Nyt køkken: Disse overvejelser skal du gøre dig
Gå til hovedindhold

Få adgang til alt indhold på tænk.dk, medlemsmagasinet og meget mere.

Bliv medlem

Nyt køkken: Sådan gør du

Hvordan kommer du i mål med dit drømmekøkken uden at gå over budget? Og hvordan undgår du at ende med et køkken, der alligevel ikke passer til dit behov?

Christina Vejsgaard · 4. september 2020
Tre personer står i et køkken og snakker

Læg en god plan for dit nye køkken

Et nyt køkken kan gøre din hverdag nemmere og tiden i køkkenet til en fornøjelse. Men hvordan sikrer du, at du ender med et godt resultat? I artiklen her får du hjælp til at afklare:

  • Hvad er dit behov?
  • Hvordan indretter du køkkenet mest praktisk?
  • Hvilke køkkenelementer skal du vælge? 
  • Hvor meget af arbejdet skal du lave selv?

Hvad er dit behov?

Laver du kun mad i køkkenet, eller bruger du også rummet som opholdsrum til hygge og lektielæsning? Svaret påvirker, hvordan du skal indrette køkkenet.

Dit nuværende køkken er et godt udgangspunkt for overvejelserne om, hvad dit nye køkken skal kunne. Hvordan bruger du dit nuværende køkken? Er der oftest kun én i gang med madlavningen, eller er I flere kokke om det? Hvor mange arbejdspladser skal I bruge?

Hvilke funktioner i køkkenet er du glad for, og hvilke savner du?

Køkkenmaskiner kan kræve meget opbevaringsplads, hvis du ikke vil have dem stående på bordet. Har du mange maskiner og meget grej, der kræver mange skabe?

Lav en prioriteret liste over jeres behov. Hvad er helt essentielt, og hvad er I mere villige til at gå på kompromis med?

Hvordan indretter du køkkenet mest praktisk?

Køleskab, vask og komfur skal have en placering, så ganglinjerne mellem dem tegner en trekant, og der ikke er for langt imellem dem. Sørg også for, at der er godt med bordplads omkring både køleskab, kogeplader og vask – gerne 80-100 centimeter.

Gryder og pander skal kunne opbevares tæt på komfuret. 

2 gode arbejdspladser er som grundregel nødvendigt, men måske er det nødvendigt med flere arbejdspladser til at opfylde dit behov. 

Opvaskemaskinen skal have en plads tæt på køkkenvasken. Afstanden mellem vask og opvaskemaskine skal maksimalt være 60-90 centimeter.

I nærheden af kogepladen og ovnen skal der være et sted, hvor du kan sætte varme ting fra dig.

Hvilke elementer skal du vælge?

Underskabe

Underskabe kan fungere som almindelige skabe med skuffer eller hylder under en bordplade.

Ulemperne ved underskabe er, at du skal bukke dig for at se, hvad der er i skabet, og det kan være besværligt at nå de ting, der står inderst.

Overskabe

Overskabe giver et godt overblik, og gør det let at få fat i tingene.

Overskabe kan nogle opfatte som rodet, og derfor er de sjældent populære i minimalistiske køkkener med stramme linjer.

Skabene kan også være svære at nå for børn eller mennesker, der ikke er så høje.

Hylder

Hylder kan være et alternativ til overskabe. Fordelen er, at du kan have dine ting stående synlige og lettilgængelige. 

Ulempen ved hylder er, at de hurtigt bliver støvede og fedtede i et køkken på grund af støv, røg og damp fra madlavningen.

Højskabe

Et højskab giver gode muligheder for opbevaring af store ting som støvsuger, strygebræt og kost eller måske som spisekammer.

Højskabe er også oplagte til indbygning af ovn, mikroovn, køleskab og fryser. Da skabet er meget rummeligt, kan det hurtigt blive rodet og uoverskueligt. Derfor er det en god idé at vælge et højskab med frontudtræk, så du nemt kan overskue indholdet.

Hjørneskabe

Et hjørne i et køkken kan være problematisk at få indrettet, så pladsen bliver udnyttet optimalt.

Den mest enkle og billige løsning er almindelige hylder, men det gør det svært at nå tingene helt inde i bunden.

En drejerondel er en anden løsning. Den fungerer som en slags karrusel, hvor du kører tingene bag i skabet rundt og frem.

En tredje mulighed en løsning, hvor du kan trække hele indholdet ud med et enkelt greb.

Hjørneskabe er typisk dyrere end andre underskabe, derfor kan du overveje blot at blænde hjørnet, hvis du kan undvære pladsen.

Hvor meget af arbejdet skal du lave selv?

Prisen for dit nye køkken bliver lavere, hvis du kan lave noget af arbejdet selv. Du kan måske selv tage det gamle køkken ned og sætte skabene op. Men der er ting, som du ikke må lave selv.

VVS-installationer, gas-installationer og nogle salgs el-arbejde kræver en håndværker.