Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Social

Titel

Legetøj: Sådan undgår du usikkert legetøj

Legetøj skal være sikkert at lege med, så dit barn ikke risikerer at komme alvorligt til skade. Få hjælp til at undgå usikkert legetøj.
Af Mette Andrea Boesgaard
2. December 2019
Legetøj skal være sikkert
Foto: Getty Images

Sikkert legetøj: Sådan vælger du

Legetøj er sjovt for dit barn og en helt naturlig del af barndommen. Men der er faldgruber, som du skal være opmærksom på i forhold til sikkerheden.

Små børn putter for eksempel legetøj i munden. Legetøj, der ikke lever op til reglerne for sikkerhed, kan være decideret farligt for børn. Et knapcellebatteri, for lange snore, små bolde eller fyld i en tøjbamse kan være skyld i livsfarlige situationer.

Sikkert legetøj er nemt at finde. Få herunder hjælp til køb af legetøj i butik eller på nettet, så dit barn kan lege sikkert.

Barnevogne: Her er de bedste i test

Legetøj skal passe til dit barns alder

Sikkert legetøj skal passe til barnets alder og udvikling. Der gælder særlige regler for legetøj til børn under 3 år. Det må ikke indeholde små dele, som barnet kan sluge og blive kvalt i.

Følg derfor advarslen på legetøjet, hvis der står "ikke egnet til børn under 3 år".

Børn under 3 år har brug for ekstra solidt legetøj. Det skal kunne tåle, at barnet bider i det, kaster med det og banker det ned i eksempelvis gulve og borde.

Pas på, at børn under 3 år ikke får fat i små dele fra store børns legetøj.

Usikre tøjdyr og bamser udgør en kvælningsrisiko

Tøjdyrs knapper, øjne, næser eller lignende skal sidde ordentligt fast. Ellers risikerer børn at sluge dem og blive kvalt.

Syninger og sømme skal være i orden, så barnet ikke kan pille stykker af fyldet ud i og risikere at blive kvalt i det. Specielt sømmen mellem benene på tøjdyr er ofte et svagt sted. Smid bamsen ud eller reparér den, hvis syningerne er ved at gå op.

Hygiejnen skal også være i orden. Derfor skal bamser og tøjdyr kunne tåle at blive vasket.

Pas på batterier i legetøj

Batterier i legetøj skal du være ekstra opmærksom på. Sørg for, at barnet aldrig kan få fat i batterierne eller elektronikken.

Undgå knapcellebatterier og andre små batterier samt små løse magneter. Dit barn risikerer at sluge dem, og risikoen er, at der går hul på tarmen.

Små batterier eller magneter er derfor særligt farlige at få i fordøjelsessystemet eller lungerne, og små børn kan forveksle dem med slik.

Legetøj fra kinesiske webshops kan være farligt for dit barn

Snore på legetøj skal være kortere end 22 centimer

Snore på legetøj skal være korte, at barnet ikke kan få snoren om halsen som en løkke. Sker det, risikerer barnet at blive kvalt.

Snore på 22 centimeter eller mere er farlige for helt små børn, vurderer Sikkerhedsstyrelsen.

Bolde må ikke være for små

Bolde og andet rundt eller ovalt legetøj skal helst have en diameter på mindst 5 centimeter, hvis du giver dem til børn under 3 år.

Risikoen med små bolde og lignende er, at barnet kan blive kvalt i dem.

Se test af uønsket kemi i bolde på kemi.taenk.dk

Legetøj: Sådan undgår du usikkert legetøj
Sørg for, at barnet ikke kan få fat i batterier eller elektronik i legetøj. Foto: Getty Images

Legetøjsemballage skal væk fra barnet

Emballagen til legetøjet kan indeholde små dele, som barnet kan sluge.

Undgå derfor, at dit barn kan få fat i plastikposer og anden blød plast, som barnet kan blive kvalt i.

Test: Tablets - iPad, Android og Windows

Køb hos en troværdig forhandler

Køb legetøj hos forhandlere, som du har tillid til. Du skal kunne få vejledning ved købet, og de skal behandle eventuelle klager seriøst.

Disse legetøjsforhandlere har oftest bedre styr på sikkerheden, end hvis du for eksempel køber legetøj på et marked.

Tjek brugeranmeldelser, men vær kritisk. Spørg ind til produkterne i butikken, og forhør dig i dit netværk for at finde en seriøs forhandler. Køb legetøj med advarsler og informationer på dansk.

Brugeranmeldelser: Sådan bruger du dem

Tjek inden du køber legetøj på nettet

Legetøj på nettet kan du ikke tjekke lige så godt, som hvis du står i butikken med produktet i hånden.

Gå efter legetøj fra netbutikker, der har tilstrækkelig information om legetøjet:

  • Hvilken aldersgruppe er legetøjet til?
  • Hvad er størrelsen på legetøjet?
  • Hvilket materiale er legetøjet lavet af?
  • Er der en brugsanvisning?
  • Er der informationer på dansk eller engelsk?

Undgå hjemmesider, hvor der blot er et produktbillede og en pris.

Sådan handler du sikkert på nettet

Undgå legetøj fra netbutikker uden for EU

Netbutikker uden for EU kan sælge legetøj, der ikke lever op til de samme sikkerhedskrav som herhjemme. Det gælder for eksempel sider som Wish, Amazon, eBay, AliExpress og lignende.

Du risikerer at købe legetøj, der er trukket tilbage på det europæiske marked af sikkerhedshensyn. Forbrugerrådet Tænk har mange gange fundet sikkerheds- eller kemiproblemer med legetøj fra disse hjemmesider.

Kemien i legetøj købt direkte fra producenter i for eksempel Kina kan være forbudt herhjemme. Delene kan være for små for et 2-årigt barn, eller batterier kan risikere at eksplodere.

Se test af uønsket kemi i legetøj fra Wish, Amazon og eBay på kemi.taenk.dk

Legetøj: Sådan undgår du usikkert legetøj
Squishies blev hurtigt populære, men viste sig at frigive skadelige kemikalier. Foto: Getty Images

Vær opmærksom på uønsket kemi i legetøj

Legetøj med uønsket kemi er desværre ikke helt ualmindeligt. Miljøstyrelsen har flere gange måttet advare om legetøj, som indeholdt skadelige kemikalier.

Squishies og slim er eksempler på legetøj, hvor test har afsløret skadeligt kemikalieindhold. Den skadelige kemi var blandt andet mistænkt kræftfremkaldende, hormonforstyrrende og kunne skade leveren.

Forbrugerrådet Tænk kæmper for, at der skal ingredienslister på legetøj, som det kendes fra for eksempel kosmetik og personlig plejeprodukter. Så kan du se, hvilke kemikalier der er brugt i legetøjet.

Uønsket kemi i legetøj kan du få gode råd til at undgå hos Forbrugerrådet Tænk Kemi.

Hos Forbrugerrådet Tænk Kemi kan du få 10 råd til at undgå uønsket kemi i legetøj

Brug din kritiske sans, når ny legetøjsdille rammer landet

Fidget spinners, squishies og slim er eksempler på legetøjsdiller, som blev meget populære over hele landet.

Legetøjet viste sig dog at kunne indeholde eller frigive uønsket kemi, som kunne være skadeligt for barnets helbred.

Husk derfor at være kritisk, når en ny legetøjsdille pludselig rammer landet.

5 tips: Det kan du gøre, når en ny legetøjsdille opstår

Vælg Svanemærket, hvis du kan

Svanemærket legetøj hjælper dig til at styre uden om miljøbelastende stoffer og stoffer, som er problematiske for barnets helbred.

Svanemærket er din garanti for, at indholdet af disse uønskede stoffer er minimeret. Det er derfor godt at gå efter, når det er muligt.

Udbuddet af svanemærket legetøj er dog forholdsvis småt. Spørg gerne efter det i butikken. Så viser du forhandlerne, at du er interesseret i at købe svanemærket legetøj.

Se test af uønsket kemi i balloner på kemi.taenk.dk

Pas på smart legetøj, der indsamler dit barns data

Legetøj, der kan gå på internettet, kaldes smart legetøj. Her skal du blandt andet være opmærksom på legetøj med en mikrofon eller et kamera. Det kan udgøre en sikkerhedsrisiko.

Hackere kan nemt tilslutte sig internet- eller Bluetooth-forbindelsen, hvis ikke der er tilstrækkelig beskyttelse på legetøjet. De kan dermed se kamerabilledet og optage det.

Risikoen er måske ikke stor, men den er der. For eksempel blev dukken ”My Friend Cayla” fjernet fra butikkerne i 2017. Der var ingen beskyttelse på legetøjets forbindelse, og fremmede kunne aflytte og indtale beskeder på legetøjet.

Intelligente produkter: Sådan beskytter du dit privatliv

Sådan beskytter du dit barns data i smart legetøj

Undgå at give for mange informationer, når du opretter en ny profil til barnet.

Sørg også for at skifte adgangskode med det samme og slukke legetøjet helt, når barnet er færdig med at lege med det.

Vær sikker på, at legetøjet kræver et tryk på en knap, før Bluetooth-forbindelsen virker. Undersøg også, hvordan talegenkendelse virker, og om legetøjet gemmer data om dit barn.

Legetøj kan overvåge dit barn

Forbrugerrådet Tænk: Pas på med at handle legetøj uden for EU

”I Forbrugerrådet Tænk har vi flere gange købt legetøj fra hjemmesider som Wish, eBay, Amazon og AliExpress, som har vist sig at indeholde skadelig kemi.

Flere produkter har også haft problemer med sikkerheden i forhold til små dele og lange snore i legetøjet, som barnet kan blive kvalt i. At disse produkter kommer ind på det danske marked, er en alvorlig trussel mod legetøjssikkerheden.

Flere af de store portaler har indgået en frivillig aftale med EU-Kommissionen om at trække farlige produkter tilbage og holde styr på deres leverandører. Men produkterne kan lande på hjemmesiderne igen, efter at de ellers er trukket tilbage.

Det kan også være, at ulovligt legetøj blot erstattes af nye elendige produkter. Så er aftalen jo ikke mere værd, end det papir den er skrevet på. Det er desværre det billede, som vi ser.”

Helen Amundsen, seniorrådgiver i Forbrugerrådet Tænk