Løbe-apps sløser med dine private data | Forbrugerrådet Tænk
Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Social

Titel

Løbe-apps sløser med dine private data

Gratis løbe-apps til mobilen er ikke så gratis endda. Du risikerer nemlig at betale for dem med dine personlige data, viser Forbrugerrådet Tænks test.
Af Tage Majland
21. Juni 2016
Trænings-apps deler dine personlige oplysninger
Foto: iStock

Gratis løbe-apps deler dine data

Endomondo, Runkeeper og Sports Tracker og 9 andre gratis løbe-apps har Forbrugerrådet Tænk testet. Testen viser, at halvdelen af de 12 testede apps ikke passer godt nok på dine private data. Nogle data bliver ikke krypteret, når de sendes fra din mobiltelefon videre ud på nettet, og nogle data bliver sendt videre til tredjepart.

Dine personlige oplysninger er ikke godt beskyttet. Eksempelvis kan løbe-apps dele din fysiske placering med tredjepart. Du bliver med andre ord overvåget, og det kan betyde, at du efterfølgende modtager målrettede annoncer på din smartphone, alt efter hvor du befinder dig.

Log ind og se testen af løbe-apps

Dine data bliver delt ukrypteret med tredjepart

Apps til både Android og iPhone sender følsomme data til tredjepart uden at kryptere indholdet, kunne Forbrugerrådet Tænks test afsløre. Det gælder serienummeret på din telefonen og andre oplysninger, der knytter sig til din smartphone.

Annoncefirmaer får på den måde mulighed for at skabe en brugerprofil på dig og følge din adfærd meget tæt.

Indholdet er ikke krypteret, og derfor er det nemt for hackere at få fingre i informationerne. Den værste app deler tilmed din mailadresse med tredjepart, og kræver desuden adgang til din opkaldsliste.

Runkeeper og Endomondo fik i februar kritik af deres håndtering af privacy fra det norske Forbrukerrådet. Endomondos nye ejere, Under Armour, lovede i forbindelse, at nogle af kritikpunkterne ville blive udbedret.

Android-brugere er mindre beskyttet

På iPhone kræver løbe-apps generelt færre såkaldte ‘permissions’ – altså at du godkender adgang til funktioner og informationer på din telefon – i forhold til versionerne til Android-systemet fra Google.

Android-brugere skal altså acceptere, at apps får adgang til langt mere, end hvis de bruger samme app på en iPhone.

De 12 apps blev testet i begyndelsen af 2016, så firmaerne kan i mellemtiden have opdateret dem.

Sådan fungerer dataindsamling

1. Du installerer en gratis app på mobiltelefonen, og opretter en brugerkonto.

2. Dine data fra din app sendes løbende til virksomheden bag app'en.

3. I nogle tilfælde bliver data sendt til tredjepart, blandt andet store annonceportaler. Annonceportalerne kan bruge informationerne til at opbygge brugerprofiler og følge brugernes adfærd.

4. I de værste tilfælde sender apps følsomme personoplysninger som din mailadresse, serienummer på telefonen og din placering. Data bliver ikke nødvendigvis krypteret, og derfor er det let for hackere at opsnappe oplysningerne under overførslen.

Forbrugerrådet Tænk mener: App-udviklere skal kun have de oplysninger, som du ønsker at dele

"Vær kritisk over for, hvad en app kræver adgang til på din telefon. Det giver mening, at en løbe-app vil benytte mobiltelefonens GPS, så du kan se, hvor langt du løber. Til gengæld er det bekymrende, at appen også tracker dig, når du ikke løber.

Google er efter pres på vej med bedre kontrolmuligheder for dig, som vi kender det fra iPhone. Vi arbejder for, at forbrugerne – uanset telefonens styresystem – skal kunne trække de oplysninger tilbage, som de ikke ønsker at dele med app-udviklerne."

Anette Høyrup, seniorjurist i Forbrugerrådet Tænk