Undgå bakterier: Gør køleskabet rent i 6 trin
Bakterier, der kan gøre dig syg, trives i køleskabet. Men hvor gemmer bakterierne sig? Og hvordan forebygger du, at de ender i din mad?
Bakterier stortrives i køleskabet. Der er nemlig mange gemmesteder, som kan være nemme at overse, når du gør rent i køleskabet.
Skimmelsvamp, mug og bakterier fra gamle madrester i dit køleskab kan i værste tilfælde gøre dig syg.
Hold derfor en god hygiejne i køleskabet. I bunden af artiklen får du 6 tips til, hvordan du gør dit køleskab rent.
Lav temperatur bremser bakterierne
Køleskabets temperatur skal højest være 5 grader. Bakterier spreder sig nemmere, hvis temperaturen kommer højere op.
Tjek temperaturen med et termometer og husk at måle flere steder i køleskabet.
Mælk og kød skal du placere, hvor der er koldest i køleskabet. På den måde formerer bakterierne sig langsommere.
Bakterier er nemme at overse
Bakterierne forsvinder kun ved en grundig rengøring. Vask køleskabet 1 gang om måneden - og tør jævnligt hylder og andre dele af, når de trænger.
Afløbsrenden og afløbshullet bagest i køleskabet under køleelementet er steder, hvor du let kan glemme rengøringen. Det er et godt sted for bakterier at yngle, fordi der er masser af væske og madrester.
Bakterierne overføres til den mad, som står bagest i køleskabet op ad afløbsrenden.
Lugter køleskabet, selv om du har gjort det rent? Så kan det skyldes madrester i afrimningsskålen.
Undgå, at bakterierne spreder sig
Jord fra kartofler, porrer og andre grøntsager er en af kilderne til bakterier i køleskabet. Bakterierne kan let overføres til andre madvarer. Rens derfor grøntsagerne for jord, inden de kommer i køleskabet.
Opbevar dine grøntsager i en grøntsagsskuffe, så de er adskilt fra kød. Sørg også for at pakke råt kød og fisk ind i lukkede beholdere, så der ikke kommer bakterier hverken ind eller ud af beholderen.
Sådan opdager du bakterier
Slim, vand og mug fra rådne grøntsager er tegn på, at køleskabet trænger til en rengøring.
Skimmelsvamp kan du genkende som sorte og grå pletter inde i skabet. Vær opmærksom på, at skimmelsvamp kan gemme sig i sprækker og lignende steder i køleskabet.
Sådan gør du køleskabet rent i 6 trin
- Sluk og tøm køleskabet. Hvis du har en køletaske kan du lægge varmefølsomme madvarer i den. Kød og mælkeprodukter har nemlig ikke godt af at stå ude ved stuetemperatur.
- Vask køleskabet både udvendigt og indvendigt med varmt vand og opvaskemiddel og skyl efter med koldt vand.
- Rens afløbshullet bagerst i køleskabet i renden under køleelementet med en vatpind eller piberenser.
- Fjern madrester og lignende fra renden under køleelementet, så vandet igen kan løbe fra.
- Køleskabet bruger mere strøm, hvis der er is på køleelementet. Isen burde være tøet op, når du har gjort køleskabet rent. Er der stadig is i køleskabet, så lad køleskabsdøren stå åben, indtil isen er smeltet.
- Luk køleskabsdøren og tænd for køleskabet, når køleskabet er tørt. Hvis du kun gør en enkelt hylde ren, behøver køleskabet ikke at være slukket.
Køleskab: 5 problemer du selv kan løse
Lugter dit køleskab, er varerne bagerst på hylden ofte våde, eller køler det ikke nok i sommervarmen?
Køleskab: Sådan køber du det rigtige
Hvilket køleskab er bedst til dine behov? Det afhænger af størrelsen på dit hjem, din familie og om du har særlige ønsker til smarte funktioner. Få hjælp her.
Spar på strømmen i dit køleskab
Køleskabet bruger strøm døgnet rundt, og det kan belaste både klimaet og din økonomi. Brug disse tips til at skære ned på elforbruget og spare penge.