Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Social

Titel

Facebook: Sådan beskytter du dine data

Facebook indsamler information om dig blandt andet gennem din Facebook-profil. Hvem kan se dine oplysninger, og hvordan beskytter du selv dine data? Her er 10 råd til, hvad du kan gøre.
Af Anette Høyrup
17. Maj 2018
Facebook: saadan beskytter du dine data
Foto: Getty Images

Personlige oplysninger gemmes af Facebook

”Liker” du en side, et opslag eller en gruppe på Facebook, gemmer Facebook oplysninger om det. På den måde indhenter Facebook en masse viden om, hvad du og dine Facebook-venner kan lide.

Facebook stiller de indsamlede data om dig, dine vaner, holdninger og interesser til rådighed for virksomheder og organisationer, så de kan målerette reklamer til dig.

Quizzer, tests, spil og andre apps på Facebook kræver ofte adgang til samme personlige informationer om dig. Hvis du giver dem dit samtykke, risikerer du, at dine data deles med tredje part. Oftest uden dit vidende.

Hvem de tredje part virksomheder er, og hvordan de forvalter og bruger dine data, har du hverken indflydelse på eller indsigt i.

Selvom Facebook er gratis, betaler du altså med dine data for at have en profil.

Indsamling af informationer om dig kan du begrænse, hvis du ændrer i dine private indstillinger på din Facebook-konto. Her får du et overblik over, hvad du selv kan gøre.

1. Tjek, hvad andre ser på din profil

Hvem kan se, hvad du lægger op på Facebook? Det kan du selv teste på din Facebook-profil.

Sådan gør du:

  • Klik på spørgsmålstegnet i øverste højre hjørne på din profil, og find ”Genveje til privatindstillinger”.
  • Tryk på ”Hvem kan se mine ting?”
  • Tryk så på ”Vis som”. Her får du vist din Facebook-profil, som andre ser den.

Profilen kan du vælge at se som en person, der ikke kender dig, eller du kan vælge at se den som en af dine venner på Facebook. Du vælger i den sorte bjælke øverst til venstre.

2. Vælg, hvem der kan se din personlige kontaktinfo

Private oplysninger som e-mail, telefonnummer og din venneliste, kan være synlige på Facebook. Det kan du ændre, så det kun er dine venner, der kan se oplysningerne.

Sådan gør du:

  • Tryk på trekanten i det øverste højre hjørne på din profil.
  • Klik på ”Indstillinger”.
  • Gå til ”Beskyttelse af personlige oplysninger” i menuen til venstre.
  • Find ”Sådan kan folk finde og kontakte dig” midt på siden.
  • Vælg ”Rediger” til venstre for ”Hvem kan sende dig venneanmodninger?”. Vælg ”Venners venner”, hvis du kun vil kunne modtage venneanmodninger fra dine venners venner.
  • Vælg ”Rediger” til venstre for ”Hvem kan se din venneliste”. Vælg ”Venner”, ”Venner undtagen bekendte” eller ”Kun mig” for at begrænse, hvem der kan se dine venner.  
  • Vælg ”Rediger” til venstre for ”Hvem kan finde dig ved hjælp af den e-mailadresse, du har angivet”. Vælg ”Venner” eller ”Venners venner” for at begrænse synligheden af din e-mail.
  • Vælg ”Rediger” til venstre for ”Hvem kan finde dig ved hjælp af det telefonnummer, du har angivet”. Vælg ”Venner” eller ”Venners venner” for at begrænse, hvem der kan se dit telefonnummer.

Står der ”Ja” ud for ”Vil du have, at søgemaskiner uden for Facebook linker til din profil”, kan du deaktivere adgangen. Så er det ikke muligt at finde din profil gennem andre søgefunktioner end Facebooks egen.

Sådan gør du:

  • Tryk ”Rediger” til venstre for ”Vil du have, at søgemaskiner uden for Facebook linker til din profil”.
  • Klik fluebenet fra i boksen ”Tillad, at søgemaskiner uden for Facebook linker til din profil”.

3. Vælg, hvem der kan se dine opslag

Deler du dine opslag med for mange? Arbejdsgivere, kollegaer og andre kan finde på at kigge på Facebook.

Indhold, du deler på Facebook, kan du gøre helt eller delvist privat. Det betyder, at du selv vælger, hvem der kan se dine opslag.  

Sådan gør du:

  • Klik på trekanten i øverste højre hjørne på din profil.
  • Tryk på ”Indstillinger”.
  • Gå til ”Tidslinje og tagging” i menuen til venstre. Her kan du ændre, om dine opslag skal kunne ses af alle, kun deles med dine venner, bedste venner eller kun med dig selv. Du kan også blokere enkelte personer fra at se dine opslag.

4. Tjek opslag og billeder du er tagget i

Facebook-venner kan dele billeder af dig, du ikke vil have på din profil. Du kan indstille Facebook, så du skal godkende opslag, du er tagget i, før andre kan se dem på din profil.

Sådan gør du:

  • Klik på trekanten i øverste højre hjørne på din profil.
  • Klik på ”Indstillinger”.
  • Gå ind på ”Tidslinje og tagging” i menuen til venstre.
  • Vælg kategorien ”Gennemgang”, og tryk på ”Rediger”. Her kan du slå til, at du vil gennemgå alle opslag, du er tagget i, før de vises på din tidslinje.

Godkender du ikke et billede, kan andre stadig se det på profilen hos den, der slog det op. Kontakt personen og få vedkommende til at fjerne billeder, du ikke vil have på Facebook og internettet.

5. Undgå at firmaer får adgang til dine oplysninger

Downloader du apps, eller logger du ind på websites med din Facebook-konto?

Apps og websites, du logger på med dit Facebook-login, får adgang til nogle af dine oplysninger. Det kan være oplysninger som navn, profilbillede, alder, køn, din venneliste og de opslag, du deler.

Undgå at apps og websites har adgang til alle eller nogle af dine oplysninger.  

Sådan gør du:

  • Tryk på trekanten øverst i højre hjørne på din profil.
  • Gå ind under ”Indstillinger”.
  • Klik på ”Apps” i menuen til venstre. Her kan du se, hvilke apps og websites, der har adgang til dine oplysninger.
  • Tryk på de specifikke apps og websites for at redigere i, hvilke informationer du vil dele. Her kan du slå notifikationer fra og kontrollere, hvilke oplysninger appen må bruge.
  • Vælg ”Rediger” i den grå firkant ”Apps, websites og plugins”. Her kan du på én gang deaktivere alle apps, websites og plugins, der bruger dine oplysninger.

Blokerer du apps og websites fra firmaer, kan de ikke længere hente oplysninger om dig gennem Facebook. Husk, at firmaer tidligere kan have gemt oplysninger som for eksempel din e-mail.

Apps og websites du tidligere har haft adgang til med dit Facebook-login, kan du ikke længere logge på, hvis du deaktiverer apps eller websites på Facebook. Du skal oprette nye logins med en e-mail. 

6. Styr selv typen af reklamer på din Facebook

Annoncører bruger oplysninger fra Facebook til at reklamere målrettet til dig. Indstillingerne for hvilke reklamer du ser på Facebook, kan du ændre.

Sådan gør du:

  • Tryk på trekanten i øverste højre hjørne på din profil.
  • Gå ind under ”Indstillinger”.
  • Klik på ”Annoncer” i menuen til venstre. Her kan du se, hvilken information annoncerne på Facebook er baseret på. Det er oplysninger som din alder, dit køn og din civilstand. Det er også Facebook-sider, du har liket, og opslag du har kommenteret på.
  • Klik i det lille kryds i hjørnet af hvert interessefelt for at slette interesser, du ikke vil modtage annoncer om.

7. Skift kodeord jævnligt

Hacking af din konto er altid en risiko, hvis du ikke er forsigtig med dit kodeord.

Kodeordet skal du jævnligt ændre for at undgå, at din Facebook-profil bliver hacket. Og brug ikke dit kodeord til andet end Facebook.

Sådan gør du:

  • Tryk på trekanten i øverste højre hjørne på din profil.
  • Klik på ”Indstillinger”.
  • Gå til ”Sikkerhed og login” i fanen til venstre.
  • Find feltet ”Login” midt på siden.
  • Klik på ”Rediger” til venstre for ”Skift adgangskode”. Her skal du indtaste din gamle kode, og herefter kan du lave en ny kode.

8. Klag til Facebook

Misbrug af dine oplysninger kan ske. Mener du, at Facebook eller andre har misbrugt dine oplysninger, kan du prøve at kontakte Facebook direkte.

Sådan gør du:

  • Klik på spørgsmålstegnet i øverste højre hjørne på din profil.
  • Gå til ”Rapporter et problem” nederst i menuen.
  • Klik på ”Generel Feedback”.
  • Tryk på linket ”Feedback om en funktion”. Her kan du vælge, hvad din klage omhandler og skrive til Facebook.

Hackere kan skaffe sig adgang til din profil, så du pludselig ikke kan få adgang til den. Sker det, skal du kontakte Facebook.

Sådan kontakter du Facebook

9. Klag til Datatilsynet

Facebook er underlagt Datatilsynet i Irland, og det er derfor dem, du skal kontakte, hvis du er utilfreds med Facebooks vilkår eller ikke får svar på din klage hos Facebook.

Find kontaktoplysninger på dataprotection.ie

Klager du, anbefaler vi, at du sender din klage til Datatilsynet i Danmark. De kan samle alle klager og sende dem til Irland.

Find kontaktoplysningerne på det danske datatilsyn

10. Slet din Facebook-profil

Ønsker du at slette din Facebook-profil, så sørg for at gøre det korrekt.

Se, hvordan du sletter du din Facebook

Ret dine indstillinger på Facebook

Brug 5 minutter på dine privatindstillinger på Facebook. Det er meget nemt og kan beskytte dig mod de værste overraskelser.

Facebook gemmer privatindstillingerne under det lille spørgsmålstegn oppe i øverste hjørne på din profil.

 

Forbrugerrådet Tænk mener: Vi vil have slået fast, om Facebook indsamler og bruger data lovligt

”Datatilsyn i Spanien, Frankrig og Holland har fået medhold i deres anklager om, at Facebook krænker brugernes privatliv i de lande. Derfor har vi anmeldt Facebook til det danske datatilsyn. Vi vil have slået fast, om Facebook også overtræder den danske persondatalov”.

Anette Høyrup, seniorjurist i Forbrugerrådet Tænk