Hækkeklipper - Sådan vedligeholder du den
Gå til hovedindhold

Få adgang til alt indhold på tænk.dk, medlemsmagasinet og meget mere.

Bliv medlem

Sådan vedligeholder du din hækkeklipper

Vedligehold din hækkeklipper, så holder den i mange år. Det er enkelt. Se hvordan du gør her.

Foto: Getty Images · 12. juli 2023
Hækkeklipper

En hækkeklipper kan holde mange år, hvis du vedligeholder den. Vi tester løbende hækkeklippere og med udgangspunkt i vores test får du her nogle råd til hvordan du passer på din hækkeklipper.

Rengør din hækkeklipper efter brug

Uanset om du klipper din hæk én eller flere gange, er det en god ide at rengøre den efter brug. Så ruster den ikke, og sværd og klinge holder sig skarpe og klar til brug.

Giv klingen olie

Hækkeklipperens styrke og svaghed er sværdet. 

Sværdet kommer under brug i konstant berøring med saft fra grene og blade, og disse kan have mildt ætsende egenskaber. Klingen kan renses efter brug med en børste, og inden maskinen lægges væk til opbevaring, bør klingen få en omgang syrefri olie.

Hvis klingen er blevet rusten

Hækkeklipperen kan nemt ligge et helt år uden at blive brugt, og det skaber risiko for, at klingen ruster. 

En rusten klinge kan eventuelt få et rustopløsende middel som WD-40. Efter WD-40 kan du tørre rusten af med en klud. 

Husk at WD-40 ikke smører. Du skal give klingen olie efter at have renset den med et rustopløsende middel

Tjek altid  hækkeklipperens manual: nogle mærker fraråder, at du bruger WD-40 eller lignende midler. Bruger du et middel, som producenten fraråder, kan det gå ud over reklamationsret og garanti på hækkeklipperen. 

Rust kan også fjernes med en stålbørste, men det bedste er at undgå rust ved at give klingen olie inden opbevaring, og at opbevare hækkeklipperen tørt. 

Slib sværdet på hækkeklipperen

Sværdets skær kan blive sløve, hvis du bruger hækkeklipperen meget. Klipper du i meget tykke grene eller er uheldig at ramme et trådhegn, kan hækkeklipperen også blive sløv. 

Sæt sværdet fast i en skruetvinge og slib med en passende fil, hvor du kun bevæger filen fremad i strygende bevægelser. 

Ønsker du ikke selv at slibe skæret, kan du prøve at tage din hækkeklipper med hen til en plæneklippermekaniker og høre, om du kan betale dig fra at få den slebet. 

Vil du selv slibe din hækkeklipper er det en god ide at gå efter en model, hvor det er nemt at tage sværdet af og skille det ad. 

Opbevar batteriet rigtig

Har du en akku-hækkeklippere skal du også være opmærksom på at passe på batteriet. Batteriet i en batteridrevet hækkeklipper har ikke godt af at blive opbevaret i ekstrem kulde eller varme. 

Tag det derfor ud af hækkeklipperen efter brug, oplad det efter manualens anvisninger og opbevar det indendøre ind til du skal bruge det igen.