Sådan gør du ovnen ren i 3 trin
Rengøring af ovnen er ikke så vanskelig, som du måske tror. Gør ovnrummet, bageplader, bageriste og glasset skinnende rent med 3 lette trin.
Ovnen bliver nemt ren med få midler
Brun sæbe, opvaskemiddel og vand er alt, hvad du har brug for, når du skal gøre din ovn ren.
Har du en ovn med pyrolyse, er den selvrensende.
Tjek altid i manualen, om producenten har særlige anbefalinger til at gøre din ovn ren.
Glat emalje og bradepander: Rens med brun sæbe
Ovne med almindelig glat emalje samt emalje-ovnplader skal have en omgang brun sæbe, hvis fastbrændt snavs skal fjernes. Undgå at bruge brun sæbe på ru emalje.
- Brug den type brun sæbe, der er fast som salve, og smør et godt lag på emalje-overfladerne.
- Sæt ovnen på 100 grader og sluk, så snart sæben begynder at boble op.
- Vask overfladerne med vand, når de er kølet ned.
Selvrensende ru emalje: Tåler ikke ovnrens
Indersiden af din ovn kan være beklædt med en ru emalje, som er selvrensende ved høje temperaturer.
Emaljen tåler hverken brun sæbe eller ovnrensemiddel, fordi det tilstopper den.
- Skrab genstridigt snavs væk med en træspatel.
- Smør emaljen ind i en kraftig blanding af varmt vand og opvaskemiddel og lad det sidde 1 time.
- Skur med en opvaskebørste, tør af med vand og start så ovnens rengøringsprogram.
Ovnglas: Vask med opvaskemiddel
Glasruden ind til ovnen er skrøbelig og må hverken få slag eller ridser. Brug derfor ikke slibende rengøringsmidler.
- Ovnruden kan ofte tages af.
- Læg en klud med almindeligt håndopvaskemiddel på glasset i 30 minutter, så snavset opløses.
- Tør glasset over med en fugtig klud.
Bagerist: Giv den en tur i opvaskemaskinen
Risten i ovnen er ofte lavet af rustfrit stål, som godt kan tåle både stålsvamp og brun sæbe.
- Læg bageristen i opvaskemaskinen, eller læg den i blød i opvaskevand.
- Smør evt. risten ind i brun sæbe og pak den ind i husholdningsfilm i 30 minutter.
- Brug en stålsvamp eller en skuresvamp til genstridigt og fastbrændt snavs.
Selvrensende ovne gør rengøringen nem
Ovne med selvrensefunktioner gør det nemmere at holde ovnen pæn og ren.
Pyrolyse, katalyse og damp er alle metoder, der letter den manuelle rengøring og sparer dig tid. Tjek manualen, så du undgår at lave fejl, der kan skade ovnen og dens funktioner.
Kilde: Inge Norus, Rengøring – så kan I lære det
Få Forbrugerrådet Tænks nyhedsbrev
- Få vores nyeste test direkte i din indbakke.
- Få nyttig information om uønsket kemi i alt fra plejeprodukter til legetøj.
- Få tips til at gøre de bedste køb og handle bæredygtigt.
- Bliv rustet til at lave de bedste aftaler med banken.
Og meget mere... Skriv dig op til at modtage nyhedsbrevet her.
Her er de bedste emhætter
Emhætten skal fjerne røg og damp fra køkkenet. Men hvilke emhætter er bedst til den opgave. Vi anbefaler seks forskellige.
Emhætte: Skal du vælge recirkulation eller aftræk?
I nogle emhætter og kogeplader med indbygget emhætte, kan du vælge om du vil have aftræk eller recirkulation. Men der er regler på området du skal være opmærksom på og de to typer er ikke lige gode.
Gør emhætten ren i 4 trin
Emhætten skal rengøres ofte, så du undgår sur madlugt og dårligt indeklima. Heldigvis er den nem at gøre ren. Få fire nemme trin til ren emhætte her.