Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Social

Titel

Gratis wi-fi: Er det sikkert?

Wi-fi på cafeer eller restauranter er smart, da du undgår at betale for data på farten. Men pas på ikke at blive hacket, når du bruger gratis wi-fi.
Af David Bergeon
19. Juni 2019
gratis wifi paa cafe er det sikkert?
Foto: Getty Images

Gratis wi-fi er ikke altid sikkert

Wi-fi er en nem og billig måde at komme på nettet på, når du er på ferie i udlandet eller bevæger dig rundt i Danmark uden din normale netadgang.

Gratis wi-fi findes for eksempel på caféer og offentlige steder som biblioteker og museer. Men du skal være ekstra opmærksom, hvis du ikke skal angive en kode for at koble dig på netværket.  

Private data kan hackere og it-kriminelle nemt få adgang til, hvis du logger på et ubeskyttet netværk uden adgangskode eller ikke har beskyttet din computer, tablet eller telefon tilstrækkeligt.

Beskyt dig bedre mod hackere og it-kriminelle ved at følge 5 gode råd.

Hacking: 3 trin til at få kontrollen tilbage

1. Tjek netværket: Er der adgangskode?

Netværk, der ikke kræver en adgangskode, er et dårligt tegn. Det tyder på, at netværket er ubeskyttet, og at alle har adgang til det.

Hoteller og caféer har ofte gratis wi-fi til deres gæster, men hackere kan nemt oprette et gratis netværk med et navn, der ligner hotellets eller caféens.

Tjek derfor altid med personalet, at du bruger det korrekte netværk, og at det har en adgangskode. Navnet på netværket skal være identisk med det navn, du har fået udleveret.

Netværk uden kode kan it-kriminelle nemlig nemt hacke og på den måde sidde og følge med i alt, hvad du foretager dig. På den måde kan de lure dine adgangskoder til netbank, e-mail eller Facebook.

2. Husk antivirus

Beskyt din computer med antivirus. Husk at opdatere dit antivirus-program hjemmefra, så du kan modstå de seneste trusler, når du er på farten.

Se vores seneste test af antivirus-programmer

Sådan beskytter du din mobil og tablet

3. Del ikke alt på netværket

Bruger du netværk uden for dit hjem eller arbejdsplads, så husk at begrænse, hvad du deler med andre i netværket. På tablet og mobiltelefoner skal du ikke indstille noget, men på din computer kan du ændre på netværksindstillingerne.  

Sådan gør du på din computer:

Windows

Opretter du forbindelse til et trådløst netværk for første gang, skal du vælge hvilken netværksplacering, det skal have. Du kan vælge Hjemmenetværk, Arbejdsnetværk eller Offentligt netværk.

Vælg som udgangspunkt Offentligt netværk. Det er indstillet, så andre ikke kan få adgang til dine data på computeren.

Arbejdsnetværk eller Hjemmenetværk er indstillet sådan, at du kan dele filer mellem de computere, der er koblet på det samme netværk.

Mac

På Mac kan du aktivere en ”firewall”, der beskytter data og forbindelser til og fra din computer. Det betyder, at du skal godkende, før der kan installeres eller sendes nogle oplysninger til og fra din computer. Firewallen øger sikkerheden på din Mac.

Aktiver firewall ved at gå til Systemindstillinger, derefter Sikkerhed & anonymitet, vælg fanen Firewall og klik på ”Slå firewall til” eller ”Start” for at aktivere firewallen.

4. Brug sikre sider

Hjemmesider, der beder dig om personlige oplysninger, skal være sikret. Det kan du tjekke, ved at se om adressen starter med https:// og ikke blot http://.

Det ekstra ’s’ betyder, at siden er sikret. I nogle browsere, for eksempel Chrome og Firefox, vil du også kunne se en grøn hængelås, der markerer, at siden er sikker.

Undgå så vidt muligt at besøge sider, hvor du deler personlige oplysninger, når du bruger wi-fi uden adgangskode. Vær især påpasselig med at besøge din netbank, din e-mail og din Facebook-konto.

5. Adgangskoder

Lommetyveri af for eksempel din smartphone er den helt lavpraktiske måde at blive hacket på. Så husk altid at sikre adgangen til din computer, tablet og telefon med en god adgangskode.

Smartphones kan du sikre med en skærmlås. Skærmlåsen betyder, at du skal trykke en kode på skærmen, for at få adgang til mobiltelefonen. Skærmlåsen kan på nogle mobiltelefoner erstattes og kombineres med dit fingeraftryk eller et billede af dit ansigt.

PIN-koden beskytter dit SIM-kort i mobiltelefonen. Skifter du telefon, eller har du haft den slukket, skal du taste din PIN-kode. Som udgangspunkt er PIN-koden altid slået til på din mobil, så du skal ikke gøre noget aktivt for at aktivere den.

Sikkerheden på din mobiltelefon bliver bedre, hvis du kombinerer PIN-kode med en skærmlås.

Sådan laver du en sikker adgangskode