholprocenten og testet for indhold af glyfosat – Kendt som sprøjtemidlet Raundup.

De øl, som klarer smagstesten bedst har alle en alkoholprocent på over 0,2 procent, så noget tyder på, at muligheden for at hæve alkoholprocenten en smule gør det nemmere for brygmestrene og bryggerierne at lave smagfulde øl.

Svært at se om der er alkohol i

Der kan være religiøse eller sundhedsmæssige grunde til, at du helt vil undgå bare et lille indhold af alkohol i din øl. Ordet ‘alkoholfri’ signalerer, at der ikke er alkohol i øllen, men grænsen i Danmark er som bekendt 0,5 procent alkohol.

Hvis du vil være helt sikker på, at der slet ikke er alkohol i den alkoholfri øl skal du i flere tilfælde nærstudere det med helt småt på etiketten. Nogle øl signalerer tydeligt på fronten af etiketten, at der er fx 0,5 procent i øllen, mens det på andre øl kun står med småt på siden af øllen.

Alkoholfri øl med deklaration af indhold.
Der er stor forskel på hvor tydelig alkoholprocenten er angivet. 

På Mikkeller Weird Weather står der med meget småt på bagsiden ved deklarationen – som det eneste sted – at øllen indeholder 0,3 procent alkohol, mens det fremgår meget tydeligt på Royal økologisk alkoholfri hvede, at der er 0,5 procent alkohol i til trods for navnet alkoholfri, og alkoholprocenten er nævnt flere steder på dåsen.

De alkoholfrie øl holder den procent de lover

Vores laboratorietesten viste, at ingen af øllene i testen havde et højere indhold af alkohol end det deklarerede og ingen af øllene havde mere end 0,5 procent alkohol. 

Flere af øllerne havde en målt alkoholprocent, som lå noget under det, som var angivet på emballagen.

Forskellige alkoholgrænser i andre lande

Grænserne for alkoholindhold i alkoholfrie øl varierer fra land til land. Du skal derfor være opmærksom hvis du køber alkoholfri øl i andre lande.

I Norge er grænsen fx 0,7 procent, mens den i Sverige og Tyskland er 0,5 procent.

Forbrugerrådet Tænk mener: Alkoholprocenten skal være tydelig

"Vi ser en stor variation i, hvor og hvor stort producenterne skriver alkoholprocenten på deres øl. For at minimere den tvivl, som er blandt nogle forbrugere, opfordrer vi branchen til at sikre, at alkoholprocenten altid fremgår tydeligt på etiketten på øllens forside.

Alkoholprocenten bør fremgå med samme tydelighed som ordet alkoholfri. Vi anser det som en positiv udvikling for folkesundheden, at udbuddet af alkoholfrie øl er blevet både bedre og større, så det bliver et reelt og attraktivt alternativ til den almindelige øl,”

Stine Vuholm, Fødevarepolitisk medarbejder, Forbrugerrådet Tænk